Uelsket - del 4:4

Jeg ønskede at sove ind i døden, men tilfældigvis var der en pædagog, der fandt mig i mit telt, og jeg blev kørt til et svensk sygehus, hvor de stak en slange dybt ned i halsen på mig. De andre elever var vrede på mig over, at jeg havde forsinket hele turen, og da vi kom hjem, overvejede jeg mange gange, om jeg skulle prøve at begå selvmord igen.

Måske havde pædagogerne en mistanke om det, for en af dem overraskede mig, da jeg ville springe gennem et vindue, og greb mig i luften. Jeg blev indlagt på en lukket afdeling, og det var en stor lettelse for mig, at jeg kom i hænderne på professionelle.

Jeg blev udskrevet da jeg fyldte 18 år og kom på en ungdomshøjskole for unge mennesker med ar på sjælen. Selv om jeg stadig havde meget at slås med, så nød jeg min højskoletid og læste en masse bøger mens jeg var der. Tiden kom, hvor jeg skulle flytte fra højskolen til en ungdomsbolig, og jeg tog imod tilbuddet. Mens jeg slæbte mine ting ind, kom to unge mænd forbi og spurgte, om de skulle hjælpe mig med at samle min seng og reolerne.

Den ene hed Peter, og jeg kunne mærke, at der gemte sig et rart væsen under den stille og generte overflade. Vores venskab udviklede sig hurtigt til mere, vi blev kærester og efter et stykke tid købte vi et hus sammen og jeg startede hos en psykolog, og dét var en stor hjælp.

Jeg fik en praktikplads i en kantine og jeg var dygtig til det, jeg lavede, men jeg var så belastet af mine traumer fra barndommen, at jeg til sidst måtte kaste håndklædet i ringen og sygemelde mig. Min sagsbehandler havde engang foreslået, at jeg kunne søge førtidspension, men det havde jeg afvist, for jeg ville gerne have en uddannelse og et job. Nu så jeg anderledes på det, og jeg søgte førtidspension i en alder af bare 24 år, kort før jeg skulle giftes med Peter.

Det var min stedfar, Hans, der skulle føre mig op til alteret, og jeg var så lykkelig, da Peter og jeg gik ud af kirken som mand og hustru. Jeg havde ikke inviteret min mor, for vi var ikke på talefod.

Peter var min bedste ven, men han kunne ikke fylde hullet af savn efter min mor. Jeg ønskede hendes accept så meget, at jeg fandt mig i, at hun hånede mig og kun talte om sig selv.

Det var den pris, jeg måtte betale, og Peter tog med, da jeg en dag besøgte hende. Min mor var fuld, og hun sad med et kaffekrus, som hun gang på gang fyldte op med rødvin, mens hun det meste af tiden brokkede sig over, at hun ikke var inviteret med til vores bryllup.

Med tiden fik Peter og jeg en dreng og en pige og nu, hvor jeg selv var mor, var det endnu sværere for mig at forstå og acceptere min egen mors enorme svigt og totale mangel på empati. Vi havde et godt liv, men længslen efter min mors kærlighed hjemsøgte mig stadig. Jeg ringede til hende ofte, og skiftevis tryglede om at blive elsket eller skældte hende ud over hendes apati.

En gang om året besøgte vi min mor i hendes lejlighed, og hun talte udelukkende om sig selv, mens hun lå henslængt i sin sofa og røg den ene smøg efter den anden.

Børnene var omkring 12 og 8 år, da de sagde, at de ikke ville se hende mere fordi den måde hun talte til mig på, gjorde dem kede af det. Jeg accepterede deres valg, og jeg syntes faktisk, det var flot, at de var stærke nok til at vælge hende fra.

Jeg fortsatte selv med at besøge min mor hen over årene, og gennem mange samtaler med psykologer, har jeg også lært at acceptere at min mor aldrig kommer til at undskylde og tage ansvar for de traumer hun påførte mig i min barndom.

I dag er mine børn voksne, og snart kan Peter og jeg fejre sølvbryllup, og jeg nyder livet i fulde drag og hviler nu i mig selv.

Jeg fokuserer på min egen familie og jeg er så stolt over at vi, trods alt, har givet vores børn al den kærlighed og de faste og trygge rammer, som jeg aldrig selv fik i min opvækst.