Ulrika reddede James fra heroin og hjemløshed

Ulrika ved ikke, om det var skæbnen eller en højere magt, som bestemte hendes vej den regnfulde og kolde lørdagsaften i oktober 2018.

Sammen med sin mand, Johan, havde hun netop besøgt en restaurant i Londons West End-kvarter, som de normalt plejer at holde sig væk fra på grund af alle turisterne.

– Vi havde boet i London siden 2013 på grund af Johans job, og vi trivedes rigtig godt. Men samtidig så vi megen elendighed omkring os. Det er en by med 14 millioner indbyggere, og som i alle storbyer er der mange hjemløse på gaderne, fortæller 46-årige Ulrika Hansson Blomkvist, som oprindeligt kommer fra Sverige.

Læs også: Ung kvinde redder hjemløs fra selvmord

Et opgivende blik

Hun forsøgte som regel at have lidt penge i lommerne, så hun i det mindste kunne give dem en hjælpende hånd på den måde, og hun ville gerne vise de hjemløse, at hun så dem. Det var utænkeligt, at hun bare ville gå direkte forbi.

Også denne aften sad og lå der mange tiggere i nærheden af restauranten

– udstødte mennesker i øsende regn. Ulrika begyndte at dele nogle pund ud her og der, mens hun gentog ordene: I’m sorry!

Snart havde hun ikke mere at give, og hun passerede de sidste i rækken. Men ved hjørnet var der noget, som fik hende til at standse op.

Læs også: Kasper havde ikke noget sted at bo - men så kom hjælpen

Dybe, åbne sår

En mand sad med udstrakte ben og stirrede tomt ned i jorden, mens han holdt et lille krus foran sig. Han havde ingen sko eller vanter, og bukserne var rullet op til knæene. Benene var dækket af store, dybe og åbne sår.

– Der kom en utrolig stank fra ham – ligesom lugten af et lig. Dødt, råddent kød. Min eneste tanke var, at han måtte være døende.

Ulrika gik hen til manden og satte sig på hug. Hun prikkede ham på skulderen, og blikket, der mødte hende, var blankt og opgivende. Hun spurgte, om hun kunne hjælpe ham med noget, og han svarede, at han gerne ville have en kop kaffe.

– Men jeg indså, at det ikke var nok, og spurgte, om der fandtes en læge i nærheden, som han kunne tage hen til.

Ulrika: Vi måtte redde den her mand

Manden, som hed James, fortalte, at lægen først havde åbent om mandagen, og Ulrika sagde, at hun ville hjælpe ham med at komme derhen. Men først ville hun komme tilbage dagen efter med varme klæder.

– Jeg var mest urolig for, at han ikke ville overleve til om mandagen, og jeg følte, at vi måtte redde den her mand. Johan var enig.

Dagen efter tog de tilbage til gaden, hvor de fandt ham.

– Han kiggede op og sagde overrasket: I kom! Han havde ikke troet, at vi mente det, vi sagde.

Lige i det øjeblik bestemte Ulrika sig for, at hun ville tage tidligt hen og vække ham dagen efter, så hun kunne få ham til lægen i god tid.

– Det var en uvirkelig følelse, da jeg satte mig i metroen dagen efter. Jeg skulle med en vildfremmed til lægen.

Læs også: Godhjertet hjemløs forgyldes

Skreg af smerte

Ulrika nåede frem til fortovet, hvor James lå og sov. Da han vågnede og fik øje på hende, lyste han op som en sol og fløj op. Da forstod Ulrika, at dét med at komme til lægen ikke skulle gå så let. James kunne knap nok stå på benene, og hvert et lille skridt fik ham til at skrige i smerte.

– Vi løste det ved, at James hang på mine skuldre, og så gik vi langsomt fremad.

James fik hjælp hos lægen og kom ud med gips på benene og en recept på antibiotika, som han skulle tage fire gange om dagen, for at sårene kunne hele.

– Jeg var klar over, at James’ eneste chance var, at jeg hjalp ham med dette, men jeg grublede samtidig over, hvordan det skulle gå til.

Det her klarer vi

Ulrika måtte ganske enkelt blive i nærheden af James hele dagen, mens det stod på. Hun sad på en café over for den plads, hvor James tiggede penge til stoffer.

– Jeg forstod ret hurtigt, at stoffer var årsagen til hans problemer. Da jeg hørte, at der var tale om heroin, blev alting sort. Det var, som om et rullegardin blev trukket ned, og jeg vidste, hvor svært det ville blive at hjælpe med det problem.

Men Ulrika sagde alligevel til sig selv: Det her klarer vi.

Læs også: 6-årig blev reddet af hjemløs

Sår ville aldrig hele

Hun og James fik god kontakt til hinanden. Snart havde hun fået et indblik i hans liv, både inden han endte på gaden, og hvordan det så ud nu.

– Efter en konflikt med sin stedfar havde James forladt hjemmet, blot 16 år gammel. Han var hjemløs, naiv og letpåvirkelig og havnede hurtigt i et stofmisbrug, fortæller Ulrika.

Da Ulrika fandt ham, handlede hele hans liv om at tigge penge nok til, at kunne stille sine behov. Hun indså snart, at sårene på hans ben aldrig ville hele, så længe James fortsatte med at sprøjte heroin ind i sin krop.

Ville ikke miste ham

– Han kunne ikke bruge sine vener i armene, maven og benene længere, og så var der bare hans lysken tilbage, hvilket er farligere, og det ødelægger blodtilførslen. Det var derfor, det ikke helede, når der kom sår, forklarer Ulrika.

Til sidst var hun med ham, når han købte stoffer, men hun holdt sig på afstand.

– Vi skaffede også en billig telefon til ham, så han kunne sende en sms, når han havde taget sin heroin. Jeg havde brug for at vide, at alt var gået godt. Jeg ville ikke miste ham til en overdosis.

Læs også: Anita var hjemløs i 14 år: Jeg havde kun mig selv

Glædelig nyhed

En dag havde James en glædelig nyhed. Han havde fået tilbudt et midlertidigt sted at bo, og det var noget, de sammen havde kæmpet hårdt for.

– Jeg tror, at jo mere han var sammen med mig, des mere indså han, hvad han gik glip af i livet. Jeg havde også ført noter over, hvor meget heroin han tog, og viste ham, at han egentlig kunne klare sig på mindre, end hvad han selv troede, og da fik jeg ham til at holde sig til en lavere dosis. Det fungerede rigtig godt. Otte gange blev til tre gange om dagen.

James fulgte også oftere og oftere med hjem til Ulrika og Johan i weekenden. De spillede spil, så film og lavede mad.

– Vi havde som krav, at der ikke måtte være stoffer i vores hjem, og det løfte holdt han.

Ikke flere blodårer

Det, som virkelig ændrede alt, var, da James en dag ikke længere kunne finde en eneste blodåre at sprøjte heroin ind i.

– Da blev jeg nervøs, for næste skridt er at sprøjte sig i halsen, og det er begyndelsen på enden. Men James sagde til mig, at han helt ville stoppe med at fixe og i stedet starte med at ryge heroin, selv om det ikke har samme effekt.

Dét, at rusen udeblev, gjorde dog, at han blev træt af stofferne og snart kunne fortælle Ulrika, at han havde holdt pause en hel dag. Det blev siden til flere og flere dage uden stoffer.

Læs også: Rodløsheden reddede Hennings liv

Blev helt stoffri

I maj 2019 blev James helt stoffri, og han fik mere hjælp af myndighederne. Han fik et fast hjem, hvor han ikke behøvede at leve blandt andre misbrugere. Vejen tilbage til livet var begyndt.

– Han kunne ikke meget selv og var ret umoden. Han måtte lære at barbere sig og spise med kniv og gaffel.

Efter en tid fik han et deltidsjob på en gård, og målet er nu, at han skal gå op i tid. James vil også skrive en bog om sit liv for forhåbentlig at hjælpe andre i samme situation.

Meldt savnet

– Sidste sommer tog vi hjem til Sverige, og han fik lov til at tage med. Han fejrede sankthans med os og oplevede de særlige svenske traditioner. Men på vej tilbage blev han stoppet i tolden. Det viste sig, at han var meldt savnet. Jeg tænkte straks, at det måtte være hans mor eller søster, som han mistede kontakten med, da han flyttede til London.

Nogle dage senere fik Ulrika kontakt med søsteren gennem Facebook, og hun var rystet. Men efter at Ulrika sendte hende et brev, hvor hun skrev om alt det, der var sket for James, og hvor dårligt han havde haft det, blev søsteren i stedet dybt taknemmelig.

– James ved, at det kommer til at tage tid at genopbygge tilliden mellem dem. Han er skuffet over sig selv.

Læs også: Når jeg spiller fodbold, tænker jeg ikke på mit misbrug

Livet fik større mening

I stedet blev det Ulrika, som tog af sted for at møde hans mor og søster i det sydlige England.

– Jeg kunne lide dem begge med det samme. Jeg forstod også straks, at alt, hvad James havde fortalt, havde været sandt. Trods sit misbrug havde han aldrig løjet, stjålet eller opført sig dårligt. ”Hils James, og sig, at jeg elsker ham og er stolt af ham,” var det sidste, hans mor sagde til mig, inden jeg tog hjem igen.

Da James hørte de ord, faldt en tung byrde fra hans skuldre, og siden da har han bare fået det bedre og bedre for hver dag. Ulrika føler også, at hendes liv er blevet bedre efter mødet med James.

– Nogle gange føles det, som om vores møde var forudbestemt. Mit liv fik en større mening, den dag vi mødte hinanden, smiler hun.

Læs også: Voksede op med overgreb og svigt: Jeg ville bare gerne passe ind