Usædvanligt pensionat: Bor med dømte fanger
37-årige Henrik er dømt for afpresning, biltyveri og bedrageri. 23-årige Johanne læser psykologi. 27-årige Michael har slået et menneske ihjel. Og 24-årige Marie er molekylær mediciner.
– Jeg kan godt lide at bo her, fordi der er så mange dejlige mennesker, og fordi det er så familiært. Vi laver mange ting sammen, og jeg foretrækker helt klart at bo her frem for at have mit eget, siger Marie Ørskov, mens hun kigger ind til de langtidsbagte tomater i ovnen.
Det er hendes tur til at lave mad. En tjans, som alle beboere har på skift i de tre levegrupper, de er delt op i. Det er en del af reglerne for at bo på Pension Skejby, ligesom det er en del af reglerne, at man under aftensmaden sidder sammen og taler om verdenssituationen og hverdagens små udfordringer og sejre. Nærmest som en rigtig familie.
Tonen og samtaleemnerne omkring bordet er netop en af de ting, som er med til at ruste de indsatte til et liv uden kriminalitet, når de har afsonet deres dom. Det mærker den drabsdømte Michael allerede tydeligt, selv om han kun har boet på Pension Skejby i et par måneder efter hele otte år i lukkede fængsler.
– Der var en, der sagde til mig, at jeg snakker på en anden måde, end da jeg kom. Den der aggressivitet er forsvundet. Jeg har ikke selv lagt mærke til det, men jeg taler åbenbart mere blidt og normalt, siger Michael, som også selv nyder at sidde sammen med de ustraffede.
En god blanding
Det har 37-årige Henrik heller ikke. Selv om han nu har afsonet sin dom, bliver han boende, mens han finder ud af, hvordan han skal lande ude i virkeligheden igen. Lige nu er der ikke meget at komme tilbage til. Hverken familie, bolig eller arbejde.
Hans liv på det lille værelse med den beige hjørnesofa er noget anderledes end det, han levede, lige inden han blev pågrebet efter en hektisk anholdelse. Som kriminel havde han været på flugt i et stykke tid, hvor han havde boet på hoteller, og hvor han godt kunne fyre 50.000 kroner af om måneden. I dag er hans budget et helt andet, men det gør det lettere, at han bor med studerende, der sagtens kan få en SU til at slå til.
– Jeg er lykkelig for, at mit kriminelle liv er slut. Da jeg blev anholdt, var det faktisk en lettelse. Det er ikke sjovt at være på flugt. Hele tiden at skulle holde øje med, hvem der kører bag en, og hvem der ringer, siger Henrik, som ikke længere skal kigge sig over skulderen.
I dag bor han sammen med folk, som vil ham det bedste. De vil højst presse ham til at tømme opvaskemaskinen.
