13-årige Patrick har ikke set sin datter

13-årige Patrick Knudsen er netop blevet far til en velskabt datter. Men det hele blev for meget for jævnaldrende Lena, som slog op med ham, mens hun ventede deres fælles barn.

13-årige Patrick Knudsen fra Fynshav på Als vil meget gerne se din datter
- Jeg vil også sende en lykønskningsbuket og købe en lille gave til hende. Jeg har sagt til min mor, at vi skal finde frem til sygehuset og få sendt gaven af sted hurtigst muligt, siger Patrick.

Patrick var kun 12 år, da han gjorde kæresten - 12-årige Lena - gravid. Lægerne vurderede, at abort var udelukket, da det blev opdaget for sent. Mens maven voksede på den spinkle pige, skulle Patrick forsøge at vænne sig til tanken om det uventede og store ansvar. Midt i det hele kom der også hjertesorger til.

Lena kunne ikke rumme de mange følelser og bekymringer og tanker om fremtiden. Hun slog op med Patrick. På det tidspunkt havde det unge par været kærester i et år - de var blevet forelsket i hinanden på Fryndesholmskolen, hvor de gik i parallelklasse (7. klasse). Patrick har nu flyttet skole, så han og Lena ikke længere går op og ned ad hinanden. - Det er ikke så galt mere, svarer Patrick, når han bliver spurgt om, hvordan han klarede bruddet.

På grund af den enorme medieinteresse har Lena født datteren på sygehus på et hemmeligt sted i Danmark. Hun og familien har ikke ønsket at tale med pressen. Det samme synspunkt har Patrick haft hidtil. Men som hans mor nu udtrykker det: - Alle i byen ved jo godt, at det er Patrick, som er faderen. Og folk må gerne vide, at vi efter chokket har lagt sig er glade for det her. Det er ikke en ulykkelig situation, men en lykkelig, siger hans mor Monica Hansen.

Det unge 13-årige forældrepar bor kun et par gader fra hinanden i et pænt parcelhuskvarter i Fynshav. Det er en by med kun 500 indbyggere, hvor alle kender hinanden. Og hvor det helt store samtaleemne i over en måned har været Lenas graviditet.

- Hun er sådan en lillebitte dukkepige. Det er klart, at det kan vække store følelser hos folk at se hende gå gravid rundt i gaderne, siger 44-årige Monica Knudsen. Hun er glad for, at de fleste har været søde mod hendes søn Patrick.

Klar til at hjælpe
Monica og Palle Knudsen erkender, at det kom som et stort chok, da de for et par måneder siden blev konfronteret med, at der var - endnu et - barnebarn på vej. - Det er jo ikke meningen, at børn skal få børn, siger Monica. Palle Knudsen supplerer: - Det virkede helt surrealistisk. Og vi har da brugt en del tid på at bearbejde det. Men forældrene er fast besluttet på at yde deres søn og den nybagte mor og hendes familie - al den hjælp, de har brug for. Selvfølgelig bliver det moderen Lena - og måske især hendes forældre - der kommer til at stå med hovedansvaret. - Men vi har ressourcerne til at hjælpe, og vi vil meget gerne blive en del af den lille piges liv. Vi kan passe hende og babysitte hende alt det, der er behov for, siger Monica Knudsen.

Hendes eneste bekymring er, at 13-årige Lena skal vælge at bortadoptere den nyfødte pige. - Det er jo et meget stort ansvar at få et barn i så ung en alder. Derfor må Lena og familien naturligt gøre sig alle mulige overvejelser i disse dage. Men vi håber virkelig ikke, at det ender med, at de bortadopterer hende, siger Monica Knudsen og tilføjer: - Vi har talt det igennem i vores familie. Og vi er parate til at adoptere den lille, hvis Lena og hendes forældre ikke føler, at de kan påtage sig opgaven.

Læs hele artiklen i Ude og Hjemme nummer 16