Angelina reddede sin mor: Tak for livet skat

Åsa har diabetes og er flere gange besvimet, fordi hendes blodsukker har været for lavt. Én af gangene var hun alene hjemme med sin 2-årige datter, og det kunne være endt helt galt. Men den lille pige overraskede alle med sit heltemod og reddede sin mors liv.

Køleskabet er altid fyldt med sodavand. Og i køkkenskabet er der en slikhylde, som alle kender til.

Men de søde sager er kun til mor Åsa. Døtrene Angelina, 12, og Avantasia, 8, har aldrig så meget som overvejet at snuppe noget i smug.

De ved, at de sukkerholdige sager altid skal være på deres plads. De kan nemlig redde deres mor fra at dø.

Åsa byder på kaffe i familien Kjörlings nybyggede hus i Tavelsjö i det nordlige Sverige.

Angelina sidder med ved bordet og lytter til historien, som hun har hørt så mange gange før. Den om mors sygdom, og hvordan hun selv blev en helt som bare 2-årig.

Bliver lam i kroppen

Åsa var også blot 2 år, da hun fik konstateret diabetes.

– Mine forældre fik mistanke om, at noget var galt, fordi jeg altid slugte min vælling, og lige så snart jeg havde drukket op af min kop, tissede jeg i bleen. Det var, som om alt bare løb lige igennem mig, siger nu 36-årige Åsa.

Hos lægen fik forældrene at vide, at deres datter havde type 1-diabetes. De skulle lære at give hende indsprøjtninger, og Åsa fortæller, at forældrene ofte måtte jagte hende og holde hende fast, når hun skulle have sin insulin. Både forældrene og datteren græd, men til sidst blev medicineringen en rutine.     

Noget, der dog aldrig blev en rutine, var de akutte fald i blodsukkeret, som Åsa nogle gange led af i løbet af sin opvækst.

– En morgen, da jeg var 3 år, kunne min mor ikke få mig ud af sengen. Jeg kunne ikke bevæge mine ben. Min mor løftede mig op på potten, men jeg kollapsede bare. Det var første gang, mit blodsukker faldt så drastisk, at jeg blev lam i den ene side af kroppen. Jeg måtte akut på hospitalet, fortæller Åsa.

Et andet skræmmende minde stammer fra, da Åsa som 6-årig igen mistede følelsen i sine ben. Denne gang vidste forældrene dog straks, hvad der var galt. Åsa skulle have sukker. Hurtigt!

Med tiden begyndte Åsa at tage indsprøjtningerne selv. Hverdagen var skemalagt omkring madtider og medicinering.

Får Åsa et insulinchok, kommer hun hurtigt til hægterne igen med sukker i kroppen.

– Problemet er, at jeg ikke kan bevæge mig, når jeg rammes af et kraftigt blodsukkerfald. Jeg kan ikke hente sukkeret selv. Kroppen kæmper med at holde hjerte og lunger i gang, og så stopper mindre vigtige funktioner som ben og stemme med at fungere. Men nej, jeg blev ikke bange. Jeg havde oplevet det før, og som 20-årig føler man sig udødelig.

Læs også: Felicia fik en hjerneblødning: Amanda reddede mit liv

Faldt besvimet om

Åsa blev mor, da hun var 24 år, og i begyndelsen var hun alene med Angelina.

På internettet mødte hun sin store kærlighed, Fredrick. Han åbnede sit hjem og sit hjerte for både Åsa og Angelina, og de flyttede ind hos ham.

De havde ikke boet sammen så længe, før Åsas diabetes skulle udsætte både hende og den 2-årige datter for et drama, som kunne være endt betydeligt værre, end det gjorde.

– Angelina var forkølet, så jeg var blevet hjemme fra mit job for at passe hende. Fredrick tog på arbejde, og vi sad i sofaen og bladrede i et fotoalbum, da jeg mærkede, at det nok var tid til at gå i køkkenet og få en sandwich, fortæller Åsa.

Et øjeblik senere lå hun på gulvet.

– Jeg faldt bare bevidstløs sammen. Da jeg vågnede og mærkede, at jeg ikke kunne rejse mig op, gik jeg i panik. Jeg råbte på Fredrick og kæmpede mig fremad på gulvet. Jeg forsøgte gang på gang at rejse mig, men jeg væltede og slog hovedet i sofabordet. Jeg besvimede igen, og da jeg vågnede, havde jeg kramper i kæben.

Åsa så, at Angelina stadig sad i sofaen og var i gang med at hive billeder ud af fotoalbummet. Hun anstrengte sig for at tale tydeligt nok til Angelina, så datteren kunne forstå det.

– Heldigvis var Angelina meget god til at snakke i forhold til sin alder, så jeg vidste, at jeg godt ville kunne kommunikere med hende. Men jeg vidste ikke, om hun ville gøre, som jeg sagde. Hun var jo kun 2 år, og tiden var ved at løbe ud. Det vidste jeg.

Råbte om hjælp  

Åsa bad sin datter om at åbne døren til lejligheden. Måske var der nogen i trappeopgangen, som kunne hjælpe dem?

Angelina åbnede døren, og Åsa lagde alle sine kræfter i, da hun råbte om hjælp. Men ingen hørte hendes råb.

Hun bad derfor Angelina om at lukke døren igen. Kunne hun mon nå saften i køkkenet? Angelina forsøgte, men nej, hun var for lille.

– Mine kræfter var næsten brugt op, og jeg kæmpede for ikke at besvime igen. Så kom jeg i tanke om, at Angelina havde noget fredagsslik tilbage.

Angelina hentede sin godtepose, præcis som hendes mor havde bedt om. Men Åsas hænder lystrede ikke, og hun turde ikke bede sin lille datter om at give hende slik i munden.

– Min kæbe krampede så meget, at jeg var bange for at bide hendes hånd i stykker.

Fik ringet 112

Tankerne snurrede rundt i hovedet på den omtumlede Åsa. Hvis hun besvimede, ville der gå mange timer, inden nogen ville finde hende. Og hvordan skulle det gå med Angelina?

– Heldigvis kom jeg i tanke om, at Angelina måske kunne hente mobiltelefonen til mig, så jeg kunne ringe 112. Først kom jeg ved en fejl til at ringe til børnehaven, da det var det seneste nummer, jeg havde ringet til, men til slut lykkedes det mig at mobilisere mine allersidste kræfter og indtaste det rigtige nummer. Nu kunne jeg ånde lettet op. Hjælpen var på vej.

Åsa bad sin lille datter om endnu en tjeneste. Kunne hun åbne døren og se, om der kom nogle mennesker i grønt tøj – som redningsfolkene jo har på?

– Da Angelina havde åbnet døren, kom hun hen til mig, tog mig i hånden og strøg mig på kinden. Hun sagde: ”Nu bliver det godt igen, mor”. Det er så utroligt rørende at tænke på den dag i dag. Tænk, at hun i den alder havde forstået den store alvor. Og at hun gjorde, præcis som jeg sagde. Tænk, hvis hun havde syntes, at det var sjovere at lege med en bold i stedet for. Eller hvis jeg ikke vågnede op igen, så jeg kunne bede hende om hjælp.  

I sidste øjeblik

Det viste sig, at Åsas blodsukker var så lavt, at man slet ikke kunne måle det. Hjælpen kom i sidste øjeblik. Da ambulancefolkene gav Åsa et sukkerdrop, fortalte de hele tiden Angelina, hvad de gjorde, og inden de forlod mor og datter igen, fik Angelina en bamse for sin helteindsats. Redningsfolkene var helt chokerede over, at en 2-årig kunne hjælpe sin mor på den måde.

Angelinas heltemodige indsats blev noget, man i lang tid efter snakkede om, både i familien og blandt redningsfolkene.

– To år senere, da min far skulle på hospitalet med ambulance, fortalte han historien til ambulancefolkene. De svarede bare: ”Ja, det taler vi også stadig om”, griner Åsa.

Nu er det 10 år siden, at lille Angelina blev familiens store helt, og selv om hun ikke selv kan huske meget fra den dramatiske dag, har hun hørt historien så mange gange, at hun kan den udenad. Hun ved, at hendes imponerende handlekraft reddede morens liv.

– Men jeg føler mig ikke som en helt. Jeg gjorde bare, hvad min mor sagde, smiler Angelina.

Mor Åsa lægger armen om sin datter.

– Jeg er evigt taknemmelig for, at du forstod alvoren, at du kunne hjælpe mig, og at du gjorde, som jeg sagde.