Anne-Marie flyttede ind i et hjemsøgt hus

Clairvoyanten del 14. Anne-Marie har mødt mange spøgelser gennem årene. Nogle af dem har skræmt hende. Andre har hjulpet hende. Sammen med veninden Maria Hirse opsøgte hun endda spøgelser i en serie artikler her i bladet. Det blev en opgave, som rystede dem begge. Men spøgelset hjemme i hendes eget hus hjalp hende.

Jeg tror på spøgelser. Efterhånden har jeg mødt så mange, at det er umuligt for mig at gøre andet. Selv om jeg er professionel clairvoyant og er vant til at kommunikere med afdøde, kan spøgelser skræmme livet lige så meget af mig, som af alle andre.

Spøgelser er afdøde

I min verden er spøgelser afdøde, som af den ene eller anden grund ikke kan give slip på denne verden og komme videre over på den anden side. Det kan være fordi, de mistede livet for pludseligt og ikke kan acceptere døden, men det kan også være fordi, de har et budskab til deres efterladte. Jeg har også mødt afdøde, som simpelthen ikke kan komme videre, fordi de har begået noget så utilgiveligt, at de ikke kan få fred, før de netop får tilgivelsen. Det er den tilgivelse, man skal prøve at give dem, hvis man vil slippe af med dem. Det kan jo være meget rart at få sit eget hus for sig selv.

Jeg ved godt, at mange mennesker ikke tror på spøgelser. Forældre siger det, fuld af overbevisning, til deres bange børn om natten: ”Der findes ikke spøgelser.”

Sådan føles et spøgelse

Men jeg tror nu alligevel, de fleste har en lille snert af tvivl, for hvem kender ikke følelsen af at komme ind i et rum, hvor man pludselig mærker kulden ned ad ryggen, selv om det er bragende solskin udenfor. Hvem har ikke haft mærkelige oplevelser med døre, der går op og i, billeder, der falder ned fra væggen, underlige skygger og en fornemmelse af ikke at være alene, selv om man er den eneste i rummet. Når man mærker et spøgelse i sin nærhed, tror jeg, det er en god idé at anerkende det og ikke flygte eller overbevise sig selv om, at man er ved at blive tosset. Ofte har den afdøde person nemlig et budskab til dig.

Selv var jeg voksen første gang, jeg fik et spøgelse tæt på. På det tidspunkt var jeg lige blevet mor, og faktisk havde jeg så travlt med min lille Julie, at der gik et stykke tid, før jeg mærkede, at noget omkring mig var mystisk.

Flyttede ind hos spøgelset

Vi havde lejet et dejligt gult murstenshus på to etager i Kastrup af min veninde. Inden vi flyttede ind, havde hun godt nok advaret mig om, at hun havde en følelse af, at det spøgte i huset, og hun følte sig ikke tryg, når hun var alene. Men det skræmte mig nu ikke. Jeg ville bare gerne have en bolig til min lille familie, så vi rykkede ind og gjorde det til vores hjem. Men vi var altså ikke de eneste i det hus.

I starten lagde jeg slet ikke mærke til, at huset skilte sig ud fra andre, for alle nye boliger føles jo fremmede. Men langsomt begyndte huset at åbne sig, og der skete flere og flere uforklarlige ting. Der var nogle energier, jeg ikke kunne overse. Som når jeg sad med Julie i huset en varm sommerdag og pludselig kunne mærke en isnende kulde, som fik gåsehuden til at rejse sig på mine arme.

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen makeover: Smukt og gråt

Spøgelset skræmte

Mest skræmmende var det en aften, jeg gik træt i seng. Lige inden mine øjne faldt i, oplevede jeg noget, som jeg kun havde prøvet én gang i mit liv, omkring 20 år tidligere.

Da jeg var 14 år, fik jeg mit livs chok, da jeg en aften pludselig oplevede, at jeg fløj væk fra min egen krop og hang i luften og betragtede mig selv. Dengang skreg jeg på min mor, så det rev i halsen. Det kunne jeg ikke nu. Skrækken mærkede jeg selvfølgelig igen, men denne gang var jeg blevet mere voksen og mere erfaren med uforklarlige oplevelser, så roligt fik jeg hevet mig selv ned igen.

Huset satte noget i gang hos mig. En nat vågnede jeg med et sæt og stirrede op i loftet. Jeg havde aldrig set noget lignende. Ned mod mig kom der lange guldtråde dalende. Synet var så tydeligt, at jeg efterfølgende blev så bekymret for mit eget heldbred, at jeg bestilte tid ved min læge. Havde jeg fået synsforstyrrelser? Var der noget galt i mit hoved? Eller var jeg bare blevet helt tosset?

Et budskab i guld

Heldigvis havde jeg en helt særlig læge, som jeg aldrig glemmer. Modsat de fleste andre læger, som kun tager udgangspunkt i, hvad der kan måles, vejes og læses i de medicinske bøger, havde han også andre overvejelser, når han sad over for en patient. Han anerkendte, at mennesket er mere end logisk videnskab, og han var ikke bange for at søge forklaringer i den åndelige verden. Derfor mente han ikke, der var noget galt med mit syn eller min hjerne. Han var overbevidst om, at guldtrådene var et budskab til mig fra den anden side.

Budskabet kunne meget vel være, at jeg skulle spinde guld på mine clairvoyante evner. Det fik han jo ret i på en måde. Jeg kom i hvert fald til at leve af det, selv om jeg nu aldrig ligefrem har spundet guld på mit erhverv. Jeg kunne ellers godt være blevet rig, for der er ingen grænser for, hvor meget en hel del mennesker er villige til at betale for en time hos mig. Men det har aldrig været et mål for mig at blive rig. Penge giver mig simpelthen ikke værdi. Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg i dag har en sund økonomi, og Kent og jeg har vores dejlige rækkehus på Amager. Vi kan skifte havemøbler, når vi vil. Jeg kan købe en ny bluse, når jeg har lyst, og vi kan tage til Grækenland i sommerferien. Men jeg ville ikke finde nogen glæde i at eje en stor strandvejsvilla med en BMW i garagen.

Da jeg var yngre, havde vi selvfølgelig en strammere økonomi, og det var også derfor, vi var glade for, at vi havde råd til at leje det gule murstenshus af min veninde.

LÆS OGSÅ: Sexistisk mandeblad hylder nu både kurvede og gråhårede kvinder

Vores tv tændte selv

Men der foregik altså noget i huset, som ikke var helt normalt. Jeg havde en klar fornemmelse af, at det spøgte, og en lige så klar fornemmelse af, hvem det var. Min veninde, som ejede huset, havde for kort tid siden mistet sin far alt for tidligt, og jeg tror, han endnu ikke havde forladt huset, fordi der var noget, han gerne ville have hende til at forstå.

Spøgelser har ry for at være onde. Sådan så jeg ikke spøgelset i det gule murstenshus. Faktisk oplevede jeg gang på gang, at han hjalp mig på vej.

En morgen læste jeg avisen, mens jeg spiste morgenmad, og da mine øjne gled ned over dagens tv-program, så jeg til min store begejstring, at der ville blive sendt en Celine Dion-koncert sent samme aftenen. Jeg glædede mig til at tage plads i sofaen foran fjernsynet, for jeg har altid været vild med den store canadiske sangerinde og særligt så jeg frem til at høre hende synge kæmpehittet ”My heart will go on”. Jeg var vild med den sang.

Det blev en travl dag, hvor jeg styrtede rundt fra morgen til aften med mit barn og alle de huslige pligter, der nu hører til familielivet med småbørn. Efter spisetid var jeg udmattet, Kent var lige så udkørt, så vi slukkede fjernsynet og besluttede at gå tidligt i seng. Da jeg kastede mig på madrassen, havde jeg glemt alt om tv-programmet og den skønne Celine Dion med den store stemme. Jeg var bare en træt småbørnsmor, som sov som en sten.

Men midt i søvnen slog jeg øjnene op og stirrede ud i mørket. Ved siden af mig kunne jeg høre Kents tunge vejrtrækning, men det var ikke den lyd, der fangede mig. Nede fra stuen kunne jeg høre Celine Dion synge. Selv om jeg lå på første sal, var der ingen tvivl om, hvilken sang hun var i gang med. ”My heart will go on” fyldte hele huset.

Jeg var forvirret, da jeg trådte ud af sengen og listede ned af trappen. Inde i stuen stivnede jeg. Jeg vidste, at vi havde slukket både lys og fjernsyn, da vi gik i seng. Lyset var stadig slukket, men Celine Dion stod funklende midt på skærmen. Kent var lige så forvirret som jeg, da jeg vækkede ham, men da han havde gnedet sine øjne, prøvede han at finde en logisk forklaring. Måske havde en eller anden gået på gaden med en fjernbetjening og tændt fjernsynet gennem muren. Behøver jeg sige det: Den forklaring åd jeg ikke.

Fandt aldrig budskabet

Jeg fandt aldrig ud af, hvad det var, min venindes far ville fortælle, men jeg er sikker på, han havde et budskab. Mig hjalp han i det daglige, og den følelse tror jeg, mange kan genkende. At der er nogen på den anden side, der hjælper os, når noget er lige ved at gå galt. Som når vi kommer for sent ud ad døren og kort efter ser, at der har været en ulykke på vejen få minutter, inden vi kom. Nogen har holdt os tilbage. Nogen har reddet os.

Jeg er sikker på, at vi alle har en engel, der passer på os. Modsat et spøgelse er englen kommet over på den anden side, hvor den holder hånden over os.

Det mystiske Danmark

På et tidspunkt tog mit liv en drejning, som betød, at jeg ligefrem skulle opsøge spøgelser. Sammen med Maria Hirse blev jeg bedt om at lave artikelserien ”Det mystiske Danmark” til Ude og Hjemme, og det blev en arbejdsgave, som af og til rystede både Maria og mig så meget, at vi ikke turde være alene bagefter.

I ”Det mystiske Danmark” kunne læserne skrive ind, hvis de følte, at deres hus var hjemsøgt, og så ville Maria og jeg komme ud og besøge dem. Jeg skulle prøve at finde en forklaring og måske få et eventuelt spøgelse til at forsvinde, og Maria skulle skrive historien til bladet.

Vi fik rigtig mange breve fra hele landet, hvor folk skrev om uforklarlige hændelser, uhygge og stemninger i særlige rum, som var så ubehagelige, at flere faktisk ikke havde lyst til at være i deres hus. Der var nok at tage af, og jeg syntes, det var en ekstremt spændende opgave, som jeg kastede mig over. Men jeg vidste ikke, hvor meget den artikelserie ville komme til at påvirke mit eget liv. Og Marias.

Vi havde ikke været i gang længe, før det gik op for os, at spøgelses-opgaverne påvirkede os både før og efter, vi havde været af sted. Vi blev kort sagt ramt af historierne på vores egne kroppe.

LÆS OGSÅ: Jane ofrede alt for sin søn: Kristoffer var død i to timer

Ondt i ryggen

En dag skulle vi besøge en familie i Jylland, som følte, at de havde et spøgelse i huset. Maria og jeg kørte med en fotograf, og det var selvfølgelig en lang tur fra København. Men turen blev endnu længere af, at både Maria og jeg havde forfærdeligt ondt i ryggen. Mine smerter var kommet som et lyn fra en klar himmel. Normalt døjer jeg ikke med rygproblemer, men nu havde jeg så ondt, at jeg flere gange måtte bede fotografen om at stoppe bilen, så jeg kunne stå ud og strække mig. Maria led lige så meget, og til sidst fandt vi puder, som vi kunne sætte i lænden for at få en smule støtte.

Det var frygteligt smertefuldt, men alligevel kunne vi ikke lade være med at grine til hinanden.

– Vi er da blevet to gamle damer, klukkede vi, mens vi skar ansigter.

Da vi kom frem, bed vi selvfølgelig smerterne i os og mødte familien, som bestod af en mor og en søn. Faderen var død, vidste det sig.

Selv var jeg faktisk ikke i tvivl om svaret, da jeg stillede kvinden dette spørgsmål: ”Havde din afdøde mand problemer med ryggen?”

– Ja, sagde hun tydeligvis bevæget.

– Han brækkede ryggen.

Maria og jeg kiggede på hinanden. Vi behøvede ikke at sige noget, og jeg vidste med det samme, hvem der hjemsøgte familien, og det gjorde det nemmere for mig at rense huset, så familien kunne få fred.

Drop ”ånden i glasset”

Under vores mange besøg hos hjemsøgte familier gik det for alvor op for mig, hvor meget det påvirker os selv, når vi begynder at grave i den slags. Man skal virkelig tænke sig om og vide, at man står med voldsomme kræfter mellem hænderne. Det er også derfor, jeg fraråder, at man leger ”ånden i glasset” eller andre okkulte lege. Det kan godt være, det virker spændende og dragende for især unge, men man skal vide, hvad man gør, og hvad man sætter gang i, og ikke mindst, hvordan man håndterer det. Jeg tror, de fleste har clairvoyante evner, men det kræver hård træning præcist som alt andet i livet. I min bog ”Clairvoyanten” kommer jeg ind på, hvordan du selv kan træne dine evner.

Hver gang Maria og jeg kom ud til en ny opgave, stod folk selvfølgelig spændte og ventede på at få en forklaring på de mystiske omstændigheder i deres hjem. Men desværre kunne jeg ikke hjælpe alle. Som sagt bestemmer jeg ikke altid, hvad jeg får ned, eller hvordan jeg får det ned. Nogle gange kan jeg faktisk først tolke symbolerne, når det er for sent.

LÆS OGSÅ: Hunden Holly lærer børn at læse

Så sin datters navn på gravsten

Det skete, da vi kørte til en lille familie på Sjælland, som havde en følelse af, at deres hus blev hjemsøgt. Det var moderen og en ung datter, som jeg havde kontakten med, og mens jeg talte med dem, havde jeg en klar fornemmelse af, at vi ikke var alene. Der var en afdød til stede, og jeg fik pludselig ned, at det var en ung pige nogenlunde på alder med familiens datter.

Da jeg sagde det, udbrud pigen, at der faktisk var en anden pige på hendes skole, som var død. Meget i mig sagde, at det var hende, som var omkring os, og jeg bad til, hun skulle komme videre. Både for den afdøde piges egen skyld og for familiens. En gang imellem skal de afdøde hjælpes lidt på vej.

Inden vi tog af sted igen, bad jeg om en sidste ting. Jeg ville gerne se den døde piges gravsted. Det viste sig, at kirkegårde lå lige ved siden af, så det var ikke et tidskrævende ønske.

Moderen og datteren gik forrest og viste vej gennem kirkegården, indtil de til sidst stoppede.

– Der er graven, sagde moderen og pegede. Jeg stillede mig tæt ved siden af hende, mens jeg stirrede ned på den fine blanke gravsten. Det er ikke unormalt, at kirkegårde giver en vis gysen, særligt når man står foran et ungt menneskes grav. Men det var ikke bare en gysen, jeg oplevede den dag. Det var rædsel. På gravstenen stod der ”Julie.” Min egen datters navn.

Genkendelsen gjorde mig nærmest overdrevent dårligt tilpas, for selv om det selvfølgelig er uhyggeligt at se sin datters navn på en gravsten, er Julie jo et ret almindeligt navn, som nødvendigvis må stå på mange gravsten rundt omkring. Men lige dér gjorde det mig så dårlig, at jeg slet ikke kunne være der. Jeg måtte gå.

Maria syntes forståeligt nok, at jeg overreagerede lidt, og det syntes jeg egentligt også selv. Men det ændrede ikke på, at jeg følte, at døden pludselig var alt for tæt på.

Cirka to uger efter faldt brikkerne på plads. Jeg havde ikke overreageret. Døden havde været tæt på, jeg vidste bare ikke hvordan.

Døden kom for tæt på

Vi blev ringet op af en person fra den familie, vi havde besøgt. Der var sket noget forfærdeligt. Den 38-årige mor var pludselig død i mellemtiden. Kvinden, som jeg havde stået tæt ved siden af, mens jeg kiggede på graven. Da jeg følte døden den dag, handlede det ikke om Julie. Det handlede om moderen i familien.

Jeg har ofte haft en fornemmelse af, at der var en større mening med, at jeg skulle komme til et særligt sted på et særligt tidspunkt. At det ikke var tilfældigt, hvilket brev vi valgte. En gang imellem har min mission bare handlet om noget helt andet end det, jeg egentligt troede, jeg kom for.

Selv om hele artikelserien berørte os personligt, holdt jeg meget af at lave den. Jeg har altid elsket at arbejde, og mit ugeprogram var hårdt pakket med klienter og mine faste opgaver for Ude og Hjemme. Sådan troede jeg, jeg kunne fortsætte altid. Men i 2010 blev jeg klogere. Det var nemlig det år, jeg blev ramt af en sorg så voldsom, at jeg aldrig troede, jeg skulle komme ud af den igen.

LÆS OGSÅ: Bubber møder stor sorg og glæde i Helved

Læs sidste del af Anne-Marie Østersøs fascinerende livshistorie i Ude og Hjemme nr. 7, som er på gaden onsdag den 17. februar 2016.

Du kan følge med i serien i Ude og Hjemme hver uge eller købe hele historien samlet i bogen Clairvoyanten, hvor Anne-Marie desuden vil hjælpe dig med at udvikle dine egne clairvoyante evner.

Læs serien om Anne-Marie Østersø her:

Del 1: Fik et skræmmende tegn i spejlet

Del 2: Tragedien gjorde mig synsk

Del 3: Fik varsel som 14-årig: Jeg skreg af rædsel

Del 4: Min lærer fik mig til at blomstre

Del 5: Anne-Marie Østersø smed rollen som den stille pige

Del 6: Anne-Marie Østersø tudede af jalousi

Del 7: Jeg frygtede jeg var syg i hovedet

Del 8: Jeg forelskede mig i en mand fra min fortid

Del 9: Østersø flyttede ind i nr. 13 og fik sorgen tæt på

Del 10: Det første møde med svigerforældrene: Jeg var ved at dø af skræk

Del 11: Fik uhyggelig besked fra den anden side: Forudså ung kvindes død

Del 12: Anne-Marie tog kontakt til mand i krise: Forudså lærer ville begå selvmord

Del 13: Anne-Maries store sorg: Venskabet blev alt for kort