Anton blev vores

Antons rejse fra et børnehjem i en lille, russisk landsby til Camilla og Philippe i Danmark var lang, men set i forhold til de prøvelser, hans nye forældre måtte igennem, virker den let.

Foto: Gregers Overvad

Anton er så glad for sin plastikknallert, at den skal med fra haven, over det høje dørtrin og ind i køkkenet. Og han kan dårligt styre den, for i sin højre hånd holder han godt fast i sin legetøjsbil. Anton er snart to år, og endnu taler han ikke meget. Han kan sige som sine biler, og så kan han sige mama! Og det er det sødeste ord, man kan forestille sig, synes Camilla.

Hun tager sin søns manglende sprog ganske roligt. Det er det mindste, hun har haft at bekymre sig om. Da hun og hendes mand, Philippe, skulle besøge Anton første gang, vidste de ikke, at han boede på et børnehjem for syge børn. Den detalje havde deres russiske tolk skånet dem for.

Kontakten til børnehjemmet havde de opnået via en russisk veninde, som også havde fortalt dem om muligheden for at adoptere et russisk barn efter alle deres mislykkede forsøg på selv at blive forældre. I Rusland adopterer man helst ikke børn ud af landet, men 14 barnløse russiske par havde allerede takket nej til den lille dreng. De havde ligesom Camilla og Philippe fået en mail fra børnehjemmet med et uskarpt billede af et drengebarn og en sygejournal på flere sider.

- Vi fik et billede af en meget lille pjevset dreng med fraværende øjne, og da vi viste det til nogle SOSU-hjælpere, sagde de, at han lignede et alkoholskadet barn. Men det var første gang, vi overhovedet fik det mindste håb om at blive forældre, så vi sagde straks: "Ham tager vi." Jeg er kun glad for, at alle de andre havde takket nej. De skulle jo bare have mødt ham, som vi gjorde, husker 46-årige Camilla Levin og bliver rørt ved mindet.

Hun står i køkkenet i familiens sommerhus i Hornbæk i Nordsjælland og laver lidt mad til Anton, som drøner glad rundt omkring benene på hende. Hun og Philippe havde været igennem alt i forsøget på at blive forældre. Der var egentlig ikke noget galt med nogen af dem, men de var oppe i årene - 38 og 40 år - da de blev gift i 2004.

Året efter startede Camilla på hormonbehandling, blev insemineret og fik hele syv IVF-behandlinger både i Danmark og i Frankrig, hvor parret også bor. Alle forsøg var uden held. Det var først, da parret tog til Spanien, og Camilla fik et donoræg fra en spansk donor, at hun blev gravid. Men glæden varede kun i få uger, så tabte Camilla barnet. Derefter fulgte endnu et donoræg i Spanien og et i Grækenland.

I mellemtiden solgte Camilla sin tøjforretning nær deres hjem i Normandiet. Hun ville have tid og ro til projekt "familie", og pengene fra forretningen skulle parret bruge på at få det til at lykkes, koste hvad det ville.

- Vi har ikke regnet ud, præcis hvor mange penge vi har brugt på at forsøge at få et barn. Vi arrangerede vores ture til Spanien og Grækenland i forbindelse med vores sommerferier, så det blev mindre tragisk, hvis det mislykkedes, forklarer Camilla.

Søgte en rugemor
Camilla og Philippe havde for længst søgt om adoption og var blevet godkendt. Men der var mange års ventetid, og pga. deres alder ville de kun kunne få et ældre barn. Jagten på en rugemor førte Camilla og Philippe til USA. De fandt en kvinde i Georgia og en advokat, som udformede deres kontrakt. Kvinden blev insemineret to gange med Philippes sæd uden held, og mens de ventede på at forsøge sig med en anden rugemor i USA, hørte de første gang om muligheden for selv at finde et barn i Rusland.
Camillas russiske veninde tilbød sin hjælp og tog med på den første tur til byen Saratov ved Volga-floden 700 km syd for Moskva.

- Vi var bange, da vi skulle møde Anton første gang. Det hele kunne være svindel, eller vi kunne knytte os til ham og så ikke få ham alligevel. Da vi stod på hotellet i den lille by og mødtes med tolken, hviskede hun mig i øret: "Han er så smuk," og Camilla husker, hvordan hun måtte give tolken ret. Anton var det smukkeste barn, hun nogensinde havde set. Og hun var ikke bange for hans sygejournal. Hvis han havde behov for operationer eller medicinsk behandling, havde han jo endnu mere brug for to forældre, som elskede ham betingelsesløst.

I journalen stod der blandt andet, at Anton var født med lungebetændelse og muligvis var smittet med syfilis fra sin mor. - Men det var slet ikke nogen syg dreng, vi mødte. Anton virkede glad og rask. I journalen var han beskrevet som motorisk dårlig, men det er jo klart, når han ikke blev stimuleret. Lige så snart han fik hjælp af de to hænder, som han havde manglet på børnehjemmet, stavrede han af sted og var ikke til at stoppe. Jeg gik foroverbøjet rundt med ham i flere timer, fortæller Camilla.

Glad og rask dreng
Siden har Anton været til lægen, og han har vist sig at være lige så sund og rask, som han ser ud. Han havde måske ikke haft de bedste odds som spæd, men han var tydeligvis blevet passet godt på børnehjemmet.

- Damerne var virkelig søde og kærlige over for børnene, og det var et pænt sted. Det lignede en stor bjælkehytte, som lå for sig selv i et smukt grønt landskab. Der var omkring 14 børn, som sov i hver sin tremmeseng i en sovesal. Der var både rent og pænt, og vi fik lov til at være sammen med Anton i et par timer i deres legerum, hvor der var puder og legetøj. Imens holdt forstanderinden øje med os. Hun ville se, hvordan vores kontakt med Anton var. Og den var rigtig god. Han var ikke til at stå for, bedårende, smilende og charmerende. Det var virkelig svært at forlade ham igen, husker 48-årige Philippe Lefebvre, der er direktør.

Han og Camilla kunne først få Anton med hjem, når alle papirer var i orden. Hjemme i Frankrig skulle de igennem alverdens test og vurderinger af eksperter. Det krævede de russiske myndigheder. De skulle have udtalelser fra flere forskellige læger om deres helbred - både det fysiske og psykiske. De skulle gøre rede for deres økonomi, bolig og familie. Og det hele skulle oversættes til russisk, inden det blev sendt tilbage til børnehjemmet og de russiske myndigheder.

- Vi blev positivt overraskede over, hvor punktlige og korrekte de russiske myndigheder var. Det virkede betryggende på os, at der var styr på alt, og vi begyndte at tro på det. At udfylde og oversætte de mange papirer virkede måske uoverskueligt, men det var ingenting i forhold til alle de hormonbehandlinger, som jeg havde været igennem, husker Camilla.

Læs også: Friede på romantisk krydstogt

Tre rejser til Rusland
Hun kalder kærligt på sin søn og løfter ham op på den høje stol. Anton spiser selv sin yoghurt, mens Camilla sidder ved siden af og opmuntrer ham. Stoltheden lyser ud af hendes øjne. Philippe sidder overfor og fortæller om rejserne til Rusland. Parret rejste over til børnehjemmet tre gange, før de endelig kunne kalde Anton deres søn og tage ham med hjem. Første gang mødte de Anton, anden gang skulle de deltage i retssagen om hans adoption, og tredje gang måtte de hente ham med hjem.

Under retssagen kom det frem, at Antons mor levede et amoralsk liv. Han havde også en storebror, som var i pleje hos drengenes mormor. Hun var også blevet spurgt, om hun kunne have Anton, men det magtede hun ikke.

Det er alt, vi ved om Antons familie. Men når den tid kommer, hvor han måske vil vide mere, kan han helt sikkert få oplyst det på børnehjemmet, fortæller Philippe. Mens Camilla får travlt med at løbe efter Anton, som endnu en gang er på vej ud til den hvide bil, som holder i indkørslen til sommerhuset.

Anton vil ind og sidde bag rattet, og med sine små fingre får han så nemt som ingenting åbnet bildøren. Så sidder han der og smiler til sin mor igennem bilruden. Så længe hun er lige i hælene på ham, er han glad, og sådan har Camilla det akkurat også.

Læs også: Klaus Pagh får ikke sin søn hjem