Bag facaden - del 1

Som barn blev jeg syg og kom på morfin. Den rus blev siddende i min krop mange år efter, og som voksen blev jeg både alkoholiker og stofmisbruger. Udadtil virkede jeg normal, med mand og job og barn, men indeni rasede mit konstante behov for stoffer.

Da jeg var barn, blev jeg ramt af meningitis og blev meget alvorligt syg. En af følgevirkningerne var en frygtelig hovedpine, og vores læge mente jeg skulle have morfin. Det blev mit første bekendtskab med euforiserende stoffer. Morfinen hjalp og jeg vendte tilbage til et normalt liv, men som 13-årig begyndte jeg at få migræneanfald og jeg kom på morfin igen. Selv om der var gået syv år siden jeg havde fået det sidst, huskede jeg den frydefulde fornemmelse, der bredte sig i min krop.

Som 16-årig fik jeg et job som assistent hos en tandlæge og stiftede i smug meget hurtigt bekendtskab med lattergas, stesolid og valium og andre stærke sager. Som 19-årig flyttede jeg fra den lille, pæne provinsby jeg var vokset op i til København. Jeg blev omsorgselev på en institution for psykisk syge, og jeg kom meget hurtigt på god og fortrolig fod med lægerne på stedet. Jeg var dygtig til mit arbejde, men jeg led stadig af migræne. En dag fik jeg et anfald, og en læge gav mig i den bedste mening en morfinindsprøjtning. Det slog alt, hvad jeg hidtil havde prøvet, og jeg var parat til at gå langt for at få flere. Det faldt mig meget nemt at manipulere lægerne til at give mig indsprøjtningerne. Jeg var en køn, spinkel pige, som både patienter og personale satte stor pris på, og så havde jeg jo min pæne og nydelige baggrund.

Efter nogle år mødte jeg Ebbe, og vi blev meget forelskede i hinanden.  Vi blev gift og flyttede ind i et lille hus i en af Københavns forstæder og mit hemmelige liv med stofferne fortsatte uden at han anede uråd. Når jeg ikke var på arbejde, fandt jeg ud af at bruge lægevagten. Her var altid mange forskellige læger på vagt, så ingen fattede mistanke om mine mange opkald, når jeg spurgte efter medicin. Ebbe havde oprigtigt ondt af mig, når jeg lod som om, at jeg var syg og havde smerter. Han var ikke hverken dum eller naiv, men min facade og mine løgne var så perfekt, at tanken aldrig faldt ham ind. Hen ad vejen blev vodka også min ven. Hvis ikke jeg fik min morfin, kunne vodkaen tage de værste abstinenser og den efterlod ingen lugt af sprut så det var let at skjule. Jeg virkede ikke beruset og fungerede rigtig godt på mit arbejde.

Jeg mente bestemt ikke, at jeg var misbruger, og jeg lignede jo heller ikke en misbruger. Misbrugere – det var jo de stakkels forhutlede narkomaner, som man nogle gange så i bybilledet. Sådan var mit liv jo slet, slet ikke.  Jeg var midt i 20’erne, da jeg blev gravid, og Ebbe og jeg glædede os meget til at blive forældre. Ikke engang det lille barn i min mave kunne få mig til at holde op med at misbruge medicin, morfin og vodka. På grund af min graviditet ville lægerne ikke længere give mig morfin mod migrænen. Så måtte jeg finde på noget nyt, jeg kunne fejle, og det blev nyresten. Jeg vred og vendte mig, som jeg vidste, nyrestenspatienter gjorde og lægerne overgav sig.

Min lille datter, Kristina, blev født kort før min termin, og hun var velskabt og normal, men havde tydelige abstinenser. Hun havde slemme rystelser og virkede syg. Jeg vidste jo godt, hvad der var galt, men spillede rollen som bekymret, uanende mor. Ingen vidste hvad der egentlig var galt, men over tid gik kramperne over af sig selv og livet gik videre. Det var langt vigtigere for mig at skjule mit misbrug, end at hjælpe min datter. Under min barsel var mit vodkaforbrug eskaleret og det blev sværere at skjule de mange flasker fra Ebbe. Det skete, at jeg ikke fik smidt flaskerne ud, og så måtte jeg overfor Ebbe finde på fantasifulde forklaringer på, hvorfor vi havde så mange tomme vodkaflasker.

Måske troede jeg, at jeg kunne fortsætte for evigt med at få morfin af lægerne og med selv at forsyne mig med alkohol, men med tiden rettede det større samfund fokus mod narko og afhængighed og der kom lås på medicinskabene landet over. Hverken lægerne på hospitalet og vagtlægerne var længere villige til at give mig indsprøjtninger og i takt med at min desperation voksede var heller ikke vodkaen og nyrestensmedicinen nok. Jeg hungrede desperat efter at få stoffer og det var derfor jeg begyndte at stikke mig selv.
(Se fortsættelsen i næste uge)

Se også: Jeg forlod sekten - del 1