Bettina var fanget på Scandinavian Star: Jeg skrev et afskedsbrev

Natten til den 7. april 1990 vågnede Bettina i sin kahyt på Scandinavian Star, hvor en brand var ved at æde skibet og dets passagerer. Mirakuløst blev hun reddet i sidste øjeblik. Her 30 år senere sidder oplevelsen stadig i kroppen, men trods den store tragedie lærte hun en vigtig livslektie. Nemlig at sætte pris på det liv, der hurtigt kan være forbi.

Øjenlågene føles tunge, da hun smider sig på briksen i kahyt 408. Endnu en 12-timers arbejdsdag er overstået som ekspedient i taxfree-shoppen. Hovedet summer, benene er trætte, og da hun har stillet sit vækkeur, driver hun stille ind i drømmeland.

Men ikke langt fra hendes kahyt er en begyndende katastrofe ved at udspille sig. En ild er i gang med at bide sig fast i den gamle færge, og ikke langt fra Bettinas kahyt kæmper mennesker for livet. Flere er allerede bukket under for den giftige røg fra den påsatte brand.

Da den velkendte lyd fra vækkeuret bryder ind i hendes drømmeunivers omkring kl. 4.45, kan hun med det samme mærke, at der er noget galt. Og idet hun åbner døren til sin kahyt, bliver hun mødt af en dyne af sort, giftig røg.

– Jeg fik et kæmpe chok, og det blev hurtigt klart for mig, at det her var alvor. Samtidig var der helt stille, og jeg anede ikke, om folk havde forladt skibet eller var døde, fortæller den nu 50-årige Bettina Kold, der spoler 30 år tilbage til den nat, hvor en af Skandinaviens største skibskatastrofer kostede 159 mennesker livet. 

 

Et sminket lig

Bettina levede ellers et ubekymret liv sammen med sin familie i Frederikshavn, hvor hun boede med sin mor, stedfar og søskende. Hun arbejdede som ekspedient på færgerne, og ofte sejlede hun to uger og havde en uge fri. Men arbejdsglæden sluttede den 31. marts 1990, da Bettina første gang satte sine ben på Scandinavian Star. Overalt flød der med kabler og skidt, og det var tydeligt at se, at færgen var gammel.

– Vi fik en kahyt under bildækket, hvor der var rotter og virkelig klamt. Så vi brokkede os og fik heldigvis en bedre kahyt. Men jeg vidste hurtigt, at det ikke var et sted, jeg ville kunne holde ud at arbejde særlig længe, fortæller Bettina, der lige var fyldt 20 år, da Scandinavian Star lagde fra kaj i Oslo og sejlede mod Frederikshavn den 7. april 1990.

    Arbejdsdagen havde været så intens, at hun ikke havde fået særlig meget at spise. Mens de andre satte sig sammen efter en travl arbejdsdag, valgte Bettina at finde sin kahyt, så hun kunne nå at få nogle timers søvn.

– Der var tåget af røg, og da jeg kiggede ud ad vinduet i min kahyt, kunne jeg se en trappe. Det viste sig at være fra en af redningsbådene, og den blev ved med at slå ind mod vinduet, forklarer Bettina der kunne mærke, at det var et spørgsmål om tid, før hun ikke længere kunne trække vejret.

Reddet af helikopter

Hun gjorde et håndklæde vådt og prøvede at trække vejret igennem det. Hun overvejede at åbne koøjet og springe ned i det kolde vand, men møtrikkerne var rustet fast, og med følelsen af magtesløshed satte hun sig ned og skrev et afskedsbrev til sine forældre. 

– Jeg ville gerne have, at de vidste, at jeg havde forsøgt at holde mig i live, og hvad jeg oplevede, mens jeg sad i min kahyt, forklarer Bettina, der uden for sit vindue kunne se, at færgen Stena Saga, der var kommet til undsætning, var ved at sejle væk.

Mens hun lå på briksen, tænkte hun på, hvad de lavede derhjemme. Hvor langt de var kommet i deres daglige rutiner, og hvad de mon snakkede om. Mens hun prøvede at finde roen og accepten af sin situation, hørte hun en lyd. Lyden af et baseballbat, der bankede på dørene. Hun rejste sig hurtigt fra briksen, og da hun åbnede døren, stod der en mand udenfor. 

LÆS OGSÅ: Ulrika reddede James fra heroin og hjemløshed

– Han så helt forbavset ud, da han så mig. Han sagde til mig, at jeg skulle skynde mig at løbe ned ad gangen og til venstre, hvilket jeg gjorde, og da jeg kom op ad trappen, kunne jeg mærke frisk luft i mine lunger. Det var så befriende, fortæller Bettina.

Det viste sig, at modsat andre steder på skibet, havde branddøren til den korridor, hvor hun boede, været lukket, hvilket var med til at redde hendes liv. Men da hun kom op på dækket, blev hun overmandet af chok.

    Overalt, hvor hun kiggede, var der voldsomme flammer. Den sorte røg dannede en sky over det efterhånden udbrændte skib, og over hende svævede en helikopter, og en mand i en wire blev firet ned for at redde hende.

Fik angst

Bettinas mor kom til Norge og hentede sin datter, og da hun var hjemme i de trygge omgivelser i Frederikshavn, havde hun svært ved at finde ro. Alle nyhedskanaler og aviser berettede om skibskatastrofen, og for hver gang steg dødstallet. Hendes krop reagerede ved, at hun fik voldsomme bylder i ansigtet, og hun sov ved siden af sin mor de første fire måneder efter ulykken for at føle sig tryg.

– Jeg havde det enormt skidt, og hele min krop var i en form for chok og alarmberedskab. Bare jeg så en pakke cornflakes på morgenbordet, kunne jeg begynde at græde, fortæller Bettina, der holdt sig hjemme, hvor hun fandt en ro fra det virvar, der foregik i medierne.

– Jeg var ramt af altoverskyggende håbløshed, og jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle komme videre, fortæller Bettina, der i oktober samme år besluttede at komme væk fra Danmark.

Den bedste gave

Valget faldt på en kibbutz i Israel, og det skulle få en afgørende betydning for Bettina. Her vidste ingen, hvem hun var, eller hvad hun havde oplevet, og under varme himmelstrøg begyndte hun at bygge sig selv op.

Årene gik, men trods sine traumer havde hun stadig mod på at se verden. Sammen med sin italienske mand flyttede hun til Barcelona i en periode, og da hendes mands søster skulle giftes på Lanzarote, tog de til øen 14 dage før for at hjælpe. Netop dette sted skulle vise sig at indprente sig i Bettinas hjerte.

– Jeg følte mig hjemme med det samme. Der var hjerterum, og mentaliteten hernede var præcis det, jeg havde brug for, forklarer Bettina, der har boet på øen siden 1993.

LÆS OGSÅ: Voksede op med overgreb og svigt: Jeg ville bare gerne passe ind

    Hun har lige siden den skæbnesvangre nat på Skandinavien Star været bevidst om, at livet aldrig må tages for givet, og derfor bruger hun også sin tid på det, der betyder mest for hende, nemlig familie og venner.

– Jeg har i mange år ikke kunnet sove, medmindre mit hoved var vendt mod et vindue, og jeg er enormt bange for at miste de mennesker, jeg holder af. Jeg føler, at livet har den her skrøbelighed, og derfor er det blevet så vigtigt for mig at leve det fuldt ud og ikke brokke mig over petitesser, forklarer hun. 

For Bettina er livet en gave og på sin blog, lifestyleunderthesun.com, udtrykker hun sin kærlighed til Lanzarote og derigennem sin egen kærlighed til de små og store oplevelser på den sydlandske ø.

Ren glæde

– En dag gik jeg nede ved vandet, hvor jeg fik øje på en gammel dame uden tænder, der sad under en parasol. Hun var omgivet af hele sin familie, og hendes glæde lyste bare ud af hende. De havde ikke travlt, men hyggede sig bare i solen og i hinandens selskab. Det gjorde mig glad helt ind i knoglerne, og det er et godt eksempel på, hvad livet egentlig handler om. Det handler om mennesker og vores kærlighed til hinanden.