Blind kærlighed: Stine og Kenneth har aldrig set deres søn

Stine og Kenneth har aldrig set deres søn på halvandet år. Alligevel får han masser af opmærksomhed. Og selv om de aldrig kommer til at se hans tegninger eller første skridt, er de alligevel de bedste forældre.

I opgangen til den røde murstensbygning i Viborg hænger et blåt skilt med skriften ”ser du stokken, ring med klokken”. Det er et tydeligt bevis på, at beboerne i lejligheden er blinde. Ellers er det svært at gennemskue, for Stine og Kenneth færdes hjemmevant i deres lejlighed. De ved præcis, hvor alting står, og med langsomme bevægelser orienterer de sig i rummet.

Gulvet er helt ryddeligt, så der ikke er noget at snuble over. På væggene hænger der farvestrålende malerier, og køleskabet er fyldt med børnetegninger. Præcis som i alle andre familier, den eneste forskel er bare, at Stine og Kenneth aldrig har set deres søn Linus på halvandet år. De er begge blinde, men alligevel ved de, hvordan Linus ser ud.

– Vi ser Linus på vores egen måde. Vi hører, føler og lugter i stedet for at se, så vi oplever ham mere intenst. Jeg tror, at han minder meget om mig, da jeg var baby, med en lille næse, strutmave og korte ben.   Jeg ser mit børnebillede for mig, siger 35-årige Stine Schack Banner.

Læs også: Jytte var blind i 47 år: Gud, ser jeg sådan ud!

Nok at se til

Og med en livlig søn fuld af energi, er der nok at se til, når man er blind. Men det er ikke anderledes end andre familier med småbørn, hvor der skal handles, laves aftensmad og koordineres, hvem der henter og bringer til dagpleje. Den eneste forskel er bare, at det tager længere tid for Stine og Kenneth, da de skal bruge andre sanser. Når de for eksempel spiser, sidder Linus i sin højstol, mens forældrene hører, at han tygger og drikker.

De kender nemlig alle hans lyde. De ved, hvordan han lyder, når han er ked af det, når han er træt, og når han er i godt humør. De har hele tiden deres ører rettet mod Linus.

– Vi kan også høre, når han laver ballade, for hvis han er stille, er det som regel et tegn på, at han laver noget, han ikke må. Vi har meget fysisk kontakt, da Linus er vant til, at vi er lige ved siden af ham, mens andre forældre kan se med på afstand. Han har vænnet sig til, at vi mærker os frem, forklarer 27-årige Kenneth Schack Banner, der er overbevist om, at opmærksomhed ikke kun gives med øjnene.

Ser muligheder

Der er dog situationer, hvor der er behov for øjne. De har nemlig udfordringer med at spotte udslæt eller klippe negle. I situationer som disse er de afhængige af hjælp. Hver morgen bliver Linus også hentet af en minibus, der kører ham i dagpleje.

For Stine er det også en absolut nødvendighed, at hjælperne finder et matchende sæt tøj frem til Linus. For selv om forældrene er blinde, skal deres søn ikke ligne et omvandrende cirkustelt, som hun selv udtrykker det. Bleskift klarer de til gengæld selv. 

– Når jeg skifter ble, bruger jeg de andre sanser. Jeg mærker mig frem og bruger lugtesansen, og generelt bruger jeg mange flere vådservietter. Alting foregår på en anden måde, men det betyder ikke, at det ikke kan lade sig gøre. Vi gør det bare på vores egen måde og fokuserer på muligheder i stedet for begrænsninger, smiler Stine.

Se også: Rikke blev blind som 21-årig

Et liv med hjælpere

Forældrene har svært ved at forlige sig med afhængigheden af andre, når de ikke kan se. De kan ikke bare være far, mor og barn, da de også skal forholde sig til en masse hjælpere. Og selv om det er hverdag, vænner de sig aldrig til, at der hele tiden går folk ind og ud af deres hjem.

– Vi vil helst klare os selv, for det er hårdt hele tiden at forholde sig til andre. Vi føler ikke, at vi kan være hundrede procent os selv, for det er svært hele tiden at have nogen med på sidelinjen i vores børneopdragelse. Jeg kan godt føle, at jeg bliver målt i rollen som mor, påpeger Stine.

Men samtidig er der heller ingen tvivl om, at de værdsætter den hjælp, de får, da det får deres hverdag til at hænge sammen.

I dag har de skåret ned på hjælpen og får kun et kvarters hjælp om dagen til praktiske gøremål som rengøring, tøjvask og indkøb. De insisterer på at klare det meste selv, og i dag står de helt på egne ben onsdag og lørdag, hvor hjælperne ikke aflægger besøg. Og det er et stort skridt i den rigtige retning i målet om at blive mere selvstændige i rollen som forældre.

Skal ikke begrænses

Selv om Linus kun er halvandet år og ikke har lært at snakke endnu, er forældrene overbeviste om, at Linus godt ved, at forældrene ikke kan se. Hvis de for eksempel spørger, om de må se, hvad Linus har i hånden, er han godt klar over, at han skal give det til forældrene i stedet for at vifte med det i luften. Samtidig er han også meget selvstændig for en lille gut på hans alder, når han hjælper med at dække bord og skubber kasser med legetøj ind i reolen, så forældrene ikke falder over dem.

Forældrene er dog opmærksomme på, at Linus ikke skal blive deres hjælper. Han skal derimod have et helt almindeligt liv, ligesom sine kammerater.

– Vi er bevidste om, at han ikke skal begrænses af vores handicap. Linus skal have de samme oplevelser og vilkår som alle andre børn. Vi laver for eksempel mange ting, som er for hans skyld, men som vi ikke får gavn af, når vi ikke kan se. Til gengæld får vi en glad søn, forklarer Stine.

Læs også: Rikke var fanget i sin egen krop: Blinkede mig tilbage til livet

Gravid ved et held

Stine har altid drømt om at blive mor og har aldrig set sin blindhed som en forhindring. Graviditeten var dog ikke planlagt, for det var kun to uger efter, at Stine og Kenneth officielt blev kærester, at hun mærkede en lille bule på maven. Derfor var Stine allerede gravid, da hun blev præsenteret for Kenneths forældre første gang. De skulle ikke bare vænne sig til den nye titel som svigerforældre, men også forlige sig med rollen som bedsteforældre.

På intet tidspunkt overvejede det nyforelskede par abort.

– Linus var ikke planlagt, men hjertens velkommen. Hver gang vi var til kontrol og hørte hjertet slå, begyndte jeg at græde. Vi fik endda lov at optage hjertelyden, så vi altid kunne høre den derhjemme, fortæller Stine.

Mødt med fordomme

De vordende forældre var aldrig i tvivl om, at de ville blive gode forældre, selv om de ikke kan se. Men omverdenen var måske mere i tvivl. For allerede under graviditeten blev de konfronteret med fordomme i jordemoderens venteværelse. Stine og Kenneth kunne fornemme, at kvinden samlede mod til sig, inden hun udbrød, at hun ikke kunne forstå, hvordan de kunne blive forældre, når de ikke kunne se. Hun mente ikke, at Stine og Kenneth kunne se, hvis barnet stak af eller puttede nåle i stikkontakten.

– Vi var helt chokeret, da vi blev konfronteret med det. For os har det aldrig været et problem. Da Stine var gravid, googlede jeg blinde forældre, men der kom ingen søgeresultater. Derfor er det så vigtigt for os at få spredt budskabet om, at man sagtens kan være gode forældre, selv om man er blind, siger Kenneth.

I dag er det sjældent, at de bliver konfronteret med negative kommentarer. Folk er derimod nysgerrige på, hvordan de får deres hverdag til at fungere, og er imponerede over, at de turde gribe forældrerollen. De fleste i Viborg kender også familien, når de kommer med deres blindestokke og Linus i klapvogn, så det er sjældent, at folk vender sig undrende om. Kenneth påpeger dog med et smil, at han ikke kan se, hvis de ruller med øjnene.

Familiens helt

Den 16. september 2016 kom Linus til verden med et stort skrål, en måned for tidligt, men havde det godt. Han blev født med 10 fingre, 10 tæer og et upåklageligt syn. Forældrene var slet ikke i tvivl om, at han skulle hedde Linus, der betyder helt på græsk, for han er nemlig familiens lille helt. Og selv om de ikke kunne se, ”kiggede” de alligevel på Linus for at etablere den vigtige øjenkontakt.

Stine og Kenneth har affundet sig med, at de ikke så Linus’ første skridt eller kommer til at læse godnathistorier for ham. Til gengæld vil de ønske, at de fysisk kan se deres søn vokse op.