Cecilie og Karoline kæmpede for livet sammen på Præstø Fjord

Den 11. februar 2011 kæmpede Cecilie og Karoline sammen for livet efter ulykken på Præstø fjord. Her et år senere fortæller de to piger om timerne i det mørke vand, skrigene fra kammeraterne og de mareridt, der stadig forfølger dem begge.

Læreren forsøgte at redde eleverne

- Svøm mod land, ellers dør I! Ordene kommer fra den 43-årige Michael Jørgensen, lærer på Lundby Efterskole. Bare få minutter før var det glade grin og konkurrenceånden, der prægede den lange dragebåd. Men en alt for skarp vending om en bøje får båden til vælte om på siden, og nu ligger 13 efterskoleelever i det kun to grader kolde vand, der føles som knive mod huden.

17-årige Karoline prøver desperat at træde vande, mens vandet hurtigt gennemvæder de mange lag tøj, hun har på. Tørklædet, der skulle holde hende varm, føles nu som en løkke om den kolde hals og får hende til at hyperventilere. Imens begynder de desperate skrig at fylde luften over fjorden i Præstø. Den eneste mulighed for overlevelse er den halve kilometer lange svømmetur mod land.

LÆS OGSÅ: Tvillinger født med hver deres hudfarve

Lammet af kulde i Præstø Fjord

- Jeg var fuldstændig lammet af kulde, og efter at det mislykkedes os at vende båden om, begyndte jeg at svømme ind mod land. Jeg tænkte, at hvis jeg nåede hen til det første bøje, kunne jeg holde en pause. Men da jeg kom derhen, kunne jeg ikke holde fast i den, fortæller 17-årige Karoline Sofie Klit fra Rungsted i Nordsjælland.

Hun prøver at holde gejsten oppe hos sig selv og vennerne. "Du kan godt" og "giv ikke op" kommer over hendes læber, men som minutterne går, bliver de febrilske svømmetag erstattet af afkræftede slag med hænderne under det iskolde vand, mens øjnene langsomt begynder at lukke i.

- Da jeg et øjeblik kom til mig selv, så jeg mig omkring. Jeg kunne ikke se de andre, og efterhånden begyndte jeg at frygte, at jeg ikke ville overleve, fortæller Karoline. Bag hende svømmer Cecilie. Hun kan ikke mærke sin krop. Over den iskolde fjord flyver mågerne ubesværet omkring.

Reddet af veninde på isflage

- Jeg kan huske, at jeg kiggede op på mågerne, der skrattede, og jeg ønskede så meget, at jeg kunne flyve lige som dem, fortæller 17-årige Cecilie Gyldendal Rasmussen fra Holme-Olstrup på Sydsjælland. Efter halvanden time i det iskolde vand begynder kræfterne at slippe op for Karoline. Øjnene lukker i, og hvidt skum begynder at boble ud mellem de mørkeblå læber. Men lige da Karolines krop skal til at overgive sig til den mørke fjord, griber en hånd fast i hende.

- Jeg så det lange, lyse hår foran mig, og da jeg tog fat i hendes svømmevest og fik vendt hende, kunne jeg se, at hun allerede var langt væk, forklarer Cecilie. Med sine sidste kræfter får hun løftet Karoline op på en isflage. Til trods for at Cecilies krop er næsten lammet af kulden, prøver hun desperat at få Karolines øjne til at åbne sig.

- Jeg råbte hendes navn, så højt jeg kunne og klappede hende på kinderne, mens jeg stortudede. Jeg tænkte, at jeg bare skulle holde hende vågen, indtil der kom nogen. Liggende på isflagen krammer Cecilie sin lyshårede veninde, mens håbet om hjælp svinder for hvert minut.

Der er en larmende stilhed, og hverken sirener eller råb i det fjerne er til at høre. Cecilies øjenlåg føles tunge, og trætheden begynder at overmande hende, da hun pludselig mærker, at vandet pisker op omkring dem. Da hun læner hovedet tilbage, ser hun op i en skarp lyskegle fra en redningshelikopter.

Reddet af redningsbåden

- Det var simpelthen den største glæde, da jeg så helikopterne, og så tænkte jeg, at jeg alligevel klarede den, forklarer Cecilie. Hun tager sin støvle i hånden, mens hun febrilsk vifter mod helikopteren, der brummer oven over dem. Men lige da hun tror, at de endelig er reddet, vender helikopteren om, forsvinder i mørket og lader Cecilie og den livløse Karoline ligge tilbage.

- Jeg tudede og skreg, da de vendte om. Kunne de ikke se, at vi havde brug for hjælp? Jeg følte mig så magtesløs og havde bare lyst til at give op. Men bare få minutter senere kommer en redningsbåd til. Cecilie og Karoline bliver lagt i båden og sejlet ind til land.

Cecilie bliver pakket ind i tæpper og kørt til en nærliggende café, hvor hun får varm te med en masse sukker. Men Cecilies tilstand står i skærende kontrast til Karoline. Den kønne, lyshårede pige, som Cecilie har kæmpet for at holde i live, er ikke ved bevidsthed, og tiden i vandet har fået hendes hjerte til at holde op med at slå. Hun er klinisk død.

LÆS OGSÅ: Jeg mødte min gerningsmand

Var klinisk død

Karoline bliver kørt til Nykøbing Falster Sygehus. Redderne har fået liv i hende, og bare en time efter, at hun ankommer til sygehuset, slår hun øjnene op.

- Jeg tænkte bare "Yes", da jeg vågnede. Jeg var rigtig glad, selv om jeg rystede over det hele. Men samtidig begyndte det også langsomt at gå op for mig, hvad der egentlig var sket, fortæller Karoline. Overskrifterne om ulykken i Præstø er allerede tophistorier i alle landets medier, og eleverne kan fra deres sygesenge følge med i, hvad der er sket. Flere af deres kammeraters tilstand er alvorlige, og læreren, Michael Jørgensen, der for mange virkede uovervindelig, er forsvundet.

- Det var helt surrealistisk, at det var så slemt, men jeg forestillede mig alligevel, at Michael var nået i land og sad og drak varm kakao et sted. Han var sådan én, man ikke troede, kunne dø, siger Cecilie. Det er et år siden. at Karoline og Cecilie blev reddet fra isflagen på Præstø Fjord.

Skaderne efter ulykken

Oplevelsen har sat dybe ar i de to pigers sind. Det samme har det for de resterende 11 elever, der overlevede kæntringsulykken. Syv af dem har fået varige hjerneskader, og liget af Michael Jørgensen dukkede op i Præstø Fjord næsten to måneder efter ulykken. Cecilie har stadig mareridt om det mørke, kolde vand, og Karoline kæmper med en stor angst for døden.

LÆS OGSÅ: Mickey og mor taber sig sammen med Holbæk Modellen

- Jeg kan blive helt panisk, når for eksempel mine forældre skal ud og køre bil, og jeg er først rolig, når de begge er hjemme igen, forklarer 17-årige Karoline.

Cecilie nikker. Pigerne er enige om, at ulykken har gjort dem mere modne på godt og ondt, og de ved, at det kan tage lang tid endnu, før ulykken ikke længere påvirker deres dagligdag. Måske kommer den dag aldrig.

På spørgsmålet om, hvad Karoline tænker om, at Cecilie reddede hende op på isflagen, ryster hun på hovedet. Ikke fordi hun ikke forstår det, men fordi at tanken om, at Cecilies sidste kræfter blev brugt på hende, stadig gør stort indtryk.

- Det er jo ikke sikkert, at de kunne have genoplivet mig, hvis Cecilie ikke havde hevet mig op på isflagen, og det er jo ...

- Jeg krammede dig også, så du kunne få varmen. Jeg kunne jo se, at du rystede af kulde, siger Cecilie med et kærligt smil. Karoline gengælder smilet. Der går nogle sekunder i stilhed.

- Jeg er så taknemmelig. Men det er nok så stor en ting, at man bare ikke kan takke nok med ord, siger Karoline.