Derfor svigtede jeg min datter

Gitte var kun 19 år gammel, da hun fik sin datter Linda. Alt burde være godt. Men for Gitte udviklede moderskabet sig til et mareridt. Efter flere sammenbrud måtte hun forlade sin lille pige. I dag er mor og datter tæt på hinanden igen.

Gittes datter Linda havde kun været anbragt hos en plejefamilie i Broager i et halvt år, da forandringen skete. Pludselig kaldte den treårige pige hende for "Gitte" og ikke "mor". Nu var det plejemoderen Solveig, Linda kaldte for mor.

- Jeg var rystet over det og ked af det. Jeg kunne slet ikke forstå det, men jeg kan se nu, at det bare var starten på en lang bearbejdning af min datter og mig, der fjernede os fuldstændig fra hinanden. Og jeg kunne ikke kæmpe imod. Dengang var jeg for svag og sårbar, siger Gitte

Efter Lindas fødsel fik hun en fødselsdepression.

LÆS OGSÅ: Jeg har fundet min søster

- Jeg kunne slet ikke finde ud af at være mor. Når Linda græd var jeg helt ude af den. Jeg var meget ængstelig og urolig, fortæller Gitte, der fik flere sammenbrud og til sidst blev indlagt på en psykiatrisk afdeling.

En stærkere kvinde

Gitte er i dag 52 år og en helt anden kvinde end den psykisk nedbrudte mor, der som 19-årige stod alene med sit første barn. En livslang kamp for at overkomme svigt i sin egen barndom og den senere så smertefulde adskillelse fra sin datter, har gjort hende stærkere.

Gitte blev pludselig genforenet med sin datter, da hun efter fire år i plejefamilien uden varsel blev sendt hjem til sin rigtige mor igen.

- Det var svært for Linda. Jeg var blevet en fjern person for hende, fordi plejeforældrene havde skabt afstand. Linda skulle kalde dem mor og far og opfatte dem som sin rigtige familie. I dag er jeg sikker på, at de agtede at beholde hende, selvom hun bare skulle være der, indtil jeg fik det bedre, siger Gitte

LÆS OGSÅ: Min kidnappede datter kom hjem

I årene hos plejefamilien blev der da heller ikke gjort meget for at holde kontakten mellem mor og barn. Gitte kom kun på besøg i Broager et par timer hver tredje uge. Kun sjældent fik hun lov at få sin datter hjem alene.

Anbragt frivilligt

- Jeg troede, jeg ikke havde andet valg. Men det havde jeg jo. Linda var anbragt frivilligt, fordi jeg psykisk syg. Jeg skulle have haft hjælp til at være mor for hende. I stedet blev jeg skubbet væk, fortæller Gitte.

I dag er Gitte kommet meget tættere på sin nu 33-årige datter. De besøger ofte hinanden. Fortidens svigt ligger dog stadig lige under overfladen.

- Jeg har ikke været nogen god mor for Linda. Da jeg fik Martin 12 år senere var det i et stabilt og godt forhold. Jeg var en helt anden kvinde og en god mor, siger Gitte.

LÆS OGSÅ: Jeg solgte min krop

- Jeg er ked af, at det er gået sådan med Linda, men vi kan ikke ændre på det nu. Til gengæld kan vi forsøge at bryde mønstret, lære af vores fejl. Da jeg skulle have Martin søgte jeg hjælp for ikke at havne i problemer igen. De penge, jeg brugte på en psykolog, er de bedste, jeg har givet ud i mit liv, siger Gitte.

Mor flakkede rundt

Gittes fremhæver i dag selv, hvordan hendes og Linda er et eksempel på, at uheldige mønstre kan brydes og et nyt og bedre liv tone frem.

For Gitte var barndommen grundlæggende utryg. Indtil hun som 19-årige blev mor til Linda, havde hun flyttet hele 18 gange. Hendes mor flakkede rundt fra sted til sted. Gitte husker, hvordan moren i hele barndommen var uligevægtig og fik nervemedicin.

- Vi nåede aldrig at falde til. Når vi havde boet et sted et år, blev min mor utilfreds, og så skulle der ske noget nyt, fortæller Gitte, der derfor som 11-årig pludselig måtte til København, hvor hun i løbet af to år nåede at gå på to skoler, hvor hun ikke trivedes.

LÆS OGSÅ: Flasken kom før børnene

Mormor hjalp

Herefter fik hun lov at komme hjem til Sønderjylland igen. Men uden sin mor, der blev i København. Det næste halvandet år var Gitte i pleje hos sin mormor.

- Det var faktisk det bedste, der var sket for mig. Her var der ro. Og jeg tror, at min mormor gav mig en styrke, så jeg senere var i stand til at ændre mit liv, siger hun.