Det kostede ægteskabet

Anne Dorthes karriere som rugemor fik ikke nogen lykkelig slutning. Hun er blevet skilt fra ægtemanden siden 1996, Santiago Concepcion.

Foto: Lisa Berberian


Den danske kvinde lægger ikke skjul på, at de mange graviditeter, syv i alt, tog hårdt på forholdet.

- Jeg har nok været gravid for mange gange, og det har tæret på vores ægteskab. Måske glemte vi hinanden midt i al virakken, og mit ønske om at glæde andre ægtepar fyldte meget. Santiago og jeg er stadig de bedste venner, og der er ingen dårlige følelser imellem os, siger Anne Dorthe, der nu hedder Bentley til efternavn.

Den dag på golfbanen i Florida fortalte Santiago mig, at han støttede sin hustru 100 procent. Men han tilføjede også, at Anne Dorthe betalte en høj pris. - Etisk og moralsk har jeg ingen problemer med Anne Dorthe som rugemor. Men denne gang har hun været meget syg og plaget af bivirkninger. Valget er hendes eget, men det er ikke det værd. Hvad stiller man op med en stærk dansk kvinde med et hjerte af guld og en vilje af stål, sagde han.
Anne Dorthe, der i dag er 40 år, kom som au pair til USA som 17-årig. I ægteskabet med Santiago fik hun sønnerne Erik og Markus. Hun har altid haft en drøm om at få en datter. Det fik hun anden gang som rugemor, men da måtte hun som bekendt give barnet bort. Men nu har Anne Dorthe alligevel fået ønsket opfyldt.

Læs hele historien om Anne Dorthe og hendes liv som rugemor

Fandt kærligheden igen
Sammen med en ny mand har hun fået en lille pige, og det er hun lykkelig for. Efter skilsmissen boede Anne Dorthe i to år i Danmark sammen med sine sønner, men de havde svært ved at falde til. Derfor er hun for nylig flyttet tilbage til USA.

Indtil videre bor hun i sin afdøde, tidligere svigermors hus i bydelen Little Havana i Miami, mens Santiago har beholdt huset i Boca Raton. For nogle år siden købte parret nabohuset. Med tiden er det meningen, at Anne Dorthe skal bo i dette hus, så alle i familien er tæt på hinanden. - Jeg har stadig intet fortrudt, siger hun i telefonen fra USA.

Læs også: Feriefoto gav mig et chok