Dine børn får et godt liv

Camillas søn Nicklas er født med en sjælden tarmsygdom, og lillesøster Malou har også fået en hård start på livet. Til det sidste forsøgte morfar at finde ud af, hvad hun fejlede, og hvordan Nicklas kunne få et ordentligt liv. Men han nåede ikke at få svar, inden han pludselig døde.

Foto: Gregers Overvad

Morfar, Martin Pedersen, nåede aldrig at få svar på det, der betød mere for ham end noget andet i verden: Ville børnebørnene, Nicklas på fem og Malou på tre år, overleve deres sygdomme? Ville de nogensinde få et ordentligt liv?

Nu sidder 30-årige Camilla Johansen spændt og lidt nervøs foran clairvoyant Pia Neves de Brito. Gennem Pia får Camilla en sidste samtale med sin elskede far.

- Forestil dig en glasrude mellem vores verden og den verden, din far befinder sig i. Jeg stiller mig imellem og kalder på ham, forklarer Pia, mens hun lukker øjnene og kalder.

Det er et år siden, Camilla fra Toftlund i Sønderjylland har talt med sin far, børnenes morfar. Han døde dagen før Camillas bryllupsdag den 11. august. De små var hans liv.

Malou blev født på morfars 60-års fødselsdag. Han ræsede til sygehuset i Sønderborg for at være den første til at holde hende. Hun var meget skrøbelig fra fødslen. Der var noget galt med hendes krop.

Han undersøgte og forskede, men fandt aldrig svaret. Han nåede det ikke. Nicklas kom til verden to år før. Han blev født med en sjælden tarmsygdom. Igen og igen blev han indlagt på sygehuset, og hver gang pinte det morfar.

Han ønskede inderligt at finde en måde, den lille dreng kunne få et normalt liv på. Han sad klar ved telefonen for at høre nyt, men den sidste opringning med nyheder fra hospitalet missede han. Nu glæder Camilla sig til at fortælle ham de gode nyheder.

- Han rækker hånden ud. Han vil så gerne røre ved dig. Tage dig i armen, som han plejede at gøre. Han ryster lidt, fortæller Pia. Hun får ondt i halsen og kvælningsfornemmelse. Hendes stemme bliver hæs, som hans var.

- Enten blev han kvalt, eller også hængte han sig. Det gik hurtigt. Måske havde han strubekræft, siger hun. Martin døde ganske rigtig meget pludseligt efter et langt sygdomsforløb med kræft i halsen og struben.

Alt om horoskoper, clairvoaynce og det alternative med Ude og Hjemme på facebook

- Jeg oplever en masse kærlighed til dig og dine børn. Og samtidig en masse skam. Det ser ikke ud til, at han rigtig ønskede at leve mere, siger Pia. Camilla er overrasket. Hun talte med sin far klokken 21.45. De skulle en tur til Tyskland næste dag, men om morgenen blev hun ringet op. Far var død.

- Han skjulte sandheden for Jer. Han havde kræft i hele kroppen. Den sad alle vegne, og han havde smerter hele tiden. Det var okay med ham, at han døde, fortæller Pia, der selv har stærke smerter i halsen under hele seancen.

- Min mand har altid sagt, at han havde flere smerter, end jeg regnede med. Men jeg troede, han ville give os et tegn og sige farvel til Malou og Nicklas. Vi snakkede sammen om aftenen, og så døde han bare. Jeg har været så vred på ham. Nu kan jeg tilgive ham, siger Camilla.

- Han er grundlæggende ked af det. Som om han har fejlet. Han var der ikke nok i din barndom. Fra du var omkring 10 til 20 år, var han der slet ikke, men de sidste 10 år fandt I sammen igen, og det er han glad for, fortæller Pia.

- Han er lige ved at græde, når han tænker på alle de år, han missede med dig. Det bedste, der nogensinde er sket for ham, er, at du kom tilbage, fortæller Pia. Camilla brænder for at fortælle sin far om børnene, som hun går hjemme for at passe.

- Fortæl ham, at Nicklas' operation gik godt. Han har stomi nu, så han lever faktisk helt normalt. Det nåede far ikke at opleve, siger Camilla.

Mirakelkur på vej
- Det ved han godt. Han har kigget ned til Jer mange gange. Drengen fejler jo ikke noget oppe i hovedet, siger morfar gennem Pia. Camilla griner.

- Det sagde far altid. Ved han også, hvad Malou fejler?

- Han ved ikke, hvad hun fejler, eller hvor syg hun er. Jeg ved ikke, om det er ham eller mig, der siger det, men der vil komme en mirakelkur, lover Pia.

- Malou har ledgigt. Hun kan ikke gå mere end hundrede meter, inden hun får ondt, så hun har en kørestol, og til tider sætter fingrene sig fast, så hun må have hjælp til at strække dem. Vi fik først diagnosen, efter far døde, fortæller Camilla.

Lægerne har sagt, at Malou først om mange, mange år kan gøre sig håb om at slippe for gigten. For tiden er det meget slemt, så Camilla har svært ved at tro på bedring.

- Hun har ondt. Det kan man se på hende. Men hun er sej, så hun forsøger at skjule det, siger Camilla.

- Det kommer til at gå godt. Hun kommer over det, slår Pia fast.