Dorthe Kollo åbner for sit livs hemmelighed: Jeg valgte mit barn fra

Få år inden hun skrev hittet ”Velkommen til verden,” stod Dorthe Kollo i et af sit livs sværeste situationer. Hun var 17 år, uønsket gravid og turde ikke sige det til nogen, end ikke sin egen mor. Abort var ikke en lovlig mulighed. I ensomhed traf hun sit barske valg – og gik alene med sin hemmelighed – indtil nu.

Dorthe Kollo var 17 år og fortvivlet. Hun var blevet gravid ved et uheld, og det var mildt sagt noget rod.

Hun var i fuld gang med en lovende, international karriere, allerede berømt vidt og bredt som Danmarks smilende kønne sangfugl med den store stemme.

Men bag smilene skjulte sig en ensomhed så stor, at hun end ikke turde fortælle sin egen mor om den uønskede graviditet – og hun turde slet ikke tænke på konsekvenserne ved at føde et barn.

Året var 1965, og der var ikke adgang til fri abort. Gode råd var dyre, og uden nogen at støtte sig til traf den 17-årige pige et desperat valg.

Da hun ikke på legal vis kunne få fjernet fostret uden videre, besluttede hun at fremprovokere en abort. En oplevelse, der stadig sidder dybt i hende 50 år efter.

– Året før havde jeg oplevet mit livs første store kærlighed. Jeg deltog i en schlagerfestival i Baden-Baden i Sydtyskland, og sammen med min mor blev jeg indlogeret i en suite på byens fineste hotel. Alle de kendte og rige mødtes på Pits Club, der var ejet af Pit Fiolka, en rigtig playboy med sportsvogn, siger Dorthe Kollo.

Dorthe Kollo i 1967

Romancen endte med, at teenagepigen Dorthe blev gravid. Hun boede på det tidspunkt i Århus, og selv om Dorthe var dybt forelsket i den 10 år ældre Pit, kunne hun ikke overskue at skulle være mor som 17-årig.

Hendes læge fortalte, at der kun var to muligheder. Hun kunne beholde barnet, eller hun kunne løbe op og ned ad trapperne på Kommunehospitalet i håb om at fremprovokere en abort.

Dorthe valgte alene den sidste løsning, selv om hun vidste, at hendes kæreste gerne ville have et barn med hende.

–Det var en barsk beslutning, men jeg har aldrig fortrudt. Som så mange andre unge kvinder på den tid oplevede jeg dyb desperation og ensomhed efter at have fået en abort. Jeg følte mig helt alene i verden. Men ”The show must go on”, som man siger, og jeg satte min karriere over alt andet. Jeg har aldrig før fortalt om oplevelsen. Det er ikke fordi, jeg skammer mig. Anledningen har bare ikke været der, og hensynet til min mor vejede tungt. Hun døde i fjor, og jeg har aldrig fortalt hende om aborten.

– Alt foregik i hemmelighed, og hverken pressen eller andre kunne spørge til noget, som de ikke kendte til. Men det er et godt eksempel på, at bag mine smil og ubekymrede fremtræden gemte der sig en sårbar ung pige, der kæmpede for kærlighed og en smule tryghed i livet, siger Dorthe.

LÆS OGSÅ: Hold da op en forskel : Nu har Camilla tabt mere end 26 kilo

Faldt for playboy

Dorthe Kollo skriver om sin romance med Pit i sin selvbiografi ”Jeg er stadig her”:

”Efter min optræden i festspillene stod der på mit værelse en buket mørkerøde roser fra Pit. Jeg blev fuldstændig ør. Min mor puslede rundt på værelset, mens jeg pillede ved roserne og kredsede om Pit i tankerne. Hun var som sædvanlig i vejen, men nu kunne jeg ikke vente mere. Da hun gik ud på badeværelset, så jeg mit snit til at ile ud af værelset. Jeg låste døren bag mig, så hun ikke kunne komme ud. Og så løb jeg. Hen til Pits Club. Selv om han var en stor Barbesitzer, boede han hjemme hos sin mor på et værelse, men vi satte os ud i hans sportsvogn, og så kørte vi væk. Det var et fantastisk døgn. Da jeg vendte tilbage til hotellet næste dag, var min mor rasende og ulykkelig, men både hun og jeg vidste, at nu kunne hun ikke nå mig længere, for nu var jeg blevet en kvinde.”

(Fra bogen ”Jeg er stadig her”)

Dorthe Kollo lægger ikke skjul på, at livet har behandlet hende pænt, og at hun efter en lang og glorværdig karriere økonomisk set ikke mangler noget. I dag bor hun sammen med sin mand, erhvervsmanden og skibsreder Heiner Dettmer, i en pragtvilla i byen Oberneulander tæt på Bremen. I Danmark har hun sommerhuset ”Perlen” på Enø syd for Næstved, og parret har feriebolig på Mallorca.

Men finansielt fik Dorthe Kollo en besynderlig start på sin karriere. Som 15-årig fandt hun nemlig ud af, at hendes mor, som gik under tilnavnet ”Dragen”, havde brugt alle de penge, mere end 100.000 kr., som Dorthe havde tjent som barnestjerne. Det var en formue dengang.

– Da jeg var 15 år, ville jeg vide, hvor mine penge var. Normalt opbevarede hun dem i en sæk i lejligheden, men en dag var sækken borte. Da jeg spurgte min mor, hvor pengene var, svarede hun: ”Jamen, de er da i en bankboks”, fortæller Dorthe Kollo om den besynderlige episode.

– Jeg kunne se, at hun løj, og jeg bad om nøglen til bankboksen. Den kunne jeg ikke få. Jeg opsøgte en advokat, der fortalte mig om mine rettigheder og sagde, at jeg som 15-årig kunne råde over mine egne penge. Han rådede mig til at finde nøglen til bankboksen for at opklare mysteriet. Den fandt jeg, og da jeg åbnede boksen, lå der 30 svenske kroner.

”Jeg lagde nøglen på bordet. ”Hvorfor lyver du for mig?” Min mor kikkede på nøglen og så på mig, mens hendes ansigt blev blussende rødt. Det skulle jeg slet ikke spekulere på, sagde hun. Det var ikke den boks, hun talte om. Hun havde en anden bankboks. Dér var pengene, og jeg skulle nok få dem, når jeg blev 18 år. ”De er der jo ikke. Du har brugt dem. Det kan du lige så godt sige”, hvislede jeg. Pludselig forstod jeg, hvor frisørsalonerne kom fra. Og lysekronerne. Men det var ikke det, der gjorde ondt. Selvfølgelig skulle hun have del i pengene. Hun havde jo kørt mig rundt og sørget for alt. Det var uretfærdigheden og løgnen, der ramte mig. At der ikke var noget tilbage til mig efter alle disse timer, og at hun prøvede at skjule det.”

(Fra bogen ”Jeg er stadig her”)

LÆS OGSÅ: Passede sin alkoholiserede og døende mor: Jeg følte skyld

Dorthe Kollo med datteren Nathalie, der inspirerede hende til hittet ”Velkommen til verden”.

Fik datter som 20-årig

Dorthe Kollo blev født den 17. juli 1947, og præcis 20 år senere blev hun mor til datteren Nathalie. Fødslen fandt sted på en privatklinik i Schweiz, og blev fremskyndet et par dage, så mor og datter havde fødselsdag samme dato. Ved et stort show i tyske Braunschweig i september 1966 forelskede hun sig i operasangeren Rene Kollo, selv om hun stadig var kæreste med playboyen Pit fra Baden-Baden.

Dorthe boede i en portnerbolig på Carolinevej i København. Nogle uger efter deres første møde kørte Dorthe til Tyskland for at være sammen med Rene. Det kom der en graviditet ud af ”i første hug”, som hun udtrykker det.

– Denne gang var der ikke tvivl i mit sind om, at jeg ville have barnet. Jeg ledte efter en tryghed, som jeg aldrig havde fundet i mit barndomshjem, og den tryghed skulle barnet og Rene give mig, siger Dorthe Kollo.

”Vi kendte knap nok hinanden, og vi havde heller ikke meget tid til at knytte os, selv om min mave begyndte at boble. Jeg boede i portnerboligen på Carolinevej og passede to krævende markeder, og Rene arbejdede hårdt for at bryde igennem som operasanger. Vi rejste begge meget og måtte holde den spæde forbindelse varm over telefonen, i breve og i flygtige møder. Det var ikke det optimale fundament for en familie, men jeg slog det hen. For andre skjulte vi med succes graviditeten. Da Billed Bladet i foråret skulle besøge mig på Carolinevej, tog jeg en lang pink jakke over mine slacks. Det dækkede maven”.

(Fra bogen ”Jeg er stadig her”)

Forholdet til Rene Kollo holdt ikke, og 20 år gammel bosatte Dorthe sig på Samsø. Det var her, hun købte sin herostratisk berømte flyvemaskine, så hun hurtigt kunne komme til og fra opgaver i ind- og udland. Men det var en hård tid.

– Jeg tog Nathalie på job, så ofte det lod sig gøre. Men dårlig samvittighed over for barnet kunne jeg ikke bruge til noget. Jeg måtte give mig selv lov til at være på det sted i livet, hvor jeg var. På et tidspunkt skrev jeg hittet ”Velkommen til verden”, og den var til min datter, siger Dorthe.

Hun indså hurtigt, at rakkerlivet ikke var godt for Nathalie. Dorthe ønskede at give den lille pige tryghed og stabilitet, og det fandt Nathalie hos ægteparret Vagn og Irene Beck Jensen på Samsø. Her voksede hun op næsten som en datter af familien. Her fandt den lille pige med den berømte mor den ro og fred, som Dorthe på grund af sin karriere ikke havde tid og overskud til at give hende.

– Jeg følte mig ikke som en ravnemor eller en dårlig mor. Selvfølgelig var jeg bange for, at jeg ikke gjorde det godt nok i forhold til Nathalie. Men har de fleste mødre det ikke sådan? Jeg var meget væk fra Samsø og min datter, men mit forhold til Nathalie har altid været nært og godt. Da hun læste manuskriptet til min bog, skrev hun et sødt brev til mig og fortalte, at hun først nu kunne se de vanskeligheder, jeg kæmpede med i mit liv, siger Dorthe Kollo.

– Selvfølgelig kunne hun som helt lille ikke forstå, hvorfor hun ikke havde en mor og en far, der hentede hente fra børnehave eller skole, sådan som de andre børn på Samsø havde. Men man kommer langt med kærlighed, og jeg forsøgte at give Nathalie al den kærlighed, som jeg aldrig havde fået af min egen mor.

– Nathalie bor i Berlin, og vi har et pragtfuld forhold. Jeg gjorde, hvad jeg kunne og fandt rigtigt for min datter. Så kan man vel ikke forlange mere af en mor. Jeg husker stadig, når jeg kom hjem fra et job og fløj hen over gården, hvor Nathalie boede. Så vippede jeg lidt med vingerne, og alle vidste, at jeg igen var hjemme.

Dorthe Kollo har ikke været forskånet for bump på livets lange landevej. Hun har været lokket ud i dårlige, økonomiske investeringer, som har kostet dyrt, og hun har chokeret prøvet at miste sin sangstemme og måtte opereres. Hun er sluppet heldigt fra flere alvorlige biluheld, og hun er forulykket med sin flyvemaskine.

LÆS OGSÅ: Camilla blev stoffri og tabte 45 kilo

Dorthe Kollo med døtrene Nathalie (tv.) og Jill. Fotoet er fra 1996, da hun blev gift med Just Betzer.

Fortryder ægteskab

Dorthe har oplevet chokket over at blive ramt af kræft, og glæden ved at blive erklæret rask igen. Magtesløs har hun set på, at flere af hendes nære og gode kollegaer er bukket under med stress og misbrug. Heldigvis har hun aldrig mistet evnen til at holde fast i sig selv. Hun besidder de menneskelige værdier, der er nødvendige, hvis man vil helskindet igennem en mere end fem årtier lang karriere. Der har sjældent været tid til nære venskaber i showbusiness, men til gengæld er der blevet hevet og flået i Dorthe fra alle sider. Det har krævet sin kvinde at sige nej på de rigtige tidspunkter.

Hun har blandt andet boet i München, Düsseldorf, Hamborg, Flensborg, Oldenburg, Los Angeles, Århus, København og Samsø. Hun har nydt livet og sin karriere, og har kun fortrudt få ting, blandt andet ægteskabet med filmproduceren Just Betzer. Det fandt sted på datteren Jils 17-års fødselsdag lørdag den 17. august 1996 i København.

”Jeg selv glemmer aldrig dagen før brylluppet. Da havde Just og jeg et sammenstød, fordi han ikke kunne komme til at sidde ved siden af mig til en middag i Tivoli. Det gjorde ham så hysterisk, at han udvandrede og gik hjem på hotellet, hvor han tømte minibaren, spiste piller og låste mig ude, så jeg måtte have fat i portieren for at komme ind og hjælpe ham. I dag tænker jeg på den episode med vrede. Han ønskede jo ikke at tage sit liv, men opførte sig blot som et pattebarn. Men den aften blev jeg forfærdet over at finde ham så ulykkelig. Jeg anede ikke mine levende råd. Jeg frygtede, at pressen skulle få nys om det, og spekulerede på alle gæsterne og brylluppet, som vi snart skulle stille op til, og jeg var bekymret for ham. Vi måtte finde ud af det. Jeg måtte hjælpe ham. Vi måtte klare det. Heldigvis skete der ham ikke noget. Og på dagen for brylluppet var det igen humøret, livligheden og forelskelsen, der strålede ud af ham og betog mig.”

(Fra bogen ”Jeg er stadig her”)

– Er bogen et punktum eller en afslutning på din karriere?

– Nej da, der er meget mere tilbage i mig. Men i dag siger jeg kun ja til det, jeg synes er sjovt. Til jul giver jeg koncert i Karrebæk Kirke for et par hundrede mennesker, hvoraf mange er gode bekendte. Det vil jeg hellere end at være med i et tysk tv-show med et par millioner seere, siger Dorthe Kollo med et smil, siddende ved kanten af sin indendørs pool i et palæ, der vil tage pusten fra de fleste.

Hendes vugge stod i en beskeden lejlighed uden bad på Sadelmagervej i København nordvest – i et fattigt arbejderkvarter.

Talent og benhårdt arbejde sendte hende på kurs mod stjernerne, og hun har ofret alt for sin karriere.

I dag høster hun frugten. Hun har fundet kærligheden, er stenrig og lever et liv i vild luksus.   

LÆS OGSÅ: Marianne blev gravid i 6. klasse: Folk tror, vi er søskende

Fik abort på hospital

I 1960’erne valgte mange at få
foretaget en illegal abort. Det gjorde Dorthe Kollo ikke.

Efter selv at have fremprovokeret sin abort fik hun legalt foretaget indgrebet på et hospital i Aarhus.

Dermed risikerede hun ikke at lide samme skæbne, som 10 procent af kvinder med illegal abort blev udsat for. De blev nemlig sterile. Mange andre fik helbredsmæssige problemer efter uautoriserede abortindgreb.

Straframme på to års fængsel

Fri abort var ikke muligt i 1965, da Dorthe Kollo som 17-årig blev uønsket gravid.

I 1965 risikerede kvinder, der forsætligt afbrød en graviditet, formelt en straf på op til 2 års fængsel. Reelt var holdning til abort i skred, og i en række situationer kunne indgrebet foretages legalt.

Den 24. maj 1973 vedtog Folketinget loven om adgang til svangerskabsafbrydelse. Den trådte i kraft 1. oktober samme år.

Siden har enhver kvinde med bopæl i Danmark haft ret til at få afbrudt et svangerskab inden 12. svangerskabsuge. Mellem 15-20.000 kvinder får hvert år foretaget abort på legal vis.

Dorthe Kollo lukker op for sit begivenhedsrige liv i selvbiografien ”Jeg er stadig her”, som er blevet til i samarbejde med Rikke Hyldgaard. Bogen udkom den 7. november 2014 på forlaget Peoples Press.