"Du har dømt dig selv til døden". Jeg forlod sekten - del 3

Jeg ønskede, at mine børn kunne være frie, så jeg måtte ty til en løgn om, at jeg havde været Ole utro for at slippe ud fra sekten. Og det var lig med en dødsdom i deres øjne.

Se hele serien her. 

Enhver forælder kender til det, at tiden bare flyver. At Louise skulle til at starte i skole, skete bare så hurtigt. Det betød, at Louise, ligesom mig, ville komme til at skille sig voldsomt ud fra de andre elever. Jeg havde ikke tænkt på det som noget, der kunne ske, for jeg havde været overbevist om, at dommedag ville komme forinden. Nu var jeg nødt til at tage med Louise i skole og fortælle hendes lærer og hendes kammerater, at hun ikke kunne deltage i fødselsdage eller andre hedenske arrangementer. En ting var at jeg led under troen. Men at se, at Louise ikke havde det godt med at være udenfor – det fik næsten mit hjerte til at briste.

Mit mentale overskud svandt mere og mere ind. Selv om Ole forsørgede mig og børnene, følte jeg mig stresset og plaget af angst. Og da jeg ikke formåede at komme regelmæssigt til møderne, holdt vores venner og bekendte op med at invitere os. Af og til var faldt jeg i snak med andre mødre på legepladsen, men jeg trak mig hurtigt tilbage. Så var mine følelser i konflikt, for venner uden for menigheden blev anset for absolut dårligt selskab. Samtidig ville jeg gerne være sammen med de mødre, og jeg ville gerne have, at mine børn legede med deres glade unger.

Når der gik for lang tid imellem, at jeg kom til møde i Rigssalen, blev der spurgt efter mig. Det gav Ole dårlig samvittighed. Som familiens overhoved var det hans ansvar, at hele familien fik fyldt på af den såkaldte ”åndelige føde”. Han prøvede derfor at overtale børnene til at tage med i rigssalen. Vores datter Louise tryglede om at blive hjemme, men han svarede: ”Hvis I ikke tager med til møde, kommer I ikke med i Den Nye Verden”! Så gik der kun to minutter, og så stod både Louise og Jesper pænt klædt på og kørte med deres far i Rigssalen.

Det sved i mig at se, hvor meget de frygtede Dommedag. Jeg havde jo selv været med til at indpode denne angst i dem. Ole og jeg havde været så tætte som unge, men årene og måske også vores efterhånden forskellige syn på troen havde drevet en kile ind mellem os. Jeg vidste, at jeg måtte være meget stærk, hvis jeg skulle holde fast i min beslutning. Jeg fortalte Ole, at vi måtte skilles, for vores børn skulle have muligheden for selv at vælge, hvad de ville tro på. Jeg fortalte ham, at jeg ville stoppe med at være vidne og leve som dem ude i den almindelige verden.

Som forventet kom det til at holde hårdt. De Ældste kom hjem til os og forsøgte at snakke mig fra det. Jeg kæmpede for at holde fast i min beslutning, men jeg blev presset hårdt. For mig var De Ældste jo den højeste autoritet, og mine forældre nærede den dybeste respekt for dem. At sige farvel til troen ville på en måde også være at sige farvel til mine forældre og til min bror.

Jeg kunne mærke, at det ville blive meget svært for mig at holde fast, så til sidst greb jeg til et desperat middel: Jeg sagde til De Ældste, at jeg havde været min mand utro. Det var den sorteste løgn, for jeg havde aldrig kendt andre mænd eller været andre mænd end Ole nær. Men den løgn fik tingene til at gå stærkt. Jeg skulle skrive under på, at jeg havde været Ole utro. Senere blev jeg ringet op af en af De Ældste. De havde nu fundet dommen, hvilket var udstødning, og jeg havde en uge til at appellere. Det gjorde jeg ikke. Min mor og far var fortvivlede, og det samme var min bror Stefan. Nu var alt håb ude for mig. ”Du har dømt dig selv til døden”! sagde De Ældste ordret til mig. Det var på den ene side en ufatteligt skræmmende udmelding, men på den anden side var det faktisk også lidt af en lettelse.

For i mine øjne og i mit hjerte følte jeg, at jeg havde gjort det rigtige. At mine børn ville få lov selv at vælge. De ville få muligheden for at blive frie – det var min dødsdom værd!

Se også: Vi var tæt på at blive udstødt. Jeg forlod sekten - del 2