En virkelig historie: Min fars død gjorde mig rask

Jeg kæmpede med anoreksi i mange år, men da min far døde, tog jeg den vigtigste beslutning i mit liv.

Min fars død gjorde mig rask

Mine forældre blev skilt, da jeg var tre år, og min storesøster Johanne og jeg boede fast hos mor. Vi bevarede et nært forhold til far, som boede tæt på os. 

Da jeg var 18 år, gik jeg i gymnasiet. Jeg var kæreste med Kristoffer og jeg havde høje forventninger til mig selv. Jeg kunne stresse over mine afleveringer og var aldrig helt tilfreds. Midt i det hele opdagede jeg, at Kristoffer var utro, og min verden brød helt sammen. Vi gik fra hinanden, og jeg tog et kritisk blik på mig selv i spejlet og besluttede, at jeg skulle tabe et par kilo. Det blev en skæbnesvanger beslutning, for min slankekur løb løbsk, og jeg udviklede anoreksi. Kiloene raslede af mig, men jeg var fanget af sygdommen og jeg sultede mig selv.

Mor, far og Johanne gav mig en fantastisk støtte, og mine forældre gik sammen i en pårørendegruppe en gang om ugen. Jeg blev indlagt flere gange, men blev ved at kæmpe imod. Min far var altid til stede i mit liv, og han var god til at få mig til at spise på en irriterende, men effektiv måde. Han blev altid så glad, når jeg i perioder havde det bedre, og han gjorde alt for, at jeg skulle få mad i maven.

 

Det lykkedes mig at afslutte gymnasiet, og jeg gik i gang med at uddanne mig til pædagog, selv om min vægt var nede på bare 45 kilo. Sammen med klassen var jeg på en tur til Amsterdam. Jeg følte mig godt tilpas med mine nye venner og var glad, da jeg kom hjem. For første gang i lang tid syntes jeg, at livet gik den rigtige vej.

Jeg havde savnet min far og jeg glædede mig til at få et dejligt bjørnekram. Mens jeg var i skole, vibrerede min mobil. I displayet stodder at det var ham der ringede, men jeg kunne ikke tage den midt i timen, så jeg skrev tilbage: Har time. Da vidste jeg ikke, at det blev det sidste livstegn, jeg ville få fra ham.

Da jeg kom hjem efter skole, ringede Johanne. Far havde lovet at hjælpe med til farmors fødselsdag, men han var aldrig dukket op. Jeg lovede at cykle ud og lede i den skov, hvor far plejede at løbe. Han foretrak at løbe en bestemt rute, og jeg cyklede på den og kaldte: Far? Far? Far! Til sidst kørte jeg hjem til fars hus, men her var han heller ikke. Mor dukkede op, og vi ringede rundt, men ingen havde set min far. Nu var vi alle sammen urolige. Mor og jeg blev i hans hus, mens faster tog på sygehuset for at lede efter ham.

Kort efter ringede min faster fra sygehuset: Min far var død under sin løbetur. Hans hjerte var gået i stå lige ud for den skole, vi plejede at løbe forbi. Da mor gav fasters besked videre til mig, faldt jeg ned på knæ og græd. Benene blev også revet væk under min mor, men hun prøvede at trøste mig. 

De næste timer husker jeg kun i glimt. Min mor, Johanne og jeg tog til sygehuset, hvor faster og farmor ventede på os. Vi fik at vide, at det var to kvinder der havde fundet far og prøvet at give ham førstehjælp, men det var for sent. 

Men jeg kunne mærke min fars tilstedeværelse i rummet. Han var stadig pæn og endnu ikke kold. Jeg tog hans hånd og ønskede inderligt, at han kunne give mig ét sidste kram. Jeg kyssede hans kind og hviskede i hans øre: ”Jeg skal nok blive rask, far, det lover jeg”! For jeg vidste, at hvis far havde fået lov at få ét sidste ønske opfyldt, så ville det nok være, at jeg blev rask af anoreksien. 

Efter fars død følte jeg, at jeg stod ved en skillevej: Enten gik jeg helt til i sorg og sult, eller også blev jeg rask. Det var jo det, jeg havde lovet far, og jeg ville ikke skuffe ham. Jeg tænkte, at han kiggede ned på mig oppe fra himlen, og derfor var jeg færdig med at snyde andre og mig selv med maden. Jeg kunne heller ikke bære at være årsag til endnu mere smerte og sorg hos min mor og søster. 

Jeg overvandt min spiseforstyrrelse, og jeg tror, det hjalp mig, at jeg skulle spise for andres skyld. På et lille år tog jeg 20 kilo på i vægt.

Jeg flyttede sammen med nogle venner i København og mødte min søde kæreste, og kom i balance igen, både vægtmæssigt og personligt. Jeg landede på min normalvægt, og den vægt har jeg holdt de sidste to år.

Min fars død fik mig til at indse, at det er spild af tid og liv at sulte sig. Livet kan slutte så hurtigt, og derfor skal vi leve i nuet - mens vi kan.