Fik kræft som femårig

Da Pernille Skovgaard var fem år gammel, fik hun konstateret livstruende kræft. I dag er hun 15 år - rask og med fuld fart på livet igen.

Foto: Gregers Kirdorf

Selv om de store smil i dag dominerer hos familien Skovgaard i Hirtshals i Nordjylland, kan Randi Skovgaard, 41, stadig få en klump i halsen og blive fjern i blikket, når hun mindes den forfærdelige dag for 10 år siden, hvor hendes dengang fem-årige datter, Pernille, fik konstateret livstruende leukæmi.

Selv om lægerne vurderede, at der var 80 procent chance for helbredelse, var det de sidste 20 procent, der fyldte hos Randi og hendes mand, Flemming Skovgaard, 43. - Vi skulle til at indstille os på, at vi kunne miste Pernille, fortæller Randi, der er fuldmægtig på kontoret ved Hjørring Kaserne. Selv om deres datter i dag har kæmpet sig gennem kemoterapi og medicin og er blevet erklæret helt rask efter den frygtede sygdom, sidder de svære år stadig dybt i dem.

Måneder i uvished
Forud for den endelige diagnose var gået nogle måneder med store bekymringer og uvished, fordi lægerne ikke kunne finde ud af, hvad Pernille fejlede. - I foråret 1999 begyndte Pernille at skrante. Hun var altid træt og spiste næsten ingenting. Hun klagede ofte over smerter, og især hendes fødder gjorde ondt.

- Vi var til et hav af undersøgelser, hvor vi fik forskellige forklaringer på, hvad der kunne være galt. En af lægerne mente, at smerterne skyldtes, at hun gik i forkert fodtøj, forklarer Randi, der dog havde sine bange anelser. - Et par år tidligere havde en familie, vi kender, mistet en søn på grund af leukæmi, og jeg syntes, jeg kunne genkende nogle af symptomerne, fortæller Randi, der forsøgte at holde sin dybeste frygt for sig selv.

Kemo hurtigst muligt
- Men det var svært, og da Pernille begyndte at få blå mærker og blodudtrækninger på kroppen, var jeg ødelagt af bekymringer, siger Randi. Den endelige diagnose blev stillet på Hjørring Sygehus efter en rygmarvsundersøgelse. - Vi fi k at vide, at Pernillles blodpladetal var faretruende lave, og at hun skulle i kemobehandling hurtigst muligt, forklarer Randi.

Samme dag blev Pernille overført til Ålborg Sygehus, hvor hun straks fik indopereret et kateter, der skulle bruges i forbindelse med den skrappe medicinering. Da familien kom hjem efter den første indlæggelse, meldte den skræmmende virkelighed sig for alvor. For Pernille skulle være isoleret fra sine legekammerater og de fleste andre mennesker. En ganske almindelig forkølelse kunne være fatal, fordi Pernille stort set intet immunforsvar havde tilbage, og det, der var tilbage, blev slået ned af den skrappe kemokur.

Håret røg af
- Hun kunne ikke komme på legepladsen, på familiebesøg, til børnefødselsdage eller andre arrangementer, fortæller Randi, der havde sygeorlov det første år for at kunne gå hjemme hos datteren og være med, når hun var indlagt fire uger ad gangen under sine kemokure. - Det var en grusom oplevelse for Pernille, og hendes verden brød fuldstændig sammen, da hendes far en dag kunne trække alt hendes hår af hende, fortæller Randi, og Flemming tilføjer:

- Vi var forberedt på, at Pernille ville miste sit hår, men vi troede, at det ville falde af i totter. Så det var et chok, da jeg pludselig sad med det hele i hånden, fortæller Flemming, der er tømrermester. Selv om Pernilles mor ihærdigt forsøgte at skabe afveksling i den ensformige hverdag i isolationen, blev Pernille mere og mere indesluttet og mut.

Lånte en hest
For at få hende mere ud forsøgte Randi at gøre hende interesseret i ridning. - Vi lånte en hest til hende på Egebakkens Hestecenter her i Hirtshals, og det er noget af det bedste, vi har gjort. Pernille blev en helt anden og positiv pige, og hun talte hele tiden om at få sin egen hest, siger Randi. Familien havde hørt om Ønskefonden og tænkte, at den måske kunne hjælpe. Og fondens svar på familiens brev var positivt.

To uger efter kunne Pernille stråle om kap med sin familie, da hendes brændende ønske en sommeraften gik i opfyldelse på den Grønne Plads i Hirtshals. - Jeg anede ikke, hvad der skulle ske. Pludselig kom nogle mennesker trækkende med en pony, og de sagde, at det var min. Det glemmer jeg aldrig, smiler Pernille, der i dag går i 9. klasse på Ulvkjærskolen i Hirtshals.

Vil være berider
Siden sin første hest, Maja, har hun haft flere heste og vundet et hav af præmier i dressur. I dag sker det på ryggen af Felix - en seks år gammel hest af racen dansk varmblod. Pernille har en drøm om at blive berider, og det første skridt tog hun for nylig, da hun var i praktik på Helgstrand Dressage ved Ålborg.

- Jeg lærte en hel masse den tid, jeg var der, og er blevet endnu mere overbevist om, at jeg engang vil være berider og have mit eget hestecenter, fortæller Pernille og smiler til sine forældre. - Pernille er en slider med en utrolig viljestyrke. Vil hun noget, så vil hun det. Vi er meget taknemlige for, at hun er blevet rask og har fået så meget indhold i livet. Vi er sikre på, at hun når de mål, hun sætter sig, siger Randi og sender sin mand og datter et stort smil.