Fødte en gigantisk baby

En baby vejede over seks kilo, da hun for nylig kom til verden på universitetshospitalet i Leipzig. Dermed er hun den største nyfødte i Tysklands historie. Hun er dog langt fra verdensrekorden.

En baby, som var væsentligt større end gennemsnittet, kom for nylig til verden på et hospital i Leipzig. Faktisk var Jasleen med sine 6.110 gram og 57,5 centimeter den største baby i Tysklands historie. Den hidtidige rekordindehaver var drengebabyen Jihad, som med sine sølle 5800 gram er en miniput sammenlignet med Jasleen.

Frygtede komplikationer

Den store pige blev født ved naturlig fødsel, hvilket er en imponerende bedrift. Personalet på universitetshospitalet i Leipzig havde da også frygtet, at der ville opstå komplikationer, men det hele forløb heldigvis glat.

LÆS OGSÅ: Genoplivet ved mors bryst

Graviditetsdiabetes

Moderen havde ikke tidligere været under behandling på hospitalet. Undersøgelser tyder dog på, at hun under graviditeten led af en uopdaget graviditetsdiabetes, og dette kan være forklaringen på barnets usædvanlige størrelse. Hospitalet meddeler dog, at både mor og barn har det godt, men vil blive holdt under observation lidt endnu.

Stor baby fra Sumatra

Selv om Jasleen er gigantisk, er hun faktisk langt fra den største nyfødte baby i historien. 41-årige Ani Risuddin fra Sumatra i Indonesien har tidligere født en dreng på 8.700 gram og 62 centimeter. Han kom dog - 'heldigvis' fristes man næsten til at sige - til verden ved kejsersnit.

LÆS OGSÅ: Blev født uden blod

Danmarks største baby

Med 8.700 gram skulle man mene, at det umuligt kan blive større. Men verdensrekorden tilhører faktisk en italiensk dreng, som vejede hele 10 kilo, da han kom til verden i 1955. Titlen som Danmarks største baby tilhører den i dag 21-årige Rune Majgaard fra Tåstrup. Han blev født på Glostrup Sygehus i 1988 og vejede 6.150 gram. Han er i dag 2,06 meter høj.