Gås overlever mirakuløst med pil gennem hovedet

Ifølge dyrlægen må der være tale om den heldigste gås i verden. På anden måde kan han ikke beskrive, hvordan en Canadagås, som blev skudt gennem hovedet med bue og pil i Massachusetts, USA, kunne overleve.

En gås af racen Canadagås ser ud til at overleve uden mén, efter den blev skudt gennem hovedet med bue og pil. Gåsen blev offer for grove drengestreger den 28. juli i byen Plymouth i staten Massachusetts, USA. Ifølge dyrlæge, Greg Mertz, er det et ufatteligt mirakel, at den halvandet år gamle gase (han-gås, red.) overlevede det brutale dyrplageri med en pil tværs gennem kraniet.
- Det må være den heldigste gås i verden, siger han.

Pilen klippet over

- Den stod på operationsbordet og var hverken generet eller ophidset over situationen, fortæller Greg Mertz.
Operationen lykkedes. Pilen blev klippet over i begge ender, og dyrlægen kunne derefter trække den sidste stump ud.

LÆS OGSÅ: Martines kat kom hjem otte år efter dødsbrand

Drikker uden problemer

Pilen efterlod et stort hul i gåsens hoved, men ifølge dyrlægen vil hullet hele og lukke sig selv i løbet af kort tid.
- Den både spiser og drikker uden problemer, fortæller han.
Gåsen gennemgår nu en antibiotikabehandling, så der ikke går betændelse i såret, og om cirka én måneds tid vil den blive sluppet ud i naturen igen.

LÆS OGSÅ: Hund reddet fra sultedøden

Skød for sjov

De to drenge, som skød gåsen, vil hverken blive sigtet eller få en bøde. Det er lovligt at jage gæs med bue og pil i Massachusetts - men jagtsæsonen begynder dog først i slutningen af september. Det er næppe gåsejagt, som drengene har været på. De legede blot med bue og pil, og pludselig fik de den idé, at det kunne være morsomt at skyde en gås. Efter en snak med politiet er morskaben dog helt forsvundet og respekten for dyrene i naturen genoprettet.