Gifter sig med sin søsters morder

Edith Casas giftede sig med sin tvillingesøsters morder.

Først troede alle, at der var tale om en grov og særdeles malplaceret spøg. Men da det gik op for venner og familie, at Edith Casas, 22, virkelig havde til hensigt at gifte sig med manden, der havde myrdet hendes tvillingesøster, Johana, blev skepsis og forbløffelse afløst af chok, vrede og forfærdelse.

Søstrenes mor brød grædende sammen og udtalte offentligt, at datterens beslutning var den værste form for forræderi, et barn kan begå mod sin familie.

Nægtede sig skyldig

Få dage før Johana Casas 20-års fødselsdag i august 2010 blev den billedskønne fotomodel myrdet i sin lejlighed i byen Pico Truncade i det sydlige Argentina. Mordet var brutalt og blodigt og skabte forfærdelse i det lille samfund. Gerningsmanden var den 26-årige Victor Cingolani, som havde været kæreste med den dræbte indtil fire måneder før mordet. Han blev anholdt, men nægtede sig skyldig.

LÆS OGSÅ: Mit barns far er morder

Beviserne mod Victor var imidlertid overvældende. Johana blev voldtaget før sin død, og dna-prøver fra sædrester på liget pegede med sikkerhed mod den anholdte. Ligeledes havde vidnet set ham flygte fra stedet med blodpletter på tøjet. I foråret 2011 blev han idømt 13 års fængsel for blandt andet knivdrab og seksuelle krænkelser.

Troede ikke på han var gerningsmanden

Midt i vreden og hadet fra lokalbefolkningen fandt den dømte snart en kærlig og trofast støtte. Det var ingen andre end den myrdedes tvillingesøster, Edith Casas. Hun troede ikke på, at Victor var gerningsmanden, og kort efter dommen modtog morderen det første, glødende kærlighedsbrev fra sin eneste støtte.

Edith fik besøgstilladelse, og her udviklede forholdet sig. De to forelskede sig til stor frustration og forfærdelse for alle, men selvfølgelig især for Ediths familie. Tvillingernes mor, Marcelina Casas, forsøgte med alle midler at forhindre brylluppet. Men kort før jul 2012 blev morderen og ofrets tvillingesøster viet ved et borgerligt bryllup på rådhuset i Pico Truncade.

De blev gift

Gommen blev under politibeskyttelse ført fra fængslet til rådhuset, hvor han og den kommende brud blev mødt af skældsord fra en ophidset menneskemængde. Flere havde bannere med.

LÆS OGSÅ: Jeg elskede en morder

Selv afviser Edith rygterne som ondsindede: "Min mand er uskyldig. Han har ikke dræbt min søster. Det har en anden", udtalte den nybagte brud.

"Edith har vanæret min døde datters minde. Jeg har ikke ord, der kan beskrive Ediths handling. Jeg frygter, at morderen også vil tage livet af hende. Så har han fået det maksimale ud af sit vanvid", siger Marcelina Casas.