Torsdag, 2. marts 2017 - 8:44 - af Johan Isbrand
Grete er kæmpe Hansi-fan: Vi får os ofte en snak
Grete Ipsen fra Humlum ved Struer er formand for en af Hansi Hinterseers to danske fanklubber. Det bliver til mange rejser og koncerter i Østrig og Tyskland, og samlingen af musik og andre Hansi-effekter er enorm. Heldigvis deler ægtemanden Gretes begejstring for schlagerkongen.

Internetradioen 'Radio Heimatmelodie' klinger ud i stuerne hos 69-årige Grete Ipsen og hendes jævnaldrende mand Finn i Humlum ved Struer, hvor også fjernsynet medvirker til at opfylde det daglige behov for schlagermusik.
– Vi har parabol, så vi både kan se 'MelodieTV' og 'Deutsches Musik Fernsehen', fortæller Grete, der dog ikke sidder og venter på, at tv-kanalerne viser Hansi Hinterseers Open Air-koncerter:
– Alle dem, der bliver sendt, har vi set. Vi har været til alle hans Open Air-arrangementer i Kitzbühel på nær to. I år i august er der Open Air med Hansi og Tiroler Echo i Ebbs i Østrig, og der skal vi selvfølgelig hen. Især efter, at vi er stoppet med at arbejde, har vi rejst både Østrig og Tyskland tyndt for at opleve ham. Forrige år nåede vi at se og høre ham 12 gange. Vi planlægger simpelthen vores sommerferie efter arrangementerne. Men vi kan også sagtens finde på at tage til Hansis hjemby Kitzbühel, uden at der er en koncert at køre efter, siger Grete.
Har mødt Hansi Hinterseer mange gange
Hun er formand for den ene af den østrigske sangers to officielle danske fanklubber.
Hansi Hinterseer reddede kræftsyg pige
Grete har 200 medlemmer i sin klub. Hun laver blandt andet et klubblad, der udkommer fire gange om året under titlen 'Musikklubben Edelweiss'. Her informerer hun om nye udgivelser, koncerter, fanrejser og Hansis kommende tv-optrædener.
Og Grete kender da også Hansi bedre end de fleste danskere.
For tre år siden kørte hun og Finn rundt i Kitzbühel med to af de andre par, da de pludselig så Hansi sammen med en flok andre mennesker på en bakkeskråning.
- Det viste sig, at de var i gang med en tv-optagelse. Og Hansi svigter nødig sine trofaste, danske fans, så det endte med, vi blev fotograferet sammen med ham, siger Grete og fortæller, at Hansi i dag har helt styr på, hvem hun er, og når de render ind i hinanden, sker det med Gretes ord oftere, at det bliver til en lille snak, end at det ikke gør det.
Som én af de få ved jeg, hvor Hansi bor
– Første gang, jeg talte med ham, havde jeg et broderet Hansi-portræt med, som jeg havde lavet til ham. Man kan også være heldig at møde ham på en af caféerne i Kitzbühel, hvor han af og til sidder og spiller kort med nogle venner om formiddagen. Som en af de ganske få ved jeg i øvrigt, hvor han bor. Og jeg har da også prøvet at liste forbi for at se, om hans navn mon stod på havelågen. Men han har jo et princip om, at ingen fans eller journalister kommer inden for hans dør, og jeg plejer da også bare at sige til nysgerrige, der spørger, at han bor 'et sted oppe i bjergene', griner hun.
Hansi Hinterseers mystiske barndom
Grete og Finn har også deltaget i de berømte bjergvandringer, hvor Hansi viser sin betagende hjemegn frem for tusindvis af fans.
Og Finn er alt andet end blot vedhæng på turene. Han deler heldigvis helt og holdent fruens begejstring for Hansi og 'den charme, han har med sig, når han optræder', som han udtrykker det.
I det nye Ude og Hjemme, som er på gaden 1.-7. marts kan du læse hele portrættet af Grete og et større portræt af Hansi Hinterseer.
Få bl.a. historien om:
* hvordan Hansi mødte sit livs kærlighed
* hvorfor han fik nok af sin tidligere karriere som skistjerne
* Hansis barndom der er omgærdet af mystik og hemmeligheder
* dengang han reddede en kræftsyg pige
Her kan du se nogle flere skønne billeder af Hansi-tilhængeren Grete Ipsen:
Grete er kæmpe Hansi-fan


Her er billedet, Grete var så heldig at få taget, da hun og vennerne for tre år siden rendte tilfældigt ind i Hansi i omegnen af Kitzbühel.


Grete har alskens Hansi-merchandise fra tasker til små modeller af sangerens berømte, pelsklædte 'moonboots'. Samlingen tæller naturligvis også cd'er og dvd’er af de tv-film, idolet har spillet hovedrollen i, samt romanudgaverne af filmene. Hun sætter selv grænsen ved Hansi-sengetøj. Men et håndklæde med Hansi er hun da indehaver af.


Grete og Finn med et udvalg af Hansi-skatte – fra dvd’er og romaner til en moonboot-souvenir.