Gurli Marie Kløvedal om sin eventyrlige barndom: Først nu ser jeg, hvor utrolig den var

Som datter af Troels Kløvedal, giver det næsten sig selv, at Gurli ikke har haft en barndom som andres. Siden sine første skridt på den græske ø Psara, har hun betrådt Verdenshjørner, som de fleste aldrig kommer i nærheden af. Men hun har også set livets mørkeste sider, da hun selv blev syg som barn og eventyret stoppede brat. Når ens datter får kræft, må Verden vente.

Da Gurli Marie Kløvedal fyldte ni år, blev hun vækket til kakao og kage. Men ellers var der ikke meget traditionel dansk børnefødselsdag over den 18. januar, som blev fejret iført badetøj i Polynesien om bord på Nordkaperen, hvor hendes far i dagens anledning havde hejst Dannebrog i stortoppen.

40-årige Gurli er midterste barn i søfarer Troels Kløvedals børneflok på fem. Det giver sig selv, at hendes barndom ikke har lignet andres. Hun tog sine første skridt på den græske ø Psara, da Nordkaperen var på de kanter, og hun har lige siden betrådt steder, som de fleste aldrig kommer i nærheden af. Men for Gurli selv føltes hendes barndom ikke som noget særligt. Hun havde jo aldrig prøvet andet.

 

Tog eventyret som givet

- Det er først i dag som voksen, jeg har opdaget, hvor fantastisk det egentligt var. Som barn tog jeg bare mit liv som givet. Nå, skal vi ud og sejle i ni måneder. Fedt nok. Jeg var heller ikke særlig imponeret over min far. Alle forældre er jo pinlige, uanset hvor seje de er i andres øjne, smiler Gurli, som netop er udkommet med romanen Hundehjerte. En bog med en metallisk skinnende forside og med en ekstremt opfindsom og fantasifuld handling om forskeren Elin, der skal udvikle en robothund. En hund, der er halvt maskine og halvt kød og blod. Med andre ord: Det er en bog, man ikke lige får i hænderne hver dag. Og den er tydeligvis skrevet af et menneske, der har set nye ansigter og verdenshjørner hele sit liv. Det har Gurli. Og hun har også set de mørke hjørner i livet, som ingen har lyst til at besøge. Både da hendes far blev syg med ALS. Men også da hun selv blev ramt af alvorlig sygdom som 12-årig.

Læs også: Mette Reismann fra Luksusfælden: Min mor døde af ALS

Fra Nordkaperen til en stråtækt gård på Djursland

Kontrasterne i Gurlis liv har været ekstreme. Når familien ikke sejlede på verdenshavene med Nordkaperen, boede de i en stråtækt gård i en landsby på Djursland med omkring 50 andre indbyggere. I nogle perioder snorklede Gurli ved koralrev. I andre spiste hun havregryn og trampede i pedalerne på vej i skole i det danske vintermørke.

- Jeg gled heldigvis rimelig problemfrit ind i skolen, når vi havde været ude og rejse. Men det var da mærkeligt at komme tilbage til skolen, hvor de andre var optaget af Ninja Turtles eller en eller anden dille, som jeg aldrig havde hørt om, fordi jeg havde været i en anden verden. Der var selvfølgelig ikke andre, der levede som os. Og mine klassekammerater syntes heller ikke, det var specielt sejt. Det var sejere, hvis ens forældre havde et landbrug med grise.

På hospitalet hele sommeren 1992

Da Gurli var 12 år, stoppede familiens eventyr brat. Gurli havde netop været på ferie på Thunø med en veninde, da hendes forældre opdagede, at hendes ben var hævede. Det så så mystisk og foruroligende ud, at de fik det undersøgt nærmere. Og resultatet var bekymrende. Gurlis nyrer virkede meget dårligt.

Det var sommeren 1992. Udenfor festede danskerne euforisk over fodboldtriumfen til EM. Imens lå Gurli på hospitalet og blev kraftigt medicineret det meste af tiden den sommer. Og det var ikke slut med det, for i de kommende år var der meget andet, hun gik glip af. Som 16-årige fik hun nemlig konstateret lymfekræft.

- Jeg havde en ordentlig kræftknude inde i brystet, som åbenbart havde ligget der og vokset sig tyk og fed i årevis. Der er ikke beviser for, at de to sygdomme hang sammen. Men mine nyreproblemer forsvandt, da jeg kom i behandling for kræften, siger Gurli, som både tabte håret og mærkede, hvordan energien og kræfterne langsomt sivede væk under sin kemobehandling. Ture, hun tidligere havde gået uden problemer, blev pludselig for udmattende og hårde. Trods det valgte hun at starte i gymnasiet, mens hun stadig var i kemobehandling.

Ønskede bare et liv som vennerne

- Det var ikke ligefrem drømmestarten, og det var svært at være syg i den alder, for jeg ville jo bare have et liv som mine venner. Men jeg var nødt til at rette ryggen og gå ud i livet. Det fortsatte jo. Jeg læssede også mange af mine bekymringer af på mine forældre. Jeg ville for eksempel ikke vide, hvad mine overlevelses-odds var. Dem kendte mine forældre, og det må have været meget svært for dem. Alt det, de gik igennem, er jo alle forældres værste mareridt.

Gurli blev heldigvis erklæret rask som 17-årig. Familien kunne ånde lettet op og se ud mod Verden igen, og Gurli kunne leve et almindeligt ungdomsliv. Men sygdommen havde rusket i dem og åbnet deres øje på en måde, som selv en jordomsejling ikke kan.

Når Troels Kløvedal mødte modgang i livet senere hen, glattede han altid problemet ud ved at sige: ”Men Gurli er rask.” I forhold til et kræftsygt barn er det meste bagateller.

Troels Kløvedal døde med sine børn omkring sig

I 2016 kunne modvinden dog ikke slås hen som en bagatel, da Troels Kløvedal fik konstateret den aggressive og uhelbredelige muskelsygdom ALS, som lammer nerverne og dermed får kroppens muskler til at holde op med at virke.

I december 2018 stod alle Troels Kløvedals fem børn omkring ham i hans stue på gården på Djursland. Det var sådan, han ønskede at dø. Og det var sådan, det kom til at ske, akkurat som havde han selv lagt kursen og styret frem til sit sidste åndedrag.

Savner sin fars begejstring

Siden er livet gået videre, som det jo gør. Gurlis bog er udkommet, og når hun kigger på den skinnende sølvfarvede forside, er hun ikke et øjeblik i tvivl om, hvad hendes far ville havde sagt.

- Han ville udbryde: Hvor er den hamrende flot. Jeg savner ham rigtig meget. Især hans ubetingede begejstring. Han var så god til at slå ud med armene og sige: ”Sikke en vidunderlig dag.” Den egenskab, synes jeg, mange mennesker mister, siger Gurli, som i dag bor i et rækkehus med sin familie på Amager. Her blomster æbletræet i den lille have, hvor familiens cykler i alle farver og størrelser står klar op ad hækken.

- Man behøver ikke rejse om på den anden side af jorden for at opleve eventyret. En sommernat i Danmark kan også være eventyrlig. Eller en vinterdag, hvor sneen knaser under fødderne. Min far sagde altid: ”Nissen flytter med, uanset, hvor du er.” Mange troede, at de blev en anden version af dem selv, når de gik ombord på Nordkaperen. At de med ét blev mere eventyrlystne og interessante personer. Og så sad de der på den anden side af jorden og opdagede, at de bare var den samme. Man er jo den, man er.

 

Hundehjerte udkommer 2. juni.

Gurli Marie Kløvedal er forfatter journalist og uddannet fødselsforbereder i metoden Smertefri Fødsel.

Hun er gift med Rasmus og mor til Halfdan på seks år og Ronja på 12.