Hun rørte Hildas hjerte

Hilda Heick måtte knibe en tåre hist og her, da hun debuterede som ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp i det fattige Nepal. – Kvinderne kæmper så stærkt, og der skal i virkeligheden så lidt til, for at et par geder kan forvandles til en stor dyreflok og være eksistensgrundlag for en hel familie, siger hun.

Det var næsten som på bestilling, da Indiras ko fødte en kalv, dagen før Hilda og Keld Heick skulle komme på besøg. For Hilda elsker dyr og kan slet ikke lade være med at ae, nusse og stikke godbidder ud, når der er dyr i nærheden. Og da slet ikke, når der står en daggammel kalv med de blideste øjne og vakkelvorne ben lige foran hende.

71-årige Hilda er netop udnævnt til ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp og var inviteret til Nepal sammen med Keld for at se, at organisationens arbejde i en af verdens fattige nationer rent faktisk nytter. 

Hos 40-årige Indira Giri, der bor omtrent midt ude i en svært tilgængelig rismark ved landsbyen Madhuban i Bardiya-distriktet, faldt Hilda straks på knæ foran den nyfødte kalv. 

Og Indira så stolt til – for den lille, nye firbenede demonstrerer på allerbedste vis, at hun har klaret sig rigtig godt. Takket været en donation på tre geder og et kursus fra Folkekirkens Nødhjælp for tre år siden kan hun nu tro på en fremtid for sig og sin hårdt ramte familie.

Det så hun slet ikke for sig, da hun tvunget af de fattige vilkår i sin hjemby for år tilbage rejste til Kuwait i håb om at tjene penge. Men alle drømme blev knust, for hun kom til at arbejde som tjenestepige under kummerlige vilkår i det mellemøstlige land. 

– Der har hun siddet langt væk fra sine børn og sin familie og har ikke anet, hvordan de klarede den, siger en rørt Hilda, der sammen med Keld sad længe sammen med Indira for at få hele hendes historie. Med hjælp fra en tolk naturligvis, for Indira taler ikke engelsk, og Hilda er mildest talt heller ikke stærk på nepali. Indira har en syg mand, en psykisk syg søn og endnu to børn.

– Heldigvis blev Indira udvalgt til at få en af donationerne fra Folkekirkens Nødhjælp, da hun kom tilbage fra Kuwait, og den hjælp har hun virkelig forstået at udnytte på de tre år, der er gået, siger Hilda med næsegrus beundring. 

De tre hun-geder, Indira fik, er blevet til en helt flok – med lidt købt hjælp fra en familie med en han-ged. Som en bedre udgave af ”Konen med Æggene” har hun byttet sig til høns, ænder og endda en ko, som jo så meget belejligt havde kælvet, dagen før delegationen fra Folkekirkens Nødhjælp kom.

– Indira var virkelig en powerkvinde, og jeg kunne næsten ikke nå at stille spørgsmål, fordi hun havde så meget på hjerte, siger Hilda. 

Keld noterede sig også, at Indira havde hegnet et lille stykke af sin sparsomme jord ind for også at lave en køkkenhave.

Ødelagte veje

Hilda og Keld besøgte flere landsbyer i lavlandet i det sydvestlige Nepal, og alle steder havde de ét stort problem: Vejene regner væk på grund af hyppige oversvømmelser, og med huller i vejen, som mere ligner kratere, har indbyggerne meget svært ved at komme frem med de varer, de måtte have at sælge. Et kæmpestort problem, ja, nok regionens største lige nu.

– Et af stederne ville de i gang med at bygge et lager, så de kunne samle varerne og få dem solgt derfra i fællesskab. Det var samme sted, som de allerede var i gang med at etablere et dambrug, fortæller Keld.

Vand var der nemlig nok af, så med inspiration fra Folkekirkens Nødhjælp havde en stor gruppe af mænd og kvinder i landsbyen gravet to søer ud til et dambrug. 

De havde fået den første portion fisk forærende af Folkekirkens Nødhjælp, og nu var søerne fulde af 10 centimeter lange sølvglinsende fisk, der inden længe vil kunne give gruppen så mange penge, at de kan investere i nyt.

– Vi mødte mange, som gerne ville kunne give deres børn og børnebørn en uddannelse – det er jo ikke gratis som herhjemme. Det var svært at skaffe penge til, men også vanskeligt på grund af vejene. For hvis ikke skolen er taget af vandet, er vejen måske helt eller delvist forsvundet, så børnene har sværere ved at komme frem.

– Men de ved, at uddannelse er det, der skal til. Det var sådan en fornøjelse at se, at et par geder og et lille skub i den rigtige retning kan betyde så stor forskel, siger Hilda.