Hund lærer børn at læse

Det lyder utroligt. Men det er altså sandt. På en skole ved Århus er mange børn blevet bedre til at læse, fordi de læser sammen med en hund. Læsehunden Sommer har nemlig helt særlig evner, når det gælder børn, der hakker i det og har svært ved at sidde roligt.

Læsehunde Sommer følger med i oplæsningen. Og deltager gerne ved at pege og bladre.  

For mange børn er højtlæsning i klassen noget af det værste. De hakker i det, og de kan høre, at deres klassekammerater mister tålmodigheden.  Men på Sabro Korsvejskolen ved Århus har børn med læsevanskeligheder nu fået en ekstra – og meget tålmodig og anerkendende lærer. Nemlig en hund. En gul labrador ved navn Sommer.  Den har givet disse børn mod på at læse igen. 

Beroliger børn

LÆS OGSÅ: Denne hund gør børn klogere

 

Det meget usædvanlige initiativ er taget af lærer på skolen, Malene Sørensen, der tilfældigt fik ideen om at bruge en hund i læseundervisningen, da hun tilfældigt opdagede, hvordan en hund kan berolige et ellers meget aktivt barn. Til Århus Kommunes Børn og Unge Nyt udtaler hun:

- Elever med læsevanskeligheder har ofte ikke lyst til at læse højt i klassen. Sommer motiverer dem til at læse mere og bedre. Hun skaber tryghed og glæde hos barnet og giver dermed plads til ny læring og begejstring i højtlæsningen og læsning generelt, siger Malene Sørensen.

Startede som hvalp

LÆS OGSÅ: Kysset var det vildeste

 

Sommer begyndte at komme på Sabro Korsvejskolen allerede fra hun var otte uger gammel lige efter påsken sidste år. Efter sommerferien har hun så været fast med på arbejde med i alt cirka fire lektioner om ugen. 

- Det er utroligt, hvad en hund kan gøre ved børn. Ofte tænker jeg: Jamen det er jo bare en hund, men Sommer gør noget specielt ved børnene. Hun skaber en form for tryghed, og samtidig får vi flyttet fokus. På den måde får Sommer børnene til at åbne sig op i ellers svære situationer, fortæller Malene Sørensen til Børn og Unge Nyt.

Har fået nye opgaver

Ud over at være en rigtig god lytter og et beroligende element, så kan Sommer også bladre og pege i en bog, så børnene føler, at Sommer er mere end almindelig interesseret. På grund af Sommers gode evner med børn er den også blevet opkvalificeret til andre opgaver. 

Sommer følger elever til tandlæge, den hjælper elever med eksamensangst, og den får børnene til at åbne sig op, hvis der er noget, de er kede af. 

Ude og Hjemme har tidligere skrevet om skolehunden Thomas, der er tilknyttet en specialklasse på Resen Skole ved Skive. Her har Thomas øget trivslen og skabt mere ro i klassen, så børnene har kunnet lære mere.