Jackline var få dage fra døden

Christina Lykke Eriksen vidste noget var helt galt, da hun hentede sin 4-årige datter i børnehaven. Jackline kunne ikke kende sin mor. ”Jeg er fuld, mor”, sagde den lille pige. Men Jackline var ikke beruset. Hun var derimod dødssyg af kræft.

Christina glæder sig til Jacklines skolestart.

Christina Lykke Eriksen var sikker på, at hendes 4-årige datter Jacklines apatiske opførsel i november 2012 var en reaktion på forældrenes beslutning om skilles. Jackline trak sig bare mere og mere ind i sig selv, og den normalt friske og livsglade pige var træt og uoplagt. Hun mistede også appetitten. Pædagogerne i Jacklines børnehave mente, at hendes tristhed var en reaktion på, at forældrene var gået fra hinanden. Derfor blev Jackline undersøgt af en børnepsykolog, men der var intet psykisk i vejen med pigen.

Det skulle ulykkeligvis vise sig, at Jacklines manglende energi ikke skyldtes forældrenes skilsmisse. Den lille pige var derimod dødeligt syg med en kræfttumor på hjernen på størrelse med en golfbold. Det var sygdommen og ikke skilsmissen, der tappede Jackline for kræfter, og langsomt sugede livet ud af hende.

Vandt kampen over kræften

Efter et årelangt sygdomsforløb starter Jackline efter sommerferien 2015 i skole i Esbjerg. Det bliver svært at finde en mor, der er mere lykkelig og taknemmelig end Christina, når hun til den tid sender datteren af sted med skoletasken på ryggen. Den 17. september i år fylder Jackline syv år, og hun har vundet sit livs kamp over sin kræft.

Læs også: Nyt liv uden kræftdød mor

Sygdommen har givet hende fysiske og psykiske skader. Men Jackline er trods et smertefuldt sygdomsforløb en glad, smilende og aktiv pige. Hun lader sig ikke slå ud af sine handicap. Jackline er en fighter, og kæmper for at komme tilbage til en næsten normal hverdag. Det sidste halvandet år har været en nervepirrende og usædvanlig rejse for den hårdt ramte familie fra Esbjerg.

Eftersom lægerne på Rigshospitalet i København ikke havde udstyr til at gøre Jackline rask, blev hun sendt til USA. I to måneder opholdt Christina og Jacklines far, John, sig sammen med børnene Jackline og Phillip på University of Texas´ kræftafdeling i Houston. Her fjernede lægerne med avanceret stråleudstyr de sidste rester af kræften i Jacklines hjerne. Alt tyder på, at den 6-årige pige er helbredt, selv om hun stadig går til kontrol og følges tæt af lægerne i Danmark.

Kunne ikke komme i kontakt

Christina Lykke Eriksen glemmer aldrig den hidtil værste dag i sit liv. Det var mandag den 25. februar 2013, da hun omkring klokken 13 hentede Jackline i børnehaven. Det var tre måneder efter, at hun og John havde fortalt børnene, at familien skulle splittes op. Da Christina ankom til børnehaven lå Jackline på sofaen og sov. Der havde hun ligget det meste af dagen, og Christina havde svært ved at komme i kontakt med datteren. Da hun endelig slog øjnene op, var hendes pupiller store og udspilede.

Læs også: Døende fik farvelkys af giraf

Jackline kunne ikke se, hvem der sad foran hende. Svagt sagde hun til sin mors forbløffelse: ”Hej Tina”. Jackline gik selv ud til bilen, men faldt sammen på lege pladsen. ”Mor, det føleles som om jeg er fuld”, sagde hun. Da vidste Christina, at der var noget galt med datteren. Christina kørte direkte til lægen, og blev derfra henvist til Esbjerg sygehus. Her viste en CT-scanning, at Jackline havde en kræfttumor på hjernen.

Christina og John fik af en overlæge at vide, at der var fundet noget på Jacklines hjerne, og at ”det ikke så godt ud”. Samme aften blev Jackline overflyttet til Rigshospitalet. Christina var med i ambulancen, og John fulgte efter i bil. Dagen efter blev Jackline opereret.

Operation i sidste øjeblik

Lægerne fjernede tumoren på fire gange fire centimeter. Det var i allersidste øjeblik. Tumoren var ondartet og hurtigvoksende, og var Jackline kommet på hospitalet blot et par dage senere, havde hun sandsynligvis ikke overlevet. Efter operationen i København var hun lam i højre side, men kunne tale og bevæge sig.

Efter 14 dage på Rigshospitalet blev Jackline udskrevet, men det var ikke lykkedes lægerne at fjerne alt det kræftramte væv i hendes hjerne. Derfor fik familien bevilget et 900.000 kr. dyrt og to måneder langt ophold på klinikken i Houston. Jackline fik 30 strålebehandlinger, og efter 15 behandlinger begyndte hun at miste sit hår. Efter to måneder i USA fløj familien hjem til Danmark. Seks uger efter hjemkomsten skulle Jackline i kemobehandling i et år. Det blev på en måde den sværeste tid i pigens liv.

Læs også: Mor skal alligevel ikke dø

- I perioder var Jackline helt nede i kulkælderen. Hun blev ekstrem dårlig af behandlingen, og på et tidspunkt under forløbet blev hun ramt af blodforgiftning, som nær havde kostet hende livet. Det var hårdt for alle i familien, siger Christina Eriksen.

Efter endt kemobehandling i juni 2014 skulle familien til at have en hverdag til at fungere igen uden sygehus og indlæggelser. Lægerene på Skejby sygehus henviste Jackline til genoptræning på Hammel Neurocenter. Her var de fra slutningen af september til starten af november 2014. Da Jackline kommer hjem fra Hammel Neurocenter, startede hun i børnehave. På grund af sit svækkede immunforsvar fik hun en herpes virus, som udviklede sig voldsomt over få dage. Jackline blev ramt i højre side af ansigtet, i munden og langs svælget. Hun blev derfor indlagt på Esbjerg sygehus til behandling.  Det var kun én af mange indlæggelser på grund af et svækket immunforsvar.

Glæder sig til skolen

Jackline halter i dag stadig på højre side, og udviklingsmæssigt er hun fire år. Det var hendes alder, da sygdommen blev konstateret. Derfor er det i øjeblikket uvist, om hun skal i almindelige skole eller specialklasse. Under alle omstændigheder glæder hun sig.

- Det har været en hård tid for os alle, men selvfølgelig mest for Jackline. Hun har som et lille barn haft død og sygdom helt inde under huden. Hun har mistet venner på kræftafdelingen, og behandlingerne har været smertefulde, siger Christina.

- Hun har spurgt, om hun kunne risikere at død af kræften. Vi har været ærlige og fortalt hende, at det var en risiko. Selv om døden er et fjernt og uforståeligt begreb for en lille pige, valgte vi at fortælle hende sandheden. Men nu tyder alt heldigvis på, at jeg får lov at beholde min lille pige.

Læs også: Lotte vandt sit livs kamp

Christina håber at kunne genoptage sin uddannelse som social- og sundhedsassistent, når det igen bliver hverdag i hjemmet i Esbjerg. Hun går til psykolog for at bearbejde de mange psykiske virkninger af Jacklines sygdom. Det er svært at leve med visheden om, at hvis Jacklines kræft var blevet opdaget blot nogle få dage senere, havde hun sandsynligvis ikke levet i dag. Det kræver professionel hjælp til en bekymret mor at bearbejde det faktum. Det får Christina nu.