Jaget på flugt af spøgelser

Jægerne blev de jagede, da gruppen ghosthunting.dk undersøgte Herregård Hessel i Lovns syd for Limfjorden for spøgelser. Gruppen flygtede fra stuehuset, da spøgelserne greb fat i dem, strøg dem over kinden og rystede med stolene.

Ude og Hjemme var med på spøgelses-jagt

- Vi går nu!

Lynn er stakåndet og bange. I baggrunden skriger Karina. De to piger flygter, mens de griner hysterisk i et forsøg på at styre den altoverskyggende frygt.

Gruppen ghosthunting.dk er på spøgelsesjagt. De har sat videoovervågning op flere steder på gården, inden de deler sig op i to grupper udstyret med håndholdte kameraer, lydoptager, lommelygter og en pumpe, der skaber et elektromagnetisk felt, så spøgelserne lettere kan manifestere sig. De undersøger stederne, når nattens stilhed har sænket sig. Derved undgår de støj udefra, og mørket skærper de andre sanser.

- Vi er ikke i tvivl om, at spøgelser eksisterer, men vi vil lade folk selv bedømme, siger Thomas Andersen, der er formand for gruppen.

LÆS OGSÅ: Det spøger hos Lene

Herregårdens historie

Ud over Thomas består gruppen af hans kæreste 25-årige Karina Bendiksen fra Skive, Lynn Harpøth, 22 år, fra Holstebro, Tommy Vonsyld Jensen, 26 år, fra Sunds og Torben Hansen 45 år, fra Esbjerg. Gruppen har undersøgt 40-50 steder og har flere gange været udsat for hændelser, du ikke kan forklare med andet end rigtige spøgelser.

Herregård Hessel er kendt for at være et af de mest hjemsøgte steder på egnen, derfor forventer de også aktivitet i løbet af natten.

- Vi skal være i gang kl. 24, siger Thomas fra kommandocentralen.

Mændene undersøger stalden, hvor der går rygter om en spøgelseshest og en staldknægt, der blev afstraffet med 400 piskeslag, så han døde af sine kvæstelser.

Den døde baby

Pigerne begynder i rullestuen - et lille rum i den ene længe, hvor en hund afslørede liget af en baby.

Tjenestepigen Ane Sørensdatter fødte i 1836 i hemmelighed en baby i grovkøkkenet og gravede barnet ned i rullestuen. Hun forklarede, at barnet var dødfødt. Siden ændrede hun forklaringen til, at barnet døde under fødslen, fordi det ramte det hårde stengulv. Ane blev dødsdømt, men benådet flere år senere. Hun giftede sig og fik fire børn.

LÆS OGSÅ: Den hængte mand

Barnegraven er stadig synlig i gulvet. Uvist af hvilke grunde bliver jorden ved med at falde sammen lige på det sted.

- Vi er ikke bange, men vi kan godt blive forskrækkede eller overraskede, forklarer Karina, inden hun sætter sig tilrette i det iskolde rum.

Jagten på spøgelser begynder

Gruppen optager alt, mens de stiller spørgsmål ud i rummet i skæret fra lommelygterne.

- Er her nogen? Hvorfor døde dit barn, Ane? Giv en lyd, giv et tegn, siger Karina.

Intet sker. Efter 45 minutter bryder de op. Walkie talkien skratter.

- Er det jer, der laver sjov med mig? spørger Thomas.

Spøgelserne kommer

Gruppen mødes på gårdspladsen. Thomas er stakåndet, og sveden driver af ham. Mændene havde taget en pause fra spøgelsesjagten, og Thomas var trådt af på naturens vegne.

- Jeg skulle plimmelim, men det var lige før, jeg skulle bumelum, fortæller han.

LÆS OGSÅ: Clairvoyant hjalp Sisse i kontakt med sin afdøde mor

Døren til toilettet blev rystet voldsomt, som om en person forsøgte at komme ind til ham.

- Jeg kunne se et par sko under døren. Der er en ret bred revne. Jeg kunne se, han gik tilbage og skyggerne blev lange, siger han og demonstrerer.

Hånden fra et spøgelse

Nu ved de, det spøger på gården, og jagten intensiveres. Pigerne går ind i herrestuen og sætter sig.

- Han kommer, han kommer, lyder en stemme fra mørket.

Karina mærker en iskold hånd, der stryger hende over kinden.

- Det føltes nærmest som en isterning, men det var en venlig berøring, siger hun og spekulerer i, om det var en pigeglad gammel gris.

Øjeblikket efter mærker Lynn præcis det samme. Pludselig ser de en sort skygge foran sig. De skriger og flygter fra huset.

Personlige oplevelser

- Tommy blev grebet fat om benene nedefra, og Torben mærkede et hårdt greb om armen, og vi så personer, der stak hovedet ud fra hovedbygningen, fortæller Thomas.

Gruppen hørte også lyde i form af fodtrin og ting, der blev flyttet rundt.

- Vi har optaget nogle af stemmerne og lydene, men det var mest personlige oplevelser. Jeg følte også på et tidspunkt, der var en, der ville have mig tilbage i rummet eller have mig ud, fortæller han.

LÆS OGSÅ: Clairvoyant opklarer Lissis søns mystiske død

- Vi har snakket om at tage derop igen, men Torben skal ikke nyde noget. Han vil ikke ind i den bygning igen, fortæller Thomas.

- Jeg har fået nok, siger Torben, der sammen med Karina også oplevede, at stolen rystede under ham.

Se filmen fra natten her: http://www.ghosthunting.dk/190