Jane sov ind med et smil

I går aftes kl. 21.15 sov Jane stille ind på selvmordsklinikken Dignitas i Schweiz. Hun smilte, da sovemedicinen gled ind i hendes krop via sonden. Hendes sidste ord til de mange danskere, der her fulgt hende i den sidste tid: Kæmp videre for aktiv dødshjælp i Danmark.

Rikke og Jane i lufthavnen i Kastrup i onsdags. I går døde Jane kl. 21.15.

 

 

"Så fik hun fred. Hun sov ind omkring kl. 21.15, og Kim siger, at hun smilte til ham, da hun havde sprøjtet sovemedicinen ind i sonden. Vi har været inde og se hende efterfølgende, og jeg må være ærlig at sige, at det gjorde ondt. Jeg håber så meget, at hun har det bedre nu."

LÆS OGSÅ: I dag tager Jane sit liv

Sådan skrev 23-årige Rikke Kimie Andersen i går aftes i en sms til Ude og Hjemme. Nu er hendes 53-årige mor, Jane Hoffmann, ikke mere.

Vigtigt med debat

Jane, som i august i fjor fik stillet diagnosen ALS, tog sit liv på selvmordsklinikken Dignitas i Zürich i Schweiz.

LÆS OGSÅ: Janes sidste jul med familien

Ude og Hjemme har fulgt Jane og familien siden november. Grunden, til at Jane valgte at fortælle åbent om sin sygdom og sin beslutning om at tage sit eget liv, var, at hun gerne ville starte en debat om aktiv dødshjælp i Danmark.

- Der er ikke noget, jeg hellere ville, end at leve videre - men ikke for alt i verden. Jeg vil have lov at dø med værdighed. Det er derfor, jeg har valgt at medvirke i denne artikel, for at sætte fokus på aktiv dødshjælp. Det skal vi også have i Danmark. Det er forkert, at man er nødt til at rejse ud af sit eget land, når man er så syg, som jeg er. Jeg ville helt klart hellere dø i fred og ro herhjemme, forklarede Jane i november.

Helt klar i hovedet

Siden gik det støt ned ad bakke med hendes helbred. I december fik hun endelig godkendelsen fra selvmordsklinikken i Schweiz. Kort før jul fik hun så datoen for sit planlagte selvmord, torsdag den 9. januar.

LÆS OGSÅ: Kim ville følge Jane i døden

Da familien i onsdags fløj til Schweiz, måtte Rikke skubbe sin mor i kørestol hele vejen ud til flyet. Jane kunne ikke længere gå, hun havde problemer med at synke, og kunne næsten heller ikke længere tale.

Jane var dog helt klar i hovedet til det sidste, og hun fulgte med stor opmærksomhed og glæde den debat, hun med sin historie har sat i gang i Danmark. Ikke mindst alle de kommentarer, Ude og Hjemmes læsere skrev til hende og familien på Facebook, blev læst.

LÆS OGSÅ: Rikke støtter sin mors ønske om at dø

Kæmp videre

I går eftermiddag - godt fem timer før, hun trykkede på knappen på selvmordsklinikken, hvor hendes elskede mand Kim sad ved hendes side - gik Jane selv ind på Ude og Hjemmes Facebookside og skrev en sidste besked:

"Kære alle i Danmark. Nu er jeg i Schweiz med min familie og sidder og venter på, at jeg skal afsted. Til alle jer, der har været inde og skrive søde hilsner til mig: I ved ikke, hvor meget det rent faktisk varmer. Jeg er meget rørt over det og tusinde tak. Jeg har læst hver og en. KÆMP VIDERE I DANMARK FOR AKTIV DØDSHJÆLP. man ved aldrig, hvem sygdommen rammer, og alle skal have retten til at bestemme over sit eget liv - og død. Uartigt, at jeg skulle rejse så langt for at dø."

LÆS OGSÅ: Janes sidste ferie med familien

Efter regn kommer sol

Janes familie, som er med i Schweiz, og som flyver hjem senere i dag - hendes mand Kim og børnene Rune, Rikke og Kims datter Maria - er naturligvis i dyb sorg. Men måske også en smule lettede trods alt - nu er det overstået.

I en sms til Ude og Hjemme skriver Rikke blandt andet: "Efter regn kommer sol, som man siger".