Jeg er glad og stolt

Så er spændingen udløst! 44-årige Pernille blev Danmarks bedste lærer.

¬Det er sagt om den danske folkeskole, at det er et sted, hvor småsten afpudses, og diamanter gøres matte. Sådan er det ikke i Pernille Bork Steffensens klasse. Den 44-årige lærer på Høje Kolstrup Skole ved Aabenraa kæmper hver dag for, at alle børn skal funkle. Både de svage og de stærke.

Elevernes talenter skal findes, foldes ud og have lov til at skinne klart. Klasseværelset ligner da også en hel juvelérbutik af tindrende smil og strålende blikke, da Ude og Hjemmes chefredaktør, Kaj Elgaard, overrasker Pernille midt i en dansktime for at bekendtgøre resultatet af årets lærerkonkurrence.

-Man hører mange negative ting om skolen og lærerne i disse år. Men du dementerer effektivt alle de påstande, indleder Kaj Elgaard sin hyldesttale og fortsætter:

-Det er femte gang, Ude og Hjemme kårer Danmarks bedste lærer, og i år er det strømmet ind med forslag om fantastiske lærere. For os i dommerkomitéen var der dog ikke tvivl om, at du, Pernille, er den mest fantastiske af dem alle.

Med æren og titlen følger en check på 10.000 kroner til klassen. En sum, der straks får ben at gå på:

- Nu kan vi komme på lejrskole, lyder det jublende fra børnene til Pernille.

Læs også: Faldt for den unge elev