Jeg gav mit barn væk

Jeg var kun 19 år da jeg blev gravid og jeg kunne slet ikke magte opgaven at blive mor. Jeg gav min datter til min mor, men jeg har altid fulgt med i hendes liv og hun er vokset op og blevet helt perfekt.

Jeg var lige fyldt 19, boede stadig hjemme og var rastløs ad helvede til. Jeg havde en kæreste jeg ikke var forelsket i og havde intet job eller en uddannelse jeg brændte for. En dag fandt jeg en jobannonce fra et ægtepar med fire børn i en forstad til New York, der søgte en stuepige, og jeg syntes, det lød spændende.Vi blev enige om at jeg skulle bo hos dem i et år og så slog jeg op med min kæreste, pakkede mine ting og vinkede farvel til mor og far. Familien i USA tog godt imod mig, og de næste tre måneder var fantastiske, men alt ændrede sig med ét, da jeg opdagede at jeg var gravid. Det kunne kun være min ekskæreste, for han var den sidste, jeg havde været sammen med. Jeg rejste hjem og nu stod jeg ikke kun uden arbejde, lejlighed og uddannelse. Jeg var også gravid i en alder af 19 år, men til mit held valgte mine forældre at købe en lejlighed til mig og mit kommende barn.

Lille Alma kom til verden og virkeligheden ramte mig for alvor. Jeg havde aldrig haft ansvar for andet eller andre end mig selv. Som tiden gik, kunne jeg mærke, at jeg var ved at bukke under, og jeg følte mig trist, ensom og isoleret. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind, fordi Alma græd mere, end hun sov. Alma havde grædt uafbrudt i to dage, da jeg overvejede at lægge en pude over hendes hoved. ”Hvis ikke du kommer og henter Alma nu, er jeg bange for, at jeg gør noget drastisk”, hulkede jeg til min mor i telefonen. Der gik kun et kvarter, før mor stod døren. Hun kiggede bekymret på mig og sagde så: ”Gå i seng”. Jeg tager Alma med mig, og så kan du komme og hente hende, når du er klar”. Jeg drattede udmattet omkuld i sengen og sov i halvandet døgn.

I tre uger prøvede jeg at være en god mor for Alma, men det gik bare ikke. Jeg var for ung og umoden til det at have et barn, og mine forældre endte med at adoptere Alma. Det resulterede i at jeg blev socialt udstødt i min by. Og det kulminerede en eftermiddag da jeg var ude og handle, og jeg fik en lussing af en kvinde, jeg aldrig havde mødt før. ”Du er et udskud, der ikke har fortjent at leve”, hvæsede hun. Ordene ramte mig langt hårdere end lussingen, og jeg havde det så skidt, at jeg bare bøjede hovedet og skyndte mig væk.

Jeg besøgte Alma fast en gang om ugen, og jeg kom forbi for at lege med hende, når det passede med mit job og studie. Alma kaldte sin mormor for mor, men hun vidste godt at jeg var hendes egentlige biologiske mor. Alma skulle til at begynde i skole, da jeg blev færdiguddannet som sygeplejerske. Jeg fik arbejde på et hospital og det var her jeg mødte Frederik. Til min store lettelse tog Frederik det pænt, da jeg fortalte ham, at jeg havde en datter, og han mødte både Alma og mine forældre. Jeg mærkede stadig mange dømmende blikke i offentligheden, men Frederik accepterede mig som jeg var. Vi blev gift og forsøgte at få børn sammen, men uden held, så vi fulgte med i Almas liv og skolegang i stedet. Når jeg følte skyld over, at jeg havde givet mit barn væk, huskede jeg mig selv på, hvor desperat jeg var dengang og at det her var det bedste for hende.

I dag er Alma 27 år, og skal snart være mor for første gang. Hun kalder mig ved fornavn, men har sagt jeg godt må være mormor til hendes barn. Jeg er så stolt af hende og ikke mindst mine forældre, for det er deres fortjeneste, at Alma er blevet den person, hun er, og hun voksede op i trygge omgivelser. 

Se også: Jeg efterlod mit barn på P-pladsen