Jeg kunne sove mit liv væk

29-årige Jeanet Dupont fra Odense lider af den sjældne søvnsygdom narkolepsi, der gør, at hun har en overdreven søvntrang.

Foto: Alex Tran

29-årige Jeanet Dupont fra Odense lider af den sjældne søvnsygdom narkolepsi, der gør, at hun kan falde i søvn hvorsomhelst og nårsomhelst.
Sygdommen betyder også, at hun er træt meget af dagen og ofte har store problemer med sin nattesøvn.

Massive medicinforbrug
- Når jeg er midt i min søvn, kan jeg pludselig føle, at jeg er vågen. Jeg fornemmer alt omkring mig, men kan bare ikke vågne op. Jeg oplever simpelthen at være vågen, mens jeg sover, og det er faktisk meget ubehageligt. Den form for mareridt er typisk for os, der har narkolepsi, fortæller Jeanet.

Hun fik konstateret den sjældne sygdom, da hun var 23 år, og siden har hun været overladt til et massivt medicinforbrug for at få hverdagen til at hænge sammen.
- Jeg må tage tre forskellige slags medicin hver dag. Men det har givet mig et liv, jeg er glad for, så det betyder intet. Jeg glæder mig bare over, at medicinen virker, siger den 29-årige.

Læs også: Svulsten forsvandt af sig selv.
 

NARKOLEPSI

Narkolepsi er en sygdom, hvor man pludselig får en uimodståelig trang til at sove. Folk kan falde i søvn midt i en samtale eller anden aktivitet. Ud over søvntrangen er narkolopsi kendt for anfald, hvor alle muskler slappes, så man pludselig kan falde sammen. Mellem 3.000 og 5.000 danskere har sygdommen, som rammer lige hyppigt blandt mænd og kvinder. Symptomerne viser sig oftest omkring 15-20-års alderen, men kan begynde allerede i barndommen. (kilde: netdoktor.dk)

Falder i søvn på job
Medicinen bevirker blandt andet, at Jeanet på trods af sin sygdom er i stand til at passe sit arbejde som servicemedarbejder på en Shell Station i Odense.
- Jeg har en god chef og nogle dejlige kollegaer, som kender til min sygdom, og hvis jeg en dag er meget træt, tager de hensyn til mig. Men jeg har da prøvet at falde i søvn på jobbet, og det er jo ikke specielt heldigt, erkender Jeanet.

For halvandet år siden mødte hun sit livs kærlighed, den 29-årige mejerist Anders.
De to bor nu sammen i en lille etværelses lejlighed i det centrale Odense og sparer p.t. sammen til at købe hus sammen.

Læs også: Mor blev rask.
 

Vil være mor
- Jeg drømmer om en fremtid med Anders og en masse børn. Også selv om det at få børn skal planlægges meget nøje med den her sygdom. Hvis jeg bliver gravid, skal jeg holde pause med medicinen og overvåges tæt af læger imens, siger Jeanet.

Det anser Anders dog ikke for nogen større forhindring.
- Jeg vil gøre alt for Jeanet, også selv om det kræver, at jeg skal være hjemme hos hende hver dag. Jeg har lært at leve med hendes sygdom, og så må jeg tage det, der kommer med et smil og gåpåmod, siger han.

For Jeanet har mødet med Anders specielt betydet en stor forandring fra hendes tidligere liv.
- Da jeg boede alene, isolerede jeg mig, fordi jeg var flov over, at jeg var så træt og ugidelig. Men Anders har lært mig at springe ud i livet og være åben om min sygdom, og det har hjulpet mig utroligt meget, siger den 29- årige og sender sin mejerist et kæmpesmil.