Jeg søger en dansk rugemor

Melanie er dømt til barnløshed: Hun kan ikke få børn, hun må ikke adoptere, og hun må ikke bruge en rugemor. Men Melanies biologiske ur tikker. Hun og kæresten Jakob vil ikke bare passivt vente.

Foto: Steen Wrem

Melanie Louw fra Lyngby ved København må aldrig blive mor.
På grund af en kronisk sygdom kan hun ikke føde selv.
Og dansk lov tillader hende hverken at adoptere eller benytte en rugemor.

Bryder loven for at blive mor
Men Melanies moderinstinkt er stærkt, og hun er parat til at bryde loven for at blive mor.
På hjemmesiden rugemor.dk har hun derfor oprettet en annonce, som hun håber vil få hende i kontakt med en dansk kvinde, som vil føde hendes barn.

- Jeg tager med glæde min straf, hvis jeg til gengæld kan blive mor, siger den 26- årige kvinde.
Hendes ufrivillige barnløshed skyldes, at et svagt blodkar i hendes nakke risikerer at briste og slå hende ihjel, hvis hun bliver gravid.

Kan dø af at blive gravid og må ikke adoptere
Og fordi lægerne af samme årsag har erklæret Melanie kronisk syg, kan hun heller ikke blive godkendt som adoptivmor.
- Når jeg tænker på alle de børn, som bliver sat i verden uden hverken at være planlagte, ønskede eller elskede, føles det uretfærdigt, siger Melanie, der er førtidspensionist.

Den kønne blonde kvinde er i sig selv et mirakel.
Som barn blev hun pludselig lam, da det misdannede blodkar i hendes rygrad sprang. Det var rent held, at hun overlevede.

Vil finde en rugemor - selvom det er ulovligt
I dag er Melanie taknemmelig for at være i live, men det kom med en pris: Hun kan dø af at blive gravid.
- Jeg har spurgt min mor, om hun vil bære mit barn, men hun føler sig for gammel, og mine veninder har travlt med at få deres egne børn, fortæller Melanie.

Endnu har Melanie og kæresten Jakob Jacobsen, 30, der er lastbilchauffør, ikke opnået seriøs kontakt med en rugemor.
Men hvis det sker, overtræder de loven. - Det er jeg ligeglad med, siger Melanie rent ud.

Og Jakob støtter sin kæreste.
- Melanie er mit livs kærlighed, og der er ikke noget, jeg hellere vil end stifte familie og gøre hende til mor.
Men jeg elsker hende også uden børn, forsikrer Jakob.