Jeg var død i 11 minutter

Det var et utroligt held i uheld, da Leif fik hjertestop under en sejltur. For med på båden var både sønnen Benjamin og en god ven af familien, Louise. Og kun takket være de to lever Leif i dag.

 

Leif Werge døde 11 minutter i 10 om formiddagen den 1. juni sidste år. Han fik et hjertestop i sin sejlbåd.

Alligevel står han lige nu i garagen hjemme på Bogø sammen med sin søn, Benjamin, og skruer på en motor. Leif fik nemlig en chance til, takket være Benjamin, Louise, der var med som gast i båden, flere hjerteløbere, der var på kursus, og Leifs kone, Birgit, der stod på havnen. Det var hende, der fik fat i hjerteløberne, mens hun ventede 
på at få at vide, om hendes mand var død eller levende.

Leif var heldig. Helt utroligt heldig. Tilfældigvis fik han et hjertestop, og lige så tilfældigt var han i selskab med nogle mennesker, der vidste, hvad de skulle gøre, den dag hans hjerte holdt op med at slå. Hans søn Benjamin og gasten på båden, Louise Miltenburg Caspersen, der er en ven af familien, er indstillet til at få en pris som Årets Hjerteredder, for det er dem, der reddede Leif den dag, der skulle have været en festdag.

Dagen begyndte med, at Leif hentede morgenbrød til familien. Det var dagen for den årlige kapsejlads ”Tærø rundt”, som samtlige Bogø-beboere med båd så frem til hele året – og især Leif og hans søn, Benjamin.

Leif var og er stadig en gal sportsmand. Han sejler, han løber, han cykler – og han bygger. Han var og er selvstændig tømrer, og ingen arbejdsdage var for lange for Leif. Når han kom hjem fra arbejde, fortsatte han på familiens eget hus, som han selvfølgelig også selv havde bygget. Han var slank, sportstrænet og i fantastisk kondition. Han var 66 år, og han havde stort set aldrig haft en sygedag. Men livet er ikke retfærdigt, for man kan godt få hjertestop, selv om man er ganske frisk. 

 

 

Tænkte på bryllupsdag

Det eneste, Leif selv husker fra den dag, er, at det var fint vejr. Han husker, at han hentede rundstykker, og at han tænkte på, at næste dag var det hans og Birgits 29-års bryllupsdag. Resten af den dag husker han ikke, men hans familie glemmer den aldrig – især ikke Benjamin, som var med i båden, som han altid var, for han har sejlet med sin far, siden han selv var en baby. Birgit var blevet på land. Hun ville sørge for arrangementet om aftenen, hvor der skulle være fest på havnen som sædvanlig, men den dag blev alt helt anderledes.

– Startskuddet lød, og far hev sejlet hjem. Vi var lige kommet ud af Bogø havn, da far sagde, han var lidt dårlig tilpas. Jeg sagde til ham, at han nok bare havde drukket alt for meget kaffe og alt for lidt vand, og bad ham om at sætte sig lidt. Louise, vores nabos datter, var med som gast. Hun kan ikke sejle, men vi syntes alle, at det ville være mægtig hyggeligt, hvis hun var med, så hun var der bare for det gode selskabs skyld, men uden hende havde vi ikke haft far hos os i dag, siger Benjamin.

Læs også om Marius tre hjerter

Hele Bogø by stod inde på havnen. Birgit var der også. Hun elskede at se skibene sejle ud, så hun vinkede, mens hun snakkede med naboerne om kapsejladsen og festen om aftenen. 

Ude på båden kigger Benjamin over på sin far og opdager, at der er noget helt galt. Hans far var sunket sammen på bænken og var gledet ned i bunden af båden.

– Louise og jeg kaldte på ham og tog fat i ham, men han var bevidstløs. Jeg kunne se, at han ikke trak vejret, men så overtog Louise. Vi kunne begge to give hjertemassage, men jeg kunne også sejle båden hjem, og det var det, jeg skulle. Imens gik Louise i gang med hjertemassage, mens jeg satte motoren til, for nu skulle vi bare ind på land hurtigst muligt, siger Benjamin.

Birgit skulle til at gå hjem, da hun pludselig så, at en af bådene vendte om og sejlede tilbage mod havnen.

– En mærkelig fornemmelse fik mig til at blive stående og se, hvad det var for en båd. Og så ringede min telefon. Det var Benjamin, der sagde, at Leif havde fået hjertestop, og at jeg skulle ringe efter en ambulance og en hjertestarter omgående, siger Birgit.

 

Hjælpen var nær

Et par kilometer væk sad der denne lørdag formiddag en flok mennesker og genopfriskede deres lærdom. De var akuthjælpere i Region Sjælland 112. Tilfældigvis var der også en paramediciner med på holdet. Det tegnede til at blive en hyggelig dag med noget undervisning og ellers en hyggelig frokost i solen. 

I stedet blev der pludselig ringet efter dem – og det var ikke en øvelse, som de først troede. Det var Leif, der havde brug for hjælp, og holdet kørte straks ned på havnen. Imens var ambulancen på vej og en helikopter fra Ringsted. Birgit havde gjort, hvad hun kunne for sin mand. Nu kunne hun bare vente.

Ude i båden kæmpede Louise med Leif, men han kom ikke til bevidsthed. Hun blev ved og ved, imens Benjamin sejlede skibet ind i havnen igen og vendte båden, så de andre kunne hente hans far op af båden. Hvad han tænkte? Han tænkte ikke. Han bed tænderne sammen og sejlede, så godt og så hurtigt han kunne, som hans far havde lært ham.

Da de kom ind i land, havde Louise fået Leifs hjerte i gang igen – med fem procent, viste det sig senere – og herfra overtog hjertestarterne og paramedicineren opgaven med Leif. 

Benjamin vendte sig væk og fortøjede båden, Birgit vendte sig også væk. De andre, alle de professionelle, havde overtaget, og de kæmpede med hendes mand. Hun kunne intet gøre, men hun tænkte ved sig selv, at hvis Leif nu var død, skulle de sidste minutter på havnen ikke være dem, hun huskede efter et langt liv sammen. 

Helikopteren kom. Lægen sprang ud og fortalte dem, at det var et godt stykke arbejde, de havde gjort, Louise og Benjamin og alle de andre. Der var håb for Leif, og det var deres skyld.

– Det var lørdag over middag, og Benjamin og jeg og vores datter og svigersøn kørte ind til Rigshospitalet, hvor Leif var blevet indlagt. Hans hjerte var gået i gang igen, efter at han havde fået stød 10 gange. Nu lå han i kunstig koma. 

    En MR-scanning havde vist, at Leif havde haft en blodprop i hjertet på et eller andet tidspunkt, uden at han havde opdaget det. Det var ikke derfor, hans hjerte var stoppet. Der var ingen grund til, at det overhovedet var sket. Nu kunne vi bare håbe på, at han vågnede igen uden skader, siger Birgit.

 

Uopdaget blodprop

Om tirsdagen blev Leif vækket af sin koma – og han forstod absolut intet.

– Det eneste, jeg huskede fra den dag, var, at jeg havde hentet rundstykker. Alt andet var væk. Til gengæld var mine ribben knækket, og min arm var hævet af væske, så jeg syntes faktisk, det hele var noget mærkeligt noget. Jeg mente, det var bedst, jeg kom hjem, for der var jo en del, der skulle laves derhjemme, så der var ingen grund til at ligge for længe i en hospitalsseng, siger Leif.

Da Leif blev udskrevet 14 dage efter, havde han fået indopereret en pacemaker ved brystbenet. Den vil give hans hjerte et lille stød, hvis det igen skulle gå i stå. Han havde tænkt sig at gå på arbejde med det samme, han havde planlagt at lægge nogle fliser, og en emhætte skulle der også sættes op. 

– Det eneste, jeg kunne klare, var at stå op om morgenen, drikke min morgenkaffe og så lægge mig på sofaen, hvor jeg sov resten af dagen, siger Leif.

For de to andre var det et kæmpe chok, at deres far og mand pludselig var døden nær – og bagefter kom angsten. 

Læs også om Jeanettes hjerte

– I de første uger turde jeg ikke lade ham være alene hjemme, siger Birgit. Når jeg var nede og handle eller på arbejde, var Benjamin hos ham, men jeg kunne jo ikke våge over ham. Det måtte jeg indse, siger Birgit.

Der findes nok ikke den kvinde, der kan holde Leif tilbage. Fem uger efter sit hjertestop cyklede han ”Bornholm rundt” sammen med sine hjertereddere. Fliserne på terrassen blev lagt – med hjælp fra en god ven. Emhætten er også kommet op. 

Leifs problem var, at han ikke rigtig forstod, at han faktisk havde mistet livet den dag, så han ville leve sit liv, som han plejede. Det gør han også, bare lidt langsommere. Den travle tømrermester har skruet ned for arbejdsmængden, og han tænker over, hvor heldig han var.

Benjamin tænker også over det, men det er ikke noget, de to mænd snakker om. I stedet snakker de om den bil, de er ved at sætte i stand sammen. De sejler ud sammen igen, og de griner og diskuterer med hinanden, som de altid har gjort, men noget er ændret. 

Benjamin er 20 år, og han er blevet voksen. Han passer på sin far, som han engang passede på sin dreng, da han var lille. Det er blevet hverdag hos familien Werge igen. Den 2. juni er det Birgit og Leifs 30-års bryllupsdag, og den skal fejres med manér, for de har meget at være taknemmelige for i den familie.

 

Årets Hjerteredder

Du kan stemme på Årets Hjerteredder 2020 på hjerteredder.dk. Afstemningen slutter 16. marts kl. 12. 

Afsløringen af, hvem der bliver Årets Hjerteredder 2020, sker ved Hjertegalla, der sendes lørdag den 21. marts kl. 20.55 på TV 2 CHARLIE.