Katrina

International karriere venter

International karriere venter:

TRAFIKOFFER BLEV MODEL

For fem måneder siden svævede smukke Katrina Burgess mellem liv og død
efter at være blevet reddet ud af en totalskadet bil.

For nylig underskrev hun en modelkontrakt og spås en international karriere.

Den 17-årige holdes bogstavelig talt sammen af søm og skruer - men
lever i dag en stort set normal tilværelse takket være lægernes utrolige
indsats.

Katrina var mere død end levende, da hun i en ambulance med hylende
sirener blev kørt til Musgrove Park Hospital i Sommerset i England.

Kort forinden var hun blevet skåret ud af sin bil, der var krøllet fuldstændig
sammen, da hun - med 110 km/t. - i en eneulykke kørte galt ved udkørslen
til en motorvej. Weymouth i Dorset.

En uge efter ulykken var hun på operationsbordet første gang. Her blev
der indsat seks lange metalskruer langs rygraden for at stabilisere og
støtte rygsøjlen.

Endnu en uge senere blev et par titaniumskruer sat ind
ved et brud helt oppe i nakken. I alt blev der sat 11 metalskruer og -søm
ind i Katrinas spinkle krop.

Resultatet af operationerne var intet mindre end mirakuløst.
- Efter 14 dage fik jeg følelsen i benene tilbage og begyndte straks
på genoptræning. Også den snurrende fornemmelse forsvandt hurtigt, siger
Katrina, der bor i byen Weymouth i Dorset.

Da hun for tre uger siden stod frem i en engelsk avis og fortalte sin
historie, blev hun kontaktet af modelbureauet BASE, der har hovedkontor i
London, og nu har hun skrevet kontrakt med indehaveren, Sarah Hawkins.

- Jeg ved godt, at jeg har været helt utroligt heldig. Jeg føler
virkelig, jeg har fået en ny chance i livet - og den har jeg tænkt mig at
gribe, siger den kommende fotomodel.

annemette.barbré@udeoghjemme.dk