Læge holdt kvinde som sexslave

En 30-årig svensk kvinde har været udsat for et sandt mareridt. Hun troede, hun skulle møde en ung læge på en romantisk date. I stedet blev kvinden bedøvet, bortført og holdt indespærret i en specialbygget fængselscelle på en ødegård i Skåne. Her skulle hun fungere som hans sexslave.

En 38-årig læge er ved retten i Stockholm tiltalt for at have kidnappet og voldtaget en 30-årig kvinde på en ødegård i Skåne.

Ifølge anklageren mødtes den svenske læge og den 30-årige kvinde i hendes lejlighed til en date den 10. september i fjor.

Han bildte hende ind, at han var fra USA og kun talte engelsk. Dagen efter tog de til hans gård nær Axeltorp i Skåne, hvor han planlagde de sidste detaljer af sin plan.

LÆS OGSÅ: 13-årige Nicole fandt grusom kæreste

Holdt som sexslave i en bunker

Parret tog tilbage til lejligheden i Stockholm, hvor den intetanende kvinde blev budt på champagne og jordbær, som lægen havde forgiftet.

Dybt bevidstløs blev hun yderligere bedøvet med narkosemidlet midazolam.

Lægen er anklaget for at have voldtaget kvinden i lejligheden, mens hun var bedøvet.

Efter voldtægten, og mens hun stadig var bedøvet, satte lægen hende i en medbragt kørestol og transporterede hende ud til sin bil. For at skjule hendes identitet havde han iklædt hende en gummimaske, så hun lignede en gammel mand. Derefter kørte han sit bedøvede offer de godt 530 kilometer tilbage til ødegården i Sydsverige.

LÆS OGSÅ: Daniel fandt sin kone i Afrika: Medgiften var to kameler

På ødegården havde den tiltalte læge gennem fem år bygget en speciel maskinhal i baghaven. Her påtænkte han at holde op til seks kvinder indespærret flere år ad gangen. Den 30-årige kvinde fra Stockholm skulle være det første offer.

Maskinhallen var indrettet som en 60 kvadratmeter stor bunker af jern og beton. Den 6 gange 10 meter store bunker var lydtæt og flugtsikker, og bag en tilforladelig rød trædør skjulte der sig en sluse med to ståldøre med kodelås og fem låsepaler på hver dør. Hvis det var lykkedes den kidnappede kvinde at komme igennem den første dør, ville hun blive indespærret i en sluse, uden at vide, om hun nogensinde ville slippe ud igen. Bunkeren havde 30 cm tykke betonmure samt støbt betongulv og loft. Der var ingen vinduer og ingen ventilation.

Plantegningen viser indretningen af fangebunkeren, der kunne rumme op til seks fanger.

Sexkontrakt

Ifølge anklageskriftet tvang den 38-årige kidnapper kvinden til at underskrive en sexkontrakt. I den forpligtede hun sig til at have ”samleje og oralsex med manden samt fjerne sine kønshår og pierce sig selv”.

Hvis hun misholdt kontrakten, ville han straffe hende ved at forlænge opholdet i den hemmelige bunker. Nægtede hun samleje, kunne det koste hende yderligere 100 dage, og et flugtforsøg ville blive straffet med fem år ekstra i fangenskab.

Da kvinden på et tidspunkt under sit fangenskab fik lov at komme ud og trække frisk luft, advarede lægen hende med disse ord:

– Du kan skrige så højt og lige så meget, du har lyst til. Ingen kan høre dig.

LÆS OGSÅ: Sosu'er skal tvinges til at dyrke motion

Den 30-årige kvinde har forklaret via sin advokat, at hun flere gange under turen fra Stockholm tilbage til Axeltorp vågnede, hvorefter lægen hurtigt bedøvede hende igen. Da hun kom til sig selv i bunkeren, var det med en kanyle i armen.

Hun fik at vide, at hun var blevet kidnappet, og at hun skulle forvente at være i bunkeren mindst et par år. På et tidspunkt fik hun også at vide, at lægen overvejede at kidnappede hendes mor.

Derfor spurgte han, hvordan hun så ud, og om datteren kunne anbefale hende som sexslave nummer to.

Ligesom i et fængsel havde manden bygget en indhegnet gård, så eventuelle forbi­passerende ikke kunne kigge ind.

Fældet af betjent

Den 38-årige læges uhyggelige planer med den otte år yngre kvinde fik en ende den 17. september. Han kørte til Stockholm for at hente noget tøj i kvindens lejlighed, men låsen var skiftet. Kvindens pårørende havde alarmeret politiet for at få hende efterlyst, og politiet havde sat en seddel på døren.

Det fik den nu tiltalte læge til at udtænke en plan. Han hentede kvinden i cellen i Skåne, og sammen kørte de til Stockholm og troppede op på Norrmalms politistation. Her blev den kidnappede kvinde truet med en pistol til at fortælle, at hun var i god behold, og at eftersøgningen skulle afblæses.

Men på stationen fattede betjentene mistanke og trak den 30-årige til side i et andet rum. Her fortalte hun om bortførelsen og om opholdet i bunkeren i Skåne. Gerningsmanden blev derefter overmandet af betjente og anholdt. Pistolen viste sig at være en attrap.

Lægen har været fåmælt under retssagen. Via sin forsvarer, Mari Schaub, har han meddelt, at han i perioder har været deprimeret, og at han kun ønskede at finde en kvinde at leve sammen med.

Chefanklager Peter Claeson har bedt dommeren om, at alle involverede i retssagen får mulighed for ved selvsyn at opleve de forhold, som kvinden var indespærret under på ødegården.

– Det er et sted, man kun ønsker at forlade hurtigt muligt. Men det var umuligt for kvinden, forklarede anklageren.

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen makeover: Enkel page

Den 30-årige kvinde bliver behandlet for post-traumatisk stress, og ifølge hendes advokat kan hun ikke sove uden medicin. Hun er med advokatens ord ”helt ødelagt”, og har nægtet at opholde sig i retslokalet sammen med den tiltalte. Kvinden ønsker heller ikke at gense ødegården, hvor hun oplevede sit livs mareridt.

En mentalundersøgelse af den 38-årige læge fastslår, at han har en psykisk forstyrrelse. Den er dog ikke så alvorlig, at han kan erklæres for sindssyg. Derfor er han egnet til almindelig fængselsstraf, hvis han dømmes efter anklageskriftet.

Der ventes at falde dom i sagen den 23. februar.

Det indre af bunkeren var indrettet som en celle med betonvægge, men uden vinduer.

Disse to masker blev fundet i mandens soveværelse og blev ifølge anklageskriftet brugt under bortførelsen af kvinden.

 

Sveriges Fritzl

I otte år har navnet Josef Fritzl fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på millioner af mennesker verden over. Mandag den 28. april 2008 lykkedes det Fritzls 42-årige datter, Elisabeth, at flygte fra en lydtæt kælder i byen Amstetten, Østrig.

I 24 år blev hun holdt fanget af sin far under grusomme forhold. Hun blev dagligt voldtaget og mishandlet, og Elizabeth fik syv børn i fangenskab. Nu tyder alt på, at berygtede Fritzl har fået en svensk kollega.