Med livet som indsats - del 2

Jeg tog til USA for at blive opereret for min voldsomme epilepsi, men det var med hjertet oppe i halsen: Ville jeg overleve? Og ville jeg nogensinde blive helt rask?

Jeg besluttede at tage til USA for at blive opereret mod min epilepsi, selv om det var en risikabel operation, da lægerne skulle ind i hjernen og fjerne det væv, der var beskadiget, og som udløste anfaldene. Det beskadigede væv sad i samme side som hukommelsen og taleevnen, og hvis lægerne begik fejl, risikerede jeg at miste evnen til både at tale og huske – hvis det da ikke ligefrem kostede mig livet. Tre måneder senere satte jeg mig sammen med mine forældre på flyet mod USA. Jeg skulle opereres på et hospital i byen Rochester i Minnesota, hvor de er specialister i epilepsi-operationer.

Det var den 28. maj. Jeg knugede mine forældre til afsked. "Vi ses lige om lidt, min pige", hviskede min mor, og jeg kunne se, at hun kæmpede med at holde tårerne tilbage, mens hun vinkede til mig. Jeg blev kørt til operation, og det sidste, jeg tænkte, var ”bare, jeg vågner igen”. Mine forældre oplevede de fire timer som operationen varede som de længste i deres liv. Lægerne forklarede mig, at de havde fjernet ødelagt væv svarende til størrelsen på tre fingre, og at de havde syet mit hoved sammen med 40 sting. 

Se også: Med livet som indsats - del 1

Vi blev i USA i fem uger efter operationen. Jeg var meget træt og havde en voldsom hovedpine, som først fortog sig efter to måneder. Dagene gik med at slappe af og gå ture i området. Jeg havde brug for meget hvile, så der blev ikke tid til at lege turist i det store land, hvor ingen af os havde været før. Vi fik dog en enkelt oplevelse med hjem: Min fætter, som havde boet i USA i 20 år og var gift med en amerikaner, kom og besøgte os, selv om han boede 1.000 kilometer fra hospitalet i Minnesota. Jeg havde ikke set ham, siden jeg var barn, så det var en kæmpe oplevelse og rørende at se ham igen.

Da lægerne var tilfredse med min tilstand, fik vi lov at rejse hjem. De forberedte mig på, at jeg formentlig ville få et par anfald mere, før sygdommen helt slap sit tag i mig.

Da vi var hjemme i Danmark igen, fejrede min familie begyndelsen på mit nye liv med en stor fest for venner og bekendte. Jeg var glad og taknemmelig over deres store opbakning. Forinden nåede jeg at få to epileptiske anfald med kramper. Heldigvis var jeg begge gange hos mine forældre. Jeg håbede virkelig, at lægerne havde ret, og at dette var det sidste, jeg kom til at mærke til sygdommen. Tre måneder efter operationen havde jeg det bedre. Jeg havde masser af energi og mod på livet. Jeg havde ingen anfald, og i løbet af kort tid var jeg tilbage på mit arbejde fuldtid.

Jeg fik virkelig et helt nyt liv forærende efter operationen. Jeg kunne pludselig gøre, hvad jeg ville, uden at være bange for at få anfald, og jeg havde ikke længere smerter i kroppen efter kramper. Da jeg havde været fri for anfald i to år, tog jeg kørekort, og så købte jeg mig selv en bil. Den gav mig en fantastisk frihed.

Jeg går til en årlig kontrol, men lægerne er meget tilfredse med min tilstand. Jeg tænker sjældent på epilepsien, men når jeg kigger mig selv i spejlet, har jeg to ar til at minde mig om, hvor syg jeg har været. Det ene ar stammer fra dengang, jeg faldt og slog hovedet mod fjernsynet, hvilket udløste epilepsien. Det andet er 30 centimeter langt og stammer fra operationen, som gjorde mig fri for epilepsien. Jeg passer stadig mit arbejde på slagteriet, hvor jeg snart har 10-års jubilæum. Vores akkord er netop blevet sat op, så vi slagter 700 grise i timen, og det kræver, at man er vågen. Jeg havde aldrig kunnet klare det tempo, hvis jeg stadig var syg. Jeg bor i min lille lejlighed, hvor jeg hygger mig med mine venner. Jeg har ingen kæreste, men jeg har bestemt ikke opgivet håbet om at møde en. Hvor svært kan det være, når jeg nu har gennemlevet epilepsi og en stor operation?

Se også: Et fortidligt født barn kostede os forholdet