Min eksmand ville brænde mig

Cissi vågnede ved, at hendes eksmand stod i soveværelset med en dunk benzin i hånden. Da hun forsøgte at flygte, spærrede han vejen for hende med en økse. Alt, hun kunne gøre, var at gemme sig i kælderen.

Cissi mødte sin første kærlighed i 1977, da hun netop var gået ud af 9. klasse.

– Han var tre år ældre, sød og charmerende. Vi endte med at få to børn sammen, fortæller Cecil-Margret “Cissi” Eriksson, 59.

Hun beskriver desuden sin tidligere mand som en dygtig kok, han tilberedte ofte lækre middage til dem.

– Efterfølgende har folk sagt, at han kunne sige grimme ting, men mens jeg stadig var i forholdet, var det svært for mig at se den side af ham. Det var først, da hans firma gik konkurs, at han for alvor begyndte at ændre personlighed. I samme periode døde nogle af hans nære slægtninge.

Ifølge Cissi begyndte han at drikke mere og mere. Efter nogen tid blev han også sygemeldt på grund af psykiske problemer.

Læs også: Jeg fik min mand dømt

Situationen blev til sidst uholdbar, og parret blev skilt. Eksmanden flyttede til det sydlige Sverige, mens hun blev boende i den lille by mod nord. Men for at nå til enighed om bodelingen, mødtes de i retten. En række konflikter og oprørte møder fulgte. Og det skulle blive værre.

En nat i marts 2010 var der snestorm. Cissi havde svært ved at sove og gik udenfor for at ryge. Langt væk i mørket så hun lygterne fra en bil, men eftersom den kørte forbi huset, tænkte hun ikke nærmere over det og gik tilbage til sin seng.

Skræmmende blik

– Pludselig hørte jeg noget rasle. Jeg tænkte først, at noget var blæst omkuld på altanen, men det lød, som om det kom fra kælderen.

Cissi stod op, gik hen til kælderdøren og åbnede den.

– Så stod han der pludselig, min eksmand, med et brækjern i hånden og et blik, jeg aldrig glemmer. Jeg troede, han var på stoffer. Da han løftede brækjernet mod mig, forsøgte jeg at lukke døren, men han fulgte efter mig ind i køkkenet og prøvede at ramme mig. Jeg holdt mine hænder op for hovedet, så han i stedet ramte min ene hånd, og da jeg tog en køkkenstol for at skærme mig, slog han brækjernet mod min arm. Cissi hørte et smæld fra armen og sank ned på knæ.

– Jeg skreg: ”Slå mig ihjel, og få det overstået!” husker hun.

Som om ingenting var sket

Så faldt han lidt til ro. Cissi kunne vaske blodet fra armen med en klud. Og så snart hun fik chancen, tog hun sine sko på og løb ind til naboen. Naboen ringede til politiet, som var to timer væk. Da betjentene ankom, var hendes eksmand ikke længere i huset.

Det tog tre uger, før politiet fik fat på Cissis eksmand, som blev idømt et års fængsel. Han var dog ude efter bare fire måneder. Han fik et polititilhold, men i årene, der fulgte, fortalte venner og bekendte, at de havde set ham gå rundt i området.

På valentinsdag i 2018 dukkede Cissis eksmand igen op ved hendes adresse. Han talte venligt til hende, som om ingenting var sket. Denne gang hentede politiet ham i huset.

Læs også: Kaltrina skulle myrdes i massakre

Vækket af et brag

Så kom den 14. juni 2018. Cissi havde hørt, at hendes eksmand tidligere på aftenen havde befundet sig i en nærliggende by, men hun gik i seng som sædvanligt. Han ville vel næppe overveje at chikanere hende igen?

Klokken 2 blev hun vækket af et højt brag, som om nogen kastede noget ind gennem køkkenvinduet. Hun tænkte med det samme: ”Nu er han her.”

Cissi tog sine kontaktlinser på og greb sin mobiltelefon.

– Da jeg trak gardinet fra i mit soveværelse, stod han der. I den ene hånd holdt han en benzindunk, som han tømte på gulvet foran mig, og i den anden hånd havde han en lighter.

Stod i flammer

Hun løb ud i køkkenet og forsøgte samtidig at ringe til sin nabo.

– Min eneste tanke var at komme ud af huset. Men lige da jeg var nået ud ad døren, kom han imod mig med en økse i hånden, fortæller Cissi, som var tvunget til at vende tilbage til huset.

Hun låste døren og valgte at løbe ned i kælderen, fordi den havde stenvægge. Samtidig gik strømmen, og hele huset blev mørkt. Cissi satte sig ned på gulvet og ringede 112.

– Jeg sagde, at den, de sendte, skulle banke på døren og sige mit navn, så jeg vidste, at det ikke var min eksmand.

Cissi kunne høre, hvordan det buldrede og bragede i huset oven over hende. Hun troede, at det var eksmanden, som gik amok og kastede med ting omkring sig. Hun anede ikke, at hendes hjem stod i flammer.

Læs også: Marie blev stoffri efter tragedien

Hørte nogen banke

– Bedst som jeg tænkte, at jeg ikke ville dø, og at jeg havde meget mere at leve for, hørte jeg nogen banke på vinduet til fyrrummet ved siden af. Men jeg turde ikke at åbne, for ingen råbte mit navn.

Manden, som bankede på, var brandmanden Göran.

– Jeg lå og sov, da alarmen gik, men jeg var nattevagt i seks kommuner – heriblandt kommunen, hvor Cissi boede. Jeg sprang op af sengen og hastede ud til adressen. Politiet havde givet mig ordre om ikke at gå ind i huset, da der var en person bevæbnet med økse derinde. Men de var en halv time væk, så da jeg så, at huset var i brand, valgte jeg alligevel at rykke ind, fortæller Göran, som febrilsk bankede på alle husets vinduer.

Göran havde ikke fået besked fra alarmcentralen om, at han skulle sige Cissis navn, men han kendte hende i forvejen og råbte derfor hendes navn intuitivt. Først da åbnede hun kælderdøren.

– Jeg forsøgte at trække hende op, men da hun befandt sig et niveau under jorden, kunne jeg ikke. I stedet hoppede jeg ned til Cissi og prøvede at få hende til at klatre op via mit lår. Men hun var i chok og kunne ikke følge mine instruktioner.

Reddet i sidste sekund

Adrenalinen begyndte at pumpe i Göran, som greb Cissi i fødderne, og i en sidste kraftanstrengelse fik han kastet hende op på græsplænen ved kælderindgangen.

Herfra kunne Cissi se sin garage kollapse, og da hun vendte sig om, så hun, hvordan ilden havde fortæret hele hendes hus.

Hvis Göran havde ventet på politiet, havde hun formentlig ikke været i live i dag. Göran siger beskedent, at han bare gjorde sit arbejde, men det krævede både mod og evner at tage de hurtige beslutninger. Han blev siden kåret til Årets Livredder 2019 i Sverige.

Læs også: Jeg så min datter blive halshugget

Er tætte venner

Den første nat efter branden sov Cissi hjemme hos Göran og hans kone, Elisabeth.

– Jeg kender dem begge fra dengang, vi var unge, men efter den her oplevelse er vi blevet tætte venner, fortæller Cissi og mindes, hvordan Elisabeth gav hende sin pung den nat.

– Hun sagde til mig: ”Noget skal du i hvert fald have til at starte op med igen.” Siden er jeg også blevet mødt med en enorm varme og kærlighed fra alle byens indbyggere.

Lejligheden, som hun flyttede ind i, mens hendes nye hus skulle bygges, blev indrettet med gaver eller lån fra venner og bekendte i byen.

– Min eksmand har nægtet at erkende alt, hvad han har gjort imod mig. Men han blev dømt for mordforsøg, mordbrand, vold i hjemmet og overtrædelse af sit polititilhold. Han fik ni års fængsel og kan tidligst komme ud i 2024, siger Cissi og tilføjer:

– Jeg føler mig lettet og rolig lige nu, men hvad sker der, når han bliver løsladt? Forhåbentlig får han hjælp derinde, men han har før nægtet at modtage hjælp. Når han slipper ud, ejer han ingenting og har intet sted at bo. Hvor vred vil han så ikke være på mig?

Har forandret sig

Cissi mener, at hendes eksmand som minimum bør have fodlænke på, så længe han lever, for hun tror, at han vil hævne sig igen. Hun beskriver, hvordan hun også selv har forandret sig, siden hun forlod ham.

– Det er først bagefter, at jeg har indset, hvordan han kontrollerede mig og vores liv. Det var ham, der bestemte, hvad vi skulle spise, og hvad jeg skulle mene om forskellige ting. Nu bestemmer jeg det hele selv, og det er en utrolig skøn følelse.

Læs også: Først døde min søster - så mine tvillinger