Min jaloux kæreste dræbte min far

Anna-Marias far var hendes bedste ven, som hun kunne tale med om alt. Men for tre år siden blev han brutalt myrdet af datterens jaloux kæreste.

Sygeligt jaloux

Der er gået næsten tre år siden den frygtelige dag, da den nu 30-årige Anna-Marias liv styrtede i gus. Det var den dag, hendes bedste ven, hendes far, forsvandt ud af hendes liv for altid – og selv i dag kan hun vågne midt om natten med koldsved efter mareridt.

– I begyndelsen kunne jeg ikke tale om min far uden at græde. Jeg var sygemeldt i et år og gik hos en krisepsykolog. Det er takket være hende, at jeg stadig er en hel person i dag, siger Anna-Maria.

Det hele begyndte i vinteren 2011. Anna-Maria var på besøg hos sin forældre i Haparanda i Sverige julen over. En aften gik hun i byen med nogle venner, og her mødte hun en fyr. Vi kan kalde ham Nick, men han hedder noget andet.

Nick tog kontakt til Anna-Maria, og de snakkede hele aftenen. Efter juleferien rejste hun hjem til Härnösand, hvor Nick kontaktede hende. Han havde fundet hendes nummer, så de fortsatte med at smse, inden han efter nogle måneder besøgte hende.

– Det var en fin uge, vi blev kærester, og seks måneder senere flyttede han hjem til mig, fortæller Anna-Maria. I begyndelsen var forholdet godt, men efter et par måneder skete der noget med Nicks personlighed. Han ville ikke længere være sammen med Anna-Marias venner. Han blev jaloux og kunne forsvinde hjemmefra i timer, nogle gange dage uden at give lyd fra sig.

Læs om en mor, der også blev dræbt i jalousi

Ville forlade ham

Vennerne kunne mærke, at noget var galt, og opfordrede Anna-Maria til at droppe ham. Hun snakkede også med sin far, som gav samme råd. Men hun ignorerede deres bekymringer.

– Jeg blev vred, hvis nogen sagde noget negativt om ham, og i stedet forsvarede jeg ham og tænkte, at jeg måtte hjælpe ham.

   Efter endnu et år havde Nicks behov for at kontrollere Anna-Maria taget til. Han begyndte at vække hende om natten, fordi han troede, at hun var besat af dæmoner, og om natten gik han flere gange ud og kontrollerede, at hoveddøren var låst. En kort periode var han indlagt på et psykiatrisk hospital.

– Han begyndt at komme hjem påvirket midt på dagen, og jeg indså, at noget var helt galt. Min far forsøgte også at tale med ham, men det hjalp ikke. I sommeren 2014 orkede hun ikke mere og besluttede sig for at forlade Nick. Planen var at tage op til familien i Haparanda i løbet af ferien og afslutte forholdet der, hvor han havde sin egen familie til at støtte sig.

De skulle bo i Anna-Marias forældres lejlighed sammen med hendes far, mens hendes mor var hos Anna-Marias bror og hans familie i Luleå.

På billedet ses Anna-Maria og faren Bjørn.

Sorte øjne

– Planen var, at vi skulle være der i tre dage, hvorefter min far og jeg skulle køre ned til min bror og være sammen med resten af familien.

Nogle dage inden ferien kunne Anna-Maria mærke, at Nick opførte sig mere underligt end normalt. Han var tavs og svarede knapt, når han blev tiltalt, og hans blik var tomt.

– Det fortsatte, da vi kom hjem til mine forældre. Da min far forsøgte at tale med ham, sagde han intet.

   Aftenen før de skulle til Luleå, bestemte Anna-Maria sig for at besøge Nicks mor. Her opførte Nick sig underligt og drak ret meget vin på kort tid. Anna-Maria forsøgte at få ham til at blive hos sin mor, men det ville han ikke.

– Det eneste, han sagde, var, at han ville hjem til min far, Bjørn, fortæller Anna-Maria og fortsætter:

– Han var meget bestemt, og jeg kunne intet gøre for at ændre hans mening. Vi kørte hjem, og det hele virkede så ubehageligt.

Da de kom hjem, satte de sig i sofaen for at være sammen med faren og nogle venner, han havde på besøg. Anna-Maria husker, at Nicks øjne var sorte, og at han sad og stirrede på Bjørn og end ikke svarede, når han forsøgte at tale med ham.

Da farens venner tog hjem, gik de i seng, men ved 1-tiden vågnede Anna-Maria og mærkede, at Nick ikke lå i sengen. Noget var galt.

– Der var fuldstændig stille i lejligheden. Jeg stod op, gik ud i køkkenet og bemærkede, at kokkekniven, som plejede at stå i fars knivbræt, var borte. Jeg så også, at døren til mine forældres soveværelse, der plejede at stå åben, var lukket.

Anna-Maria var ved at åbne døren, da Nick kom ud iført hendes fars morgenkåbe og blokerede indgangen. Hun forsøgte at holde sig i ro og gik ind på badeværelset for at klæde sig på, og da hun hørte, at Nick satte sig i en af de knagende lænestole i stuen, satsede hun.

– Jeg låste døren op og skyndte mig ind i soveværelset. Der var mørkt, lampen fungerede ikke, og rullegardinet var trukket ned.

Din far er i mig

I mørket så hun sin fars krop, der var dækket af en tynd madras. Benene var uden for sengen, som om han havde forsøgt at sætte sig op. Selv om værelset var mørkt, så hun, at der var blod overalt.

Anna-Maria løftede madrassen væk og tog fat i sin fars arm for at lede efter puls, men fandt ingen. Hun ringede 112 og skreg i panik, at hende far var blevet myrdet. Personen, som tog imod samtalen, bad hende tage det roligt. De tog hende ikke alvorligt og afsluttede samtalen.

– Pludselig kom Nick ind i soveværelset og sagde: ”Nu findes jeg ikke mere, nu lever din far i mig. Det er mig, som er din far nu”.

Han havde barberet alt sit hår af sig og taget farens vest på. Anna-Maria var overbevist om, at han havde gjort det for at ligne hendes far. Hun var så chokeret, at hun slog ham i ansigtet med mobiltelefonen, så han trimlede ud af værelset.

Et sidste farvel

Anna-Maria blev senere diagnosticeret med PTSD, og hun græd og havde mareridt. Hun anklagede sig selv og følte skyld, og ofte tænkte hun ”havde jeg bare lyttet til min far, så havde han levet i dag.” 

Hendes ekskæreste blev dømt til behandling på et psykiatrisk hospital, men Anna-Maria har ikke fået en forklaring på, hvorfor han myrdede hendes far.