Mistede sin søn for ni år siden: Han snakker stadig med mig

Da Mette for ni år siden mistede sin søn på tragisk vis, stod hun tilbage med et altoverskyggende tomrum. Men kort tid efter Christians død skete der en række uforklarlige ting. I dag er hun ikke i tvivl. Hendes søn kommunikerer stadig med hende.

Julekugler og gran har indhyldet huset i Lejre og har skabt den julestemning, som familien altid har set frem til. Men dette år er anderledes. Den varme hygge står i skærende kontrast til den sorg, som har fyldt Mette, siden hendes søn et år tidligere mistede livet nær familiens hjem. Savnet efter hans smil og stemme får alt andet til at føles ligegyldigt.

Det eneste, hun har behov for, er et livstegn fra sin søn. Ikke et lys, der bliver pustet ud eller banken på vandrørene. Mens venner og familie er til stede, siger hun højt, at hun gerne ville have en sms eller en mail fra Christian. Så vil hun for alvor tro på, at han er der et sted.

Dagen efter tjekker hun sin mailboks. På skærmen lyser et navn op, som får hendes hjerte til at galopere, og hun tror ikke sine egne øjne. Det er en mail fra Christian.

– Jeg var simpelthen i chok, på den gode måde, men da jeg åbnede mailen, var der bare en masse tegn. Jeg spurgte efterfølgende en, der havde forstand på it, hvordan det kunne lade sig gøre. Han sagde, at den var sendt fra Christians mail, men hvordan en død dreng kunne sende en mail, kunne han ikke svare på. Da jeg fik en mail igen juleaften med de samme tegn fra hans mail, var jeg ikke i tvivl. Det var Christian, fortæller 54-årige Mette Hill Lærkesen. Hun sidder i køkkenet i det hus, der har været omdrejningspunkt for en lang række episoder, som er blevet til bogen ”Tegn fra den anden side”, som hun netop har udgivet på Forlaget Mellemgaard.

Blev ramt af en bil

Det var en almindelig efterårsdag i november, da resten af familien ventede på, at Christian skulle komme hjem. De skulle til fest om aftenen, men da mørket begyndte at falde på, undrede de sig over, hvor han blev af.

Da Mette kiggede ud over markerne, der omkransede familiens hus, så hun noget, der gav hende bange anelser. To havariblink lyste op.

Hun smed sig selv ind i bilen og kørte mod stedet, og da hun steg ud af bilen, så hun sin elskede dreng ligge på jorden.

Over ham stod folk, der var kommet til ulykkesstedet før hende. Hun faldt på knæ på jorden, hvor hun kunne se, at han stadig trak vejret.

– Jeg elsker dig, nåede Mette at sige, før hun blev trukket væk.

Christian havde gået i vejkanten, hvor en bil havde ramt ham og slynget ham 30 meter op i luften. Han blev erklæret hjernedød samme dag, og beskeden om, at Mette aldrig kom til at give sin søn et kram igen, fik hendes verden til at smuldre.

Ørnen på lågen

Hjemme i huset håbede hun, at det var Christian, der kom ind ad døren, når den gik op, men det skete ikke. Men hurtigt begyndte hun at lægge mærke til ting, der ikke var, som de plejede. 

– Den dag, Christian døde, lagde jeg mærke til, at der sad en ørn ude ved vores låge. I begyndelsen tænkte jeg ikke over det, men da den var der igen dagen efter, begyndte jeg at tænkte, om det kunne have noget med Christian at gøre. Den var hele tiden i nærheden, fortæller Mette, der oplevede, at ørnen kom tilbage den dag, Christian skulle begraves. Den fløj over bilen og fulgtes med familien, men pludselig var den igen væk.

Selv om Mette begyndte at være sikker på, at den havde noget med Christian at gøre, var det først, da ørnen kom tilbage præcis juleaften, på Christians fødselsdag og Mettes fødselsdag, at hun var sikker på, at det var Christian. 

– Selv om jeg savnede min søn utrolig meget, begyndte jeg at finde en ro i, at han var der et sted. Det kunne på ingen måde udviske sorgen, men det gav mig en følelse af, at han passede på os, forklarer Mette, der den efterfølgende tid fik flere tegn fra Christian.

Liv efter døden

I tiden efter begravelsen havde Mette svært ved stilhed. Så hun sørgede for, at der var musik omkring hende. Mens tårerne trillede ned ad hendes kinder, havde hun en dag sat en cd med Lene Siel på, mens hun gik i køkkenet. Det var en ny cd, men pludselig kunne hun høre, at der var noget galt. Den samme strofe blev spillet igen og igen, og da hun tog cd’en ud af afspilleren, var den uden ridser. Hun begyndte at lytte til teksten, og da hun hørte, hvad der blev sunget, rejste hårene sig på armene.

”… at tiden læger alle sår, og kærligheden aldrig slutter …”

– Lige der følte jeg, at min søn var omkring mig, og han ville gerne fortælle, at jeg nok skulle komme igennem det, fortæller Mette, der efterfølgende søgte ind på clairvoyantuddannelsen. Hun havde altid troet på liv efter døden, men de efterhånden mange tegn, hun havde fået, fik hende til at spekulere på, om der var andre, der havde oplevet det samme.

Gennem uddannelsen blev hun ført ind i en verden, hvor hun følte sig tryg. Hun læste al litteratur om emnet og fik følelsen af, at der var en mening med, at hun havde mistet Christian. Hun skulle formidle sine egne erfaringer videre.

Han er der stadig

Flere gange i løbet af det første år efter Christians død kom der tegn fra ham, og da Mettes mor blev diagnosticeret med kræft i bugspytkirtlen, var Mette ikke i tvivl om, at han var til stede.

– Jeg sad en dag i bilen på parkeringspladsen ved Rigshospitalet, da min telefon lyste op med et billede af Christian, selv om jeg overhovedet ikke havde rørt telefonen. Jeg fik et chok, men samtidig blev jeg også sikker på, at han ville fortælle mig noget, og jeg havde på fornemmelsen, at det handlede om min mor, fortæller Mette, der dagen efter fik et opkald fra intensivafdelingen. Hendes mor havde fået en blodprop i hjernen.

– Da jeg talte med min mor en sidste gang, sagde jeg til hende, at hun skulle hilse Christian og passe på ham. Selvfølgelig var det forfærdeligt igen at miste, men jeg vidste, at de ville være sammen, fortæller Mette.

Der er gået ni år, siden Mette mistede sin søn i den tragiske ulykke. Sorgen og savnet vil aldrig forsvinde, og selv om han ikke viser så mange tegn som lige efter sin død, ved hun, at han stadig er der.

Hun har selv arbejdet som clairvoyant, og hun er blevet mere og mere overbevist om, at vores tid her på jorden kun er en lille del af det samlede liv.

– Jeg tror på, at det er forudbestemt, hvornår vi fødes, og hvornår vi tager herfra igen, og i den tid, vi er her, er det formålet, at vi skal lære noget, vi endnu ikke har lært. Derfor tror jeg også, at vi mødes med dem, vi har mistet igen. Det liv, vi har levet, er bare en del af en større rejse, og når livet viser sig fra sin mest barske side, er det der, at vi lærer mest, forklarer Mette.