Mor ammer sin seksårige datter

Selv om Aminah er seks år, beder hun stadig om at få sin mors brystmælk. Hendes mor Maha Al Musa synes, det er helt naturligt og har tænkt sig at fortsætte med at amme, indtil datteren selv siger fra.

En australsk mor vækker på ny debat, om hvornår en mor bør stoppe med at amme sit barn ved stolt at vise og fortælle, at hun har tænkt sig at fortsætte med at amme sin seksårige datter, indtil barnet ikke mere har lyst.

52-årige Maha Al Musa, der er mavedanselærinde i Byron Bay, siger, at hun gladeligt brystføder datteren, Aminah når hun beder om det.

- Hun kalder på mig, når hun gerne vil have mælk. Også selv om jeg er midt i at lave noget eller står og taler med nogen, for det er helt naturligt for os. Vi gør ikke et stort nummer ud af det, fortæller den australske mor ifølge The Telegraph.

Læs også: Denise ammer sit barn på seks år

Maha, der fødte sit barn hjemme og også underviser i mavedans for gravide,  har fået at vide, at hun er en af de ældste kvinder i verden, der ammer, og det er noget, der skiller vandene. For ikke alle er enige i, at det er naturligt at amme et så stort barn. Men hendes modsvar er, at ingen kan definere, hvad der er rigtig og forkert.

- Lad mor og barn selv beslutte, hvad der er godt for dem og deres familie. 4-8 år er en god alder at vænne børn af med amning, siger Maha.

Og Aminah ser ud til at være glad for den friske mælk.

- Jeg stopper måske, når jeg er otte år. Flere børn burde drikke deres mors mælk, for det er godt for dem, siger hun.