Mor er et mirakel

Ingen skal sige til Louise Stjernholm, at der er noget, hun ikke kan. For så gør hun det. Fra at have ligget delvist lammet i koma efter tre blodpropper i hjernen, har Louise kæmpet sig tilbage til livet. Hun er blevet mor til to, arbejder fuld tid i en børnehave, løber maraton og har besteget Afrikas højeste bjerg.

Det begyndte med en hovedpine i sensommeren 2002, da Louise var 20 år. Hun havde aldrig haft hovedpine før, og hun anede ikke, at det kunne være så slemt.

Hun og hendes 4 år ældre kæreste, Brian, var netop flyttet fra Jylland til København.

De tilbagevendende hovedpiner gjorde, at Louise nærmest ingenting kunne foretage sig.

LÆS OGSÅ: Mirakelbaby overlevede imod alle odds

– Det var så slemt, at jeg kastede op. Jeg var til læge konstant og blev også indlagt flere gange. Men de sagde hver gang, at det nok bare var migræne, fortæller Louise.

 

Skulle lære alt igen

Hun fik det værre og værre. På et tidspunkt mistede hun hørelsen på højre øre, og da hun en dag, efter omkring tre måneder, blev lammet i halvdelen af ansigtet, blev hun hasteindlagt.

Det viste sig, at Louise havde fået tre store blodpropper i hjernen og en i halsen.

Louise blev lagt i kunstigt koma, mens lægerne pumpede hende fuld af medicin.

Alt i alt var Louise indlagt i tre måneder. Længe var hun bevidstløs – og senere skulle hun i gang med genoptræning. Helt fra bunden. Louise skulle lære at tale. Hun skulle lære at stave. Hun skulle lære at gå.

– Jeg fik at vide, at jeg aldrig ville komme til at gå normalt, og at jeg heller aldrig ville kunne få børn, lyder det fra Louise.

Hun nægtede imidlertid at acceptere lægernes ord. Hun ville simpelthen ikke tænke negativt og have ondt af sig selv. I stedet besluttede hun sig for at kæmpe.

– Pludselig blev jeg bare ret klar i spyttet om, hvad jeg ville med mit liv, siger hun.

 

Nægter at acceptere lægernes dom

I dag er Louise blevet mor til to drenge, Elias på 9 år, og Valdemar, 6. Familien bor i Vejle, og selv om det ifølge lægerne burde være umuligt, har Louise både besteget Afrikas højeste bjerg og løbet et maraton.

Louise har fået at vide, at hun statistisk set ikke skal regne med at blive meget mere end 40 år gammel. Men også den besked, nægter hun at acceptere.

LÆS OGSÅ: Faldskærmen svigtede - men Jane overlevede

– Tænk, hvis jeg troede på alle lægerne, og alle de, der har sat begrænsninger for mig. Tænk, hvis jeg havde troet på dem frem for mig selv. Så tror jeg ikke, jeg havde været i live i dag, siger hun.

– For mig er det et mirakel, at jeg har fået to dejlige drenge, og at vi kan have en helt almindelig hverdag. Det er et mirakel, at jeg kan gå. Men jeg vil også sige, at mirakler altså ikke bare er noget, der kommer oppefra. Man skaber selv sine mirakler, lyder det fra Louise Stjernholm.

 

Læs hele den utrolige historie i Ude og Hjemme nr. 46, som udkommer onsdag den 11. november 2015.