Mor mod alle odds: Elsa er mit lille mirakel

Annika havde aldrig troet, at hun ville blive mor igen, efter at hun fik konstateret den alvorlige sklerosesygdom ALS. Men mod alle odds er Annika og Andreas blevet forældre til dejlige lille Elsa.

 Annika Andersson sidder med Elsa i sin favn og aer den lille pige blidt. Det er kun fire måneder siden, at Elsa kom til verden, og Annika ved, at hendes datter er intet mindre end et mirakel.

For den nybagte 33-årige mor lider af den alvorlige sklerosesygdom ALS, som nedbryder centralnervesystemet og påvirker både muskler, vejrtrækning og evnen til at tale, og som de fleste dør af i løbet af få år.

Ikke desto mindre er det lykkedes for Annika, som en af få svenske kvinder med ALS, at blive gravid og føde et velskabt barn.

Men selv om Annika er lykkelig for sin lille Elsa, er der dog en ting, som bliver ved med at nage hende: At hun på et tidspunkt kommer til at skulle forlade hende.

Faderen til Elsa er 27-årige Andreas, som vidste, hvad han gik ind til, og Annika tøver ikke med at kalde ham for den modigste person, hun kender. For trods hendes sygdom turde han stifte familie med hende.

Læs også: Signes barndomsveninde er ramt af ALS: Hun har altid været mit anker

Benene gav efter

Annika blev ramt af ALS i en alder af blot 28 år. Hun havde lagt mærke til, at noget var forkert i et stykke tid, men slog det hen. Hun var gravid med sønnen Sam, der i dag er 8 år, og det var under graviditeten, at hun pludselig havde svært ved at klare trapperne, men måtte holde pauser undervejs. Det kunne skyldes graviditeten, men problemerne fortsatte også efter fødslen. Så sønnen blev 2 år, inden Annika fik diagnosen.

– Jeg begyndte at falde helt umotiveret, som om mine ben bare forsvandt under mig. Jeg slog det hen, men på et tidspunkt begyndte andre at kommentere det, og det gjorde mig virkelig irriteret. For jeg fejlede ikke noget, bildte jeg mig, fortæller Annika.

Hendes mor var ret bekymret og opfordrede flere gange datteren til at gå til sin læge, og til sidst opsøgte Annika en fysioterapeut for at finde en forklaring på, at hendes ben nogle gange gav efter under hende.

Fysioterapeuten sendte hende hurtigt videre til en neurolog, og her blev Annika undersøgt grundigt med test og skanninger.

– Det sortnede for mine øjne, da lægerne endelig kunne fortælle, hvad jeg fejlede. Jeg vidste, hvad ALS var, for ugen forinden havde min tante fortalt om en nær ven, der led af sygdommen, og som ikke længere havde kræfter i sine muskler. Det var så forfærdeligt at få at vide, at jeg led af det samme, husker Annika, der græd sammen med sine nærmeste.

Se også: Mistede deres fædre til ALS: Tragedier blev til venskab

Ville leve livet

Tiden efter var slem. Annika fortsatte med at arbejde, slog automatpiloten til, men tankerne om sin egen død kredsede konstant, og hun begyndte at forberede sin begravelse.

– En dag, min mor og jeg stod i køkkenet og skrællede kartofler, sagde jeg til hende, at det var vigtigt for mig, at jeg blev begravet med mine højhælede sko, fordi jeg ville ende med ikke at kunne gå i dem. Men det ville min mor slet ikke høre på, fortæller Annika, der lidt tid efter diagnosen også blev skilt fra sin ældste søns far.

Annika var overbevist om, at hun ikke ville nå at opleve at fylde 30 år. Og den overbevisning valgte hun efter et halvt års tid, hvor der ikke var sket nogen mærkbare forandringer, at bruge på at ”leve livet”. For som hun siger, så var det først efter sin dødsdom, at hun opdagede, at livet skal leves, mens man har det.

– Jeg ved godt, at det er lidt af en kliche, men der sker noget inde i hovedet på en, når man ved, at der måske ikke er lang tid tilbage.

Fandt kærligheden trods sygdom

En anden ting, hun var lige så overbevist om, var, at hun også skulle leve alene resten af sin tid. For hvem ville være sammen med en kvinde, der var syg?

– Det kunne jeg ikke forestille mig, at nogen ville. Heller ikke Andreas, selv om han fik mit hjerte til at slå ekstra stærkt, da jeg første gang mødte ham.

Parret mødtes til en fest, og de snakkede sammen i timevis. Men helt fra begyndelsen var Annika ærlig. Hun sagde med det samme, at hun var enlig mor og alvorligt syg, så hun forstod udmærket, hvis han fik kolde fødder.

Men Andreas lod sig ikke sådan skræmme, og det endte med, at han fulgte hende hjem. To måneder senere var Annika gravid.

– Det var meget overvældende. Vi havde nået at tale om børn, og det var noget, vi begge gerne ville have. Men jeg må indrømme, at jeg gik lidt i panik, da jeg så den positive graviditetstest. For ville jeg bringe et barn mere til verden, der ikke ville have sin mor at vokse op sammen med? På den anden side ønskede jeg, at Sam fik søskende. Så de har hinanden, når jeg ikke er her mere. Det betyder faktisk rigtig meget for mig at vide, forklarer Annika.

Læs også: Gravide Sandra fik blodprop i hjernen: Utroligt at vi klarede det

Blandede reaktioner

Omgivelsernes reaktioner var også blandede. Den nærmeste familie var glad og begejstret for nyheden. Men der var også nogle, der stillede sig uforstående over for parrets valg.

En tidligere kollega sagde til Annika, at hun burde være den sidste, der fik et barn. Det var en bemærkning, der ramte hårdt, fordi det netop var sådanne tanker, der rumsterede hos Annika.

Men både Andreas og Annika ville det så meget, at de valgte at fortsætte graviditeten, selv om der er meget lidt erfaring med gravide, der har ALS.

Mor på lånt tid

Tre uger for tidligt kom Elsa så til verden ved et planlagt kejsersnit, og to dage senere kunne den lille familie tage hjem fra hospitalet og nyde hinanden.

Andreas havde orlov i to måneder, og derefter var Annika alene om barselslivet, som hun har fundet sine helt egne måder at klare, da hun aldrig bærer Elsa af frygt for at falde med hende. 

– Hverdagen ligner nok de fleste andre familiers. Vi har også stor støtte fra vores familier, så det går rigtig godt, siger Annika, der virkelig nyder at være blevet mor igen.

– Jeg føler mig lige nu som verdens bedste mor for mine børn. Men uanset hvor godt jeg har det nu, så findes der bare ikke nogen kur mod min sygdom. Det går kun en vej, og det er svært at forestille sig, hvordan det bliver, når jeg ikke længere kan gå, ikke kan bruge mine hænder, ikke tale…

Andreas sidder stille og lytter ved Annikas side. For ham er det vigtigt, at de lever i nuet. Derfor har de også lige købt hus sammen og har mange planer.

– Jeg vælger at tænke positivt og leve med det, vi har og kan nu. Men jeg vælger også at tro på fremtiden, siger han så og giver Annikas hånd et klem.