Mor var narkoman, far kriminel: Jeg vil bryde arven

Fie voksede op med en mor, der var misbruger og en far i fængsel. Trods de svære vilkår har hun fået en uddannelse, ønskebørn og et smukt hjem. Men sidste år blev hendes eksmand hentet af politiet, og nu skal hendes børn også vokse op med en far i fængsel.

Fie er på vej hjem efter en lang skoledag. Allerede i trappeopgangen kan hun fornemme det. Hun banker på døren til lejligheden og hører de langsomme skridt. Kædelåsen glider langsomt fra med en skurrende lyd. I døren står Fies mor, stærkt beruset af stoffer.

Det er hverdag for Fie, der voksede op som barn af to misbrugere. Hendes far sad i fængsel gennem det meste af hendes barndom, så Fie boede hos sin mor. Allerede før Fie var født, var stofferne med til at forme hendes liv.

– Min mor var 12 år, da hun blev misbruger. Hun tog stoffer, selv da hun ventede mig. Hun sagde engang til mig, at hun kunne mærke, hvordan jeg tumlede rundt inde i maven på hende, når hun tog et skud amfetamin, fortæller 32-årige Fie Ljunggren, der stadig kan undre sig over den måde, moderen sagde det på. Som om det ikke betød noget.

– I dag var jeg blevet tvangsfjernet ved fødslen. Men det blev jeg ikke, konstaterer Fie.

Da Fie var 1½ år, kom hun i sin første plejefamilie sammen med sin mor. Det holdt ikke længe. Fie ved ikke hvorfor. Da hun var 2 år, blev hun sendt i pleje for anden gang, denne gang hos en indremissionsk præstefamilie på landet.

Lykkens gang

– Det var en forfærdelig tid, fortæller Fie, der ikke husker særligt meget fra den tidlige anbringelse, men har fået det fortalt af sin 10 år ældre storesøster, der også var anbragt der. Senere fandt de ud af, at familien slet ikke var godkendt til at tage sig af plejebørn.

Tredje gang blev lykkens gang. Da Fie var omkring 5 år, blev hun anbragt hos en familie på en gård i Vejle.

– De har været en af grundene til, at jeg kan knytte mig til andre. Hos dem oplevede jeg, hvordan familielivet også kan være, siger Fie, der stadig holder kontakten.

Efter to år hos den trygge familie begyndte 7-årige Fie at føle et ansvar over for sin mor, og hun flyttede hjem for at være der for hende.

Trods moderens misbrug elskede Fie hende, og de to var tæt knyttede og afhængige af hinanden.

– Hun var intelligent, og i gode perioder var hun varm og humoristisk. Hun var også smuk, siger Fie.

”Kirkegården”

Når moderen var inde i en dårlig periode, var hele hjemmet åbnet op til bal, som Fie kalder det. De lokale kaldte stedet for ”kirkegården”. Her døde misbrugerne på stribe, når de hang ud i Fies dagligstue for at fixe.

Flere gange i sin barndom oplevede hun at sidde kun med døde mennesker i armene, som hun forsøgte at genoplive, mens hun ringede efter hjælp. Andre gange måtte hun jage narkomaner ud af lejligheden, for at de ikke skulle stjæle hendes mors penge. Politiet kom jævnligt på besøg.

Da Fie stadig legede med Barbie-dukker, satte hendes mor hende til at folde ”Barbie-konvolutter”. Små konvolutter, som moderen solgte heroin i. Fie vidste dengang ikke, hvad det handlede om. Hun var bare glad for at kunne hjælpe sin mor.

Skolegang blev det ikke til meget af, for Fie fik ingen lektiehjælp og kunne ikke følge med, og hendes far var helt ude af billedet. De så hinanden få gange til jul. Hvis han ellers huskede det og ikke var blevet taget af politiet.

– Jeg husker et år, hvor han havde lovet at være der om eftermiddagen. Jeg ventede og ventede, indtil jeg skuffet måtte gå i seng. Men så, omkring midnat, dukkede han op, med en sportstaske fyldt med cd’er. Enhver ung piges drøm. Det hele var selvfølgelig stjålet, siger Fie.

Vendepunktet

Fies forældre var misbrugere. Det var deres forældre også, og bedsteforældrene. Misbrug blev givet videre som en arv fra generation til generation – indtil én sagde stop, og det var Fie.

At det lige blev hende, skyldes ifølge Fie både personlig viljestyrke, og at nogen greb hende på et afgørende tidspunkt i livet.

Det skete, da Fie var 15 år og flyttede til Helsinge for at bo hos sin far på det afvænningscenter, der hjalp ham til at blive stoffri. Her var der nogen, der skaffede Fie en lejlighed i Horsens og en støtteperson fra kommunen, der for første gang gav hende troen på, at hun var for god og klog til at gå samme vej som sine forældre.

– Hun er den største katalysator for, at jeg er velfungerende i dag. Hun var den eneste person på det tidspunkt i mit liv, som troede på mig. Jeg skylder hende alt, siger Fie, der i dag læser til socialrådgiver og arbejder med udsatte unge.

Fies liv begyndte at vende langsomt, og i løbet af få år fik hun indhentet den tabte skolegang og fik taget en gymnasieeksamen på hf.

Hun ville noget andet med sit liv end sine forældre og fik en kæreste med en helt anden baggrund. Han kom fra ”et hjem med klaver” og havde akademiker-forældre.

Med årene flyttede parret til Amager, stiftede familie, og Fie åbnede sit eget yogastudie.

Fie, mønsterbryderen, var nået i mål og havde alt, hvad hun knap havde turde drømme om.

– Vi havde et eventyrbryllup. En fed lejlighed på Amager. Mit yogastudie blomstrede. Vi var den familie, alle drømmer om at være. Alt var et stort glansbillede… indtil det ikke var det mere, siger Fie.

Politiet banker på

Fies mand var begyndt at tage stoffer i smug. Men Fie blev gravid med deres andet barn, og de valgte at blive sammen som familie. Han lovede at lægge stofferne på hylden, men efter flere skuffelser fik Fie nok, og de blev skilt i september i fjor.

Fie bor i dag i det hus i Tisvilde, som hun og hendes eksmand købte sidste år lige før skilsmissen. Huset er et boligmagasin værdigt. Der er ro, varme, og krukker med det rigtige økologiske mel. Men alt i Fies liv er ikke, som det ser ud.

På køleskabet ved siden af farverige børnetegninger hænger en seddel om regler for besøg i fængslet.

En måned efter skilsmissen sidste år blev Fie vækket, da politiet bankede på klokken halv fire om natten.

– Jeg vidste, at det måtte handle om min eksmand. De ville ransage huset. Det eneste, jeg tænkte på, var, at mine børn ikke skulle vågne i et hjem fuld af politi og hunde.

I familiens skur fandt politiet en pistol og patroner, som Fie ikke kendte noget til.

Næste morgen ringede en bekendt til Fie og sagde: ”Har du set Ekstrabladet? Politiet har fundet over 100 kilo amfetamin.” Det hele sortnede for Fie.

– Jeg elsker ham, vi har brugt hele vores voksne liv sammen, og han er faren til mine børn, men jeg er rasende på ham. Han har været med til at betale for min terapi i så mange år, og han havde set, hvor mange liv stoffer ødelægger, siger Fie.

Det er kun en måned siden, at dommen faldt. Fies eksmand blev idømt syv års fængsel, to andre sigtede i sagen fik 16 års fængsel.

Skammede sig

Da Fie var barn, var hun så flov over sin far, at hun fortalte de andre i skolen, at han var låsesmed. Det var det tætteste, hun kunne komme på sandheden om sin far. Indbrud havde jo lidt med låse at gøre. Da hendes børns far kom i fængsel, følte hun igen, at hun var nødt til at fortie sandheden over for omverden.

– Jeg ville ikke sættes i forbindelse med hans forbrydelser. Jeg var så flov og tænkte: ”Har jeg virkelig haft så dårlig dømmekraft, at jeg kunne vælge en far til mine børn, som nu er i fængsel?” Jeg følte nærmest, at det var mig, der havde gjort noget ulovligt. Jeg skammede mig, siger Fie.

Nu har hun indset, at hun ikke skal skamme sig over noget, hun er uden skyld i.

– Jeg vil eje min egen historie, og det er mig, der skal fortælle den. Så undgår jeg, at folk tror alt muligt forkert.

Jeg rejser mig

Som vi fortalte i Ude og Hjemme nr. 38, har Fie og hendes far, Jan, fået et godt forhold til hinanden, de har rejst sammen, haft virksomhed sammen, og Fies børn elsker at bruge tid med deres morfar.

Men forholdet er skrøbeligt, og der er stadig meget, der skal tales igennem.

– Jeg kæmper stadig med at tilgive, at han ikke var der, og jeg tror altid, at jeg vil føle, at han skylder noget. Han har kørt på frihjul hele min barndom, så i dag kan jeg blive helt fornærmet, hvis han ikke kan passe sine børnebørn, selv om jeg godt ved, at det er uretfærdigt, siger Fie og tilføjer:

– Det er jo nyt for mig, at der overhovedet er en far at være sur på.

Selv tænker hun meget over, at hendes børn en dag skal igennem samme proces, som hun har været, for at tilgive deres far. Men Fie er fast besluttet på ikke at lade hverken sin mors, fars eller eksmands handlinger ødelægge den kernefamilie, hun nu har med sine to børn. Det skal ikke være spildt, alt det hun har kæmpet for.

– Jeg har gennemgået så meget, og det har givet mig hår på brystet. Nu må vi få det bedste ud af det, lære af alt det dårlige og komme videre. Det er jo i høj grad den indstilling, der har reddet mig hele mit liv. Uanset hvad, der sker, så rejser jeg mig!