Nu har jeg endelig fået veninder

Da Celina var mindre, havde hun det svært i skolen. Det blev bedre takket være hendes lærer, Helle Baktoft.

Foto: Morten Mejnecke

Opgaven var såre enkel: "Sig to positive ting om dine klassekammerater".
Men for den dengang 12-årige Celina var den komplet umulig.

Hun kunne simpelthen ikke komme i tanke om noget som helst positivt om sine klassekammerater: I stedet løb hun grædende ud af klasseværelset og låste sig inde på skolens toilet.
- Det var så forfærdeligt, og jeg følte mig ydmyget, husker Celina Egelund Jensen, der i dag er fyldt 16 år og går i 9. C på Absalons Skole i Roskilde.

Ensom og utilpas
Men den ubehagelige oplevelse blev samtidig et vendepunkt for hende.
Flere års ensomhed og utilpashed i skolen blev brudt med den opgave. For læreren, Helle Baktoft, var ikke som de andre, erfarerede den ulykkelige pige.

- Helle bankede på toiletdøren og spurgte, hvordan jeg havde det, men jeg ville helst ikke tale om det. Og det acceptererede hun og pressede ikke på.
Det var en befrielse, at hun ikke tvang mig til at komme tilbage til klassen og fortsætte med opgaven, siger Celina, der ikke er ene om at huske den dag.

Blev glad for skolen
Helle husker den også tydeligt.
- Jeg var tilknyttet klassen som AKT-lærer (adfærd, kontakt og trivsel), og jeg har prøvet at stå i sådan en situation utallige gange.
Men jeg har aldrig oplevet så voldsom en reaktion fra en elev.

Det var jo tydeligt, at noget var galt, siger Helle Baktoft, der gennem diskussioner i klassen om alverdens emner formåede at ryste klassen sammen.
- Dengang fungerede klassen ikke så godt sammen socialt. Men de tager heldigvis godt imod, så det har ikke været så svært at få dem til at acceptere hinandens forskelligheder.

Engageret lærer
Men det er svært at sige, hvad jeg har gjort helt konkret, mener Helle Baktoft. Det kan Celina til gengæld svare på:
- Helle engagerer sig i elevernes liv, hun snakker med os, fordi hun har lyst, og ikke fordi hun er "nødt" til det.

Hvis man ikke har lavet lektier, tilbyder hun at hjælpe og forstår også, hvis man har en periode, hvor man bare ikke kan overskue skolen, siger Celina, der blomstrede op, da Helle Baktoft blev klasselærer i 8. og 9. klasse.

- Helle er årsagen til, at jeg blev glad for at gå i skole, og at jeg i dag har masser af veninder.
Jeg håber, at hun bliver kåret til Danmarks bedste lærer, for hun fortjener en flot afskedsgave fra os, lyder det fra Celina.

Læs alle indstillingerne til Danmarks Bedste Lærer her.