Nu kender jeg sandheden: Kidnappet, solgt og adopteret som 4-årig

Lucila Jensen er født, men ikke vokset op i Chile. Som 4-årig blev hun bortadopteret og har hele sin barndom fået at vide, at hun var blevet fravalgt
af sin mor. Men da hun som voksen
begyndte at granske sine adoptionspapirer, fortalte de en helt anden historie.

Kvinde sidder på bænk

– Nu er jeg endelig kommet hjem, udbrød Lucila Jensen, da hun betrådte chilensk jord for første gang i 36 år og uden at kunne et eneste spansk ord. 

Hun havde givet sig selv en ferie til Santiago i 40-års fødselsdagsgave – et ønske, hun havde længtes efter hele sin barndom. 

For Lucila er født i Chile. Som 4-årig blev hun indlagt på et børnehospital på grund af underernæring, men i stedet for at komme hjem til sin mor igen havnede hun på et børnehjem, hvor hun kort efter blev kidnappet og bortadopteret. 

En svensk kvinde, der var gift med et medlem af den chilenske junta, stod bag den organiserede kidnapning, og efter et stykke tid endte Lucila i Sverige – købt af en dansk adoptivfamilie, der var bosat i Stockholm. Her fik hun navnet Nina.

Det blev begyndelsen til et mareridt for den lille pige, hvor opdragelsen bar præg af misbrug og vold.

Hård barndom

– Jeg kaldte min adoptivfar for Generalen, fordi han var så ond og hård. Hver dag fik jeg at vide, at jeg burde være taknemmelig for, at de havde købt mig, husker den nu 48-årige Lucila og beskriver, hvordan hun blev låst inde på sit værelse, hvis ikke hun adlyd. 

Hun blev klippet korthåret som en dreng og måtte gå i sin et år ældre adoptivbrors aflagte tøj i skolen, hvor hun som sorthåret skilte sig ud blandt de andre børn. 
Her fik hun da også ofte at vide, at hun var uvelkommen og helt forkert. 

Hendes adoptivforældre gav hverken kærlighed, omsorg eller knus, og hendes fødselsdage blev forbigået i stilhed. 
Lucila husker tydeligt engang, hun brækkede sin tommelfinger. 

– De skældte ud i stedet for at trøste mig, fordi jeg havde ødelagt deres planlægning. De skulle spille golf og have været sammen med deres venner, og nu ødelagde jeg det ved at brække min finger. 

Lucila ryster på hovedet af sine tidlige minder. 

For barndommen minder nærmest om eventyret Askepot, hvor Lucila også blev behandlet som et fattigt barn i et rigt hjem, hvor hun skulle gøre rent, vaske tøj og servere, når familien havde gæster. I skolen havde hun det rigtigt svært, og da hun nåede teenageårene, begyndte hun at skære i sig selv og eksperimentere med alkohol og stoffer. 

Som 16-årig meldte hun sine adoptivforældre til myndighederne og flyttede ind hos en god plejefamilie, og hun havde et stort ønske om at vende tilbage til Chile og opsøge sine rødder. 

Det afviste adoptivforældrene med den begrundelse, at hendes biologiske mor ikke ville have noget med hende at gøre. Moderen havde fravalgt hende. Derfor ville det være bedst, hvis Lucila glemte alt om hende. 

Tanker om Chile

Lucila skulle derfor blive voksen, før hun fik adgang til sine adoptionsdokumenter og selv kunne læse, hvad der stod. 

Dokumenterne gjorde hende mistænksom, fordi de indeholdte navne på personer, som ikke kunne spores, og det var tydeligt, at adoptionsprocessen ikke var foregået lige efter bogen. 

Da hun bragte emnet op for sine adoptivforældre, blev de vrede og truede med at gøre hende arveløs. De ville kappe alle bånd, og derfor lod Lucila det ligge. 
Hun havde hverken styrken eller overskuddet til at gå imod dem, og hun havde nu også sine to børn at tage hensyn til. 

Men tanken om Chile nagede hende i årene derefter. Hun følte sig ensom og tom indeni, og nogle gange tyede hun til alkohol og stoffer for at glemme det hele. 
Men da hun fyldte 40 år, besluttede hun sig alligevel for at give sig selv en særlig gave: en ferie til Chiles hovedstad Santiago. 

Følte sig hjemme

Den 16. februar 2010 fløj hun fra Sverige til Sydamerika – spændt på, hvad der mon ventede hende 36 år efter. 

Da hun landede, følte hun sig hjemme i samme sekund. Her så alle ud som hende, og Lucila brugte timer på bare at vandre rundt i gaderne og iagttage folk. 

– Jeg mindede om dem, og jeg kunne indimellem ikke lade være med at tænke, om det mon var et familiemedlem, der lige var gået forbi mig, husker Lucila, der nåede at slide to par sko op, inden ferien var slut. 

Et år senere rejste hun tilbage, og denne gang var hun målrettet. Nu ville hun finde sin familie. 
Hun kontaktede en tv-station og mødte en journalist, der blev interesseret i hendes skæbne. Sammen begyndte de at søge efter informationer og fandt børnehjemmet, hvor hun blev taget fra. 

– Men personalet på børnehjemmet opfordrede mig til at lade fortiden være og fokusere på fremtiden. Jeg svarede dem, at jeg var rejst hele vejen fra Sverige for at få et svar, og jeg ville ikke give op nu, fastslår Lucila. 

Journalisten fandt kort efter frem til dokumenter, der afslørede, at det var Lucilas farmor, der havde anbragt hende og hendes bror på børnehjemmet. 
Lucilas mor var blevet slået af sin mand og svigermor, og da manden forlod Lucilas mor, fik hun svært ved at klare sig selv og de to små børn. Det havde fået farmoderen til at tage over – hvilket ikke var særlig vellykket. 

– Min farmor var ikke et godt menneske. Hun tvang min mor til at forlade os, 
og hun fik aldrig at vide, hvad der skete med os, siger Lucila.

Dejlig stor familie

For hende er det en stor sorg, at hun aldrig kommer til at møde sin mor, da hun allerede var død, da Lucila begyndte at lede efter hende. 

– Jeg ville ønske, at jeg var rejst til Chile noget før, så jeg havde nået at møde min mor. Det ville have betydet alt for mig at høre hende sige, at hun elskede mig, og at jeg aldrig var blevet fravalgt. Det tror jeg også ville have betydet noget for hende, siger Lucila. 

Men midt i sorgen over moderens død er også glæden ved at have mødt sine søskende. 

For Lucila fandt frem til sin storebror, der også altid har tænkt på, hvor hans søster var blevet af. 
Det var en følelsesladet stund, da de to endelig mødtes efter alle de år. 

– Jeg tænkte med det samme, at vi lignede hinanden enormt meget. Vi har også samme skøre sind, griner hun og fortæller, at de ved første møde stod og holdt om hinanden i lang tid. 

Endelig – efter et halvt liv – var bror og søster genforenet. 

De tog straks hjem til broderens familie, og senere mødte hun også sin lillebror og to lillesøstre. 

I dag er hun glad for at have fundet sin familie i Chile, og de ses mindst en gang om året. Hos lillebroderen, der bor i det sydlige Chile, står et værelse altid klart til hende, og i sommer besøgte han Sverige, så Lucila kunne vise ham, hvor hun har levet sit liv. 

– Min chilenske familie har modtaget mig med åbne arme og behandler mig som det familiemedlem, jeg er. Vi har så meget kærlighed at give hinanden, og det er første gang i mit liv, at jeg oplever det. Følelsen af tomhed og ensomhed, som altid har fulgt mig, er fuldstændig væk nu.