Nybagt mor mistænkt for at have stjålet sin baby

Stacie Cottle fra England blev adskilt fra sin nyfødte datter i 21 dage, fordi hun fødte i Spanien i en ferielejlighed og først tog på hospitalet dagen efter. Det gjorde personalet så mistænkelige, at de tog barnet fra hende. Hun kunne ikke være babyens rigtige mor, mente de.

I dag er mor og datter atter genforenet, men i hele tre uger var de adskilt. 27-årige Stacie fik kun lov at se sin datter på neonatalafdelingen på det spanske hospital hver tredje time, når hun skulle amme. Hver gang under overvågning, fordi de spanske myndigheder mistænkte hende for at have stjålet datteren fra en anden kvinde.

Stacie der selv er sygeplejerske i England var taget med sin engelske mor Veronica og sin treårige datter Annabella til Malaga 1 juni. De var på udkig efter en midlertidig bolig til Stacies mor, der ønskede at bo og arbejde i Spanien som engelsklærer.

Det lykkedes dem at finde en ferielejlighed i byen Arenas i Axarquia-regionen. Allerede samme dag, gik Stacie pludselig i fødsel midt om natten. Hun fødte to uger for tidligt, men alt forløb uden problemer, og fødslen varede kun en halv time. Næste dag tog Stacie sin nyfødte datter med til det lokale hospital for at få en helbredsundersøgelse af sit barn for en sikkerheds skyld. Det skulle hun aldrig have gjort.

Du er ikke den rigtige mor

Den børnelæge, der tog imod Stacie og hendes nyfødte, fattede mistanke til den mørke kvinde. På den sydspanske kyst har man mange problemer med illegale indvandrere fra Afrika, og Stacie følte, at hun blev behandlet med mistro pga. hendes hudfarve.

-De spurgte mig, om jeg var fra Sennegal, selvom jeg stod der med mit engelske pas. Lægen påstod, at min datter ikke kunne være min, fordi hun mindst var født fire dage tidligere. Jeg følte mig så magtesløs, og jeg forstod ingenting, siger Stacie.

Men på trods af Stacies bøn om at få lov at blive hos sit barn, fjernede personalet barnet og overlod det til de sociale myndigheder, indtil man kunne fastslå om pigen vitterligt var Stacies ved hjælp af en DNA-test.

En anden læge undersøgte i mellemtiden Stacie. Han konkluderede, at hun ganske rigtigt havde født for nylig, men stadig mente han, at den lille pige ikke var Stacies.

Skulle vente på DNA-test

Sagen blev overgivet til retten i Velez-Malaga og politiet, som sørgede for at tage DNA-prøver af Stacie og hendes baby. Mens de ventede på resultatet, blev Stacie bedt om at forlade hospitalet, men hun nægtede at forlade det sted, hvor hendes baby stadig lå, og hun fik heldigvis lov til at se hende hver tredje time, mens hun ammede.

-En læge overvågede mig, mens jeg ammede mit barn. Jeg følte mig som en ussel kriminel. Det var utrolig svært for min treårige datter Annabella. Hun så hverken mig eller sin søster i tre uger, fortæller Stacie.

Resultatet af DNA-prøverne viste, at Stacie skam var pigens mor, og endelig fik hun lov at forlade hospitalet. Men Stacie og hendes mor kan ikke tage hjem til england lige foreløbig, fordi den nyfødte pige ikke er blevet registreret i England, som hun skal inden 10 dage efter fødslen.

Nu håber familien på, at de engelske myndigheder vil behandle dem lidt bedre, så de snart kan komme tilbage til England. Drømmen om at bo og arbejde i Spanien er opgivet.