Østersø: Fik et skræmmende tegn i spejlet

Clairvoyanten del 1. Da en lille pige var forsvundet i Danmark, stillede clairvoyant Anne-Marie Østersø et spørgsmål ud i sit køkken: Hvor er hun? Den dag fik hun et uhyggeligt svar. Anne-Marie har gennem det meste af sit liv fået tegn og syn, som har hjulpet tusindevis af mennesker. Nu har hun valgt at fortælle hele sin fascinerende historie. Du kan læse den i Ude og Hjemme afsnit for afsnit hver uge eller købe hele historien samlet som bog, hvor der vil være ekstramateriale, du kan bruge i dit eget liv. Her kan du læse første afsnit

Det var en god sommer i Danmark det år. Men stemningen var formørket. En lille pige var forsvundet, og hele landet fulgte sagen med bange anelser. Af hensyn til familien vil jeg ikke nævne hendes navn, men i de sommerdage følte alle danskere nærmest, at de kendte hende. Hendes billede blev bragt i samtlige nyhedsudsendelser og aviser, og hendes sidste timer blev nøje beskrevet igen og igen.  Hver dag udtalte politifolk sig om eftersøgningen, og borgere fra hendes provinsby stod frem med deres frygt.

Selv holdt jeg vejret, hver gang billedet af den lille pige dukkede op. Som mor til en næsten jævnaldrende datter, kunne jeg mærke den skræk og fortvivlelse, som forældrene måtte føle, mens den store politistyrke systematisk gennemsøgte pigens lokalområde. 

Samtidig sad jeg med et brændende ønske om at hjælpe. Hjælpe med at se det, som politiet endnu ikke havde fået øje på.

Hvor er hun?

Når man er clairvoyant får man ting ned. Altså, der opstår en tanke eller et billede i ens hoved, næsten som når man går i Netto og pludselig kommer i tanke om, at man mangler mælk. Hvad man får ned, bestemmer man desværre ikke selv. Nogen gange er det et billede, et ord eller et tal, som umiddelbart ikke giver mening. Andre gange får det pludselig alting til at gå op.

En aften, hvor jeg netop havde set endnu et indslag om den forsvundne pige, satte jeg mig med lukkede øjnene og holdt alle lyde ude fra min bevidsthed. Så stillede jeg spørgsmålet: Hvor er hun?

 

 

Ønskede at hjælpe forældrene

Jeg trak vejret tungt, koncentrerede mig dybt og ventede. Tålmodigt sad jeg helt stille og holdt mine tanker åbne. Jeg ventede. Og ventede. Men der skete intet. Jeg fik ikke så meget som et utydeligt billede ind.

Jeg kunne mærke frustrationen og magtesløsheden, mens jeg gik rastløst rundt i mit hus. For var der noget jeg gerne ville, så var det at hjælpe de stakkels forældre med at finde deres datter.

Lukkede øjnene og skrev på et stykke papir

Til sidst satte jeg mig ud i mit køkken. Foran mig ved spisepladsen lagde jeg et blankt stykke papir. Så stillede jeg spørgsmålet igen: Hvor er hun?

Jeg havde en kuglepen i hånden, som jeg bevægede over papiret, mens jeg lukkede mine øjne. Da jeg kiggede ned, kunne jeg se, jeg havde skrevet noget, der lignede bogstaver. Men det gav absolut ingen mening.

Min frustration blev ikke mindre. Jeg lagde kuglepennen og ringede til min veninde. Også hun havde clairvoyante evner, og i telefonen delte vi vores brændende ønske om at hjælpe med at finde pigen. Jeg fortalte om mit papir med de uforståelige bogstaver.

I det samme blev min veninde meget alvorlig. Hun havde fået noget ned.

”Hold papiret foran et spejl,” sagde hun kort.

Så ordet tydeligt i spejlet

Jeg lagde telefonen, tog papiret i hånden og gik ud i min entre, hvor jeg har et stort spejl hængende. Med en hånd på hvert hjørne gik jeg ind foran spejlet. Jeg stod stille et stykke tid. Ikke fordi det tog mere end et øjeblik at tyde budskabet. Men jeg var stivnet. Det havde været en varm dag, men pludselig kunne jeg mærke kuldegysningerne og se hårene rejse sig på mine arme.

På sedlen i spejlet stod ordet klart og tydeligt.

”Kælder.”

Jeg nåede ikke at give min viden videre, for kort efter gik nogle betjente ned i en kælder i pigens by. Da de åbnede et af kælderrummene fandt de hende. I det øjeblik forvandt alt håb. Pigen var dræbt.

Tragedien ikke til at bære

Tragedien var næsten ikke til at bære. Jeg var helt ved siden af mig selv over at have set det ord i spejlet. Men samtidig ville jeg selvfølgelig gerne hjælpe med at finde gerningsmanden eller bare nogle bevismaterialer, der kunne føre politiet frem til ham.

Ikke lang tid efter pigen var fundet, fik jeg et bestemt område ind i mit hoved. Hvor det kom fra, aner jeg ikke, men jeg fortalte om min fornemmelse til en politimand i min omgangskreds. Han gav mig et luftfoto af området, og sammen kørte vi ud til det sted, som jeg havde set.

Blod på hånden

Det er efterhånden mange år siden, men jeg husker tydeligt, da jeg steg ud af politibilen i min rødstribede bluse og orange cowboybukser. I det samme mærkede jeg ubehaget. Jeg gik ved siden af betjenten og følte så meget væmmelse og smerte, at alt i mig skreg for at komme væk. Men jeg blev alligevel ved med at gå rundt. Det var ekstremt varmt, og jeg følte, alt mit tøj klæbede til mig. På et tidspunkt lod jeg min ene hånd glide ned over mine bukser bag på. Da jeg bagefter kiggede på hånden, stoppede jeg brat. Den var smurt ind i blod.

Mit hjerte hamrede, og jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne mere. Jeg havde fået nok. Jeg havde det så dårligt og ville bare væk hurtigst muligt, så betjenten kørte mig hjem.

Kroppen reagerede voldsomt

Den dag sad jeg på toilettet, mens blodet løb ud af mig. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende. Samtidig blev jeg fra det ene øjeblik til det andet ramt af en smerte i halsen, som næsten var ubeskrivelig. Jeg havde haft halsbetændelse før, men intet kom i nærheden af det, jeg følte den dag.

Som clairvoyant er det ikke kun mit hoved, som fortæller mig noget. Meget ofte følger kroppen med. Hvis jeg møder folk med rygsmerter, føler jeg tit smerten på min egen ryg. Her var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg følte nogle af pigens lidelser, inden hun døde. For mig stod det helt klart, hvad hun havde været igennem, og hvordan hun var død. Senere fik jeg også bekræftet min viden.

Oplevelsen efterlod mig skræmt fra vid og sans. Det hele havde været så fysisk og psykisk voldsomt, at jeg den dag tog en beslutning, som jeg har holdt ved siden: Jeg ville ikke gå ind i den slags sager igen. Det var for smertefuldt.

Mine evner har en bagside

Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har fået mine clairvoyantiske evner. Det er en ubetalelig gave. Men den har også en bagside. Bagsiden har jeg gennem årene forsøgt at holde langt væk, men engang imellem har den indhentet mig, og jeg har fået en viden, som jeg inderligt ville ønske, jeg ikke havde fået. Tre gange har jeg fået beskeder om uventede dødsfald i min omgangskreds. Hver gang er den grusomme besked gået i opfyldelse. Og hver gang har jeg bedt til Gud om, at jeg aldrig vil få den viden igen.

Fortæller aldrig om død og sygdom

Det er vigtigt for mig at slå fast, at jeg ikke bruger mine syn til at fortælle om død eller sygdom. Gennem tiden har jeg spået mere end 20.000 mennesker, og jeg har aldrig fortalt en eneste, hvornår personen skulle dø, eller om personen ville blive ramt af sygdom. Det kunne jeg aldrig drømme om. Både fordi jeg slet ikke vil se det. Men også fordi den viden ikke gør gavn. Når jeg spår et menneske, har jeg ét mål: Jeg skal få personen overfor mig på rette vej. Hjælpe ham eller hende med at tage de rigtige skridt og de rigtige valg. Mange kommer for at opleve et mirakel, så deres liv bliver godt som ved et trylleslag. Det kan jeg ikke give dem. De skal selv gøre arbejdet. Men jeg kan åbne deres øjne for, hvilken retning de skal gå i.

  

Fortæller hele min historie i ny bog

Nu har jeg valgt at fortælle hele min historie. Du kan læse den afsnit for afsnit i Ude og Hjemme hver uge, og du kan også købe den som bog, hvor der vil være ekstra matriale, som kan hjælpe dig med at bruge dine egne clairvoyante evner. Det er en stor beslutning for mig at åbne op og give så stor en bid af mig selv og alle mine oplevelser. Dele af historien er så personlig, at jeg ikke har delt det med andre før. Men jeg har valgt at få nogle af mine sværeste hemmeligheder med, for de hører med i puslespillet, når jeg skal fortælle den sande historie. For mig er sandheden det vigtigste, og forhåbentlig vil min historie gøre en forskel for dig i dit eget liv.

Vil hjælpe andre på rette vej

Jeg fortæller ikke min historie for at overbevise nogen om det, jeg står for. Jeg ved selvfølgelig, at der er mange mennesker, som slet ikke tror på, at der findes noget som helst mellem himmel og jord. Andre tvivler. Nogle er bare lidt nysgerrige. Og så er der selvfølgelig en stor gruppe, som tror. Folk skal være hjerteligt velkomne til at tro og mene, hvad de vil. Jeg har intet behov for at omvende nogen. Men jeg har til gengæld en stor lyst til at dele mine erfaringer i håb om, det kan få andre på rette vej.

Har selv været igennem modgang

Selv har jeg taget mange forkerte valg og været igennem kampe og kriser i mit liv. Det har været hårdt, og i den værste periode kunne jeg ikke se meningen med noget som helst. Men i dag ser jeg modgangen i mit liv som mit guld. Modgangen har gjort, at jeg er langt bedre til at forstå mennesker, som går igennem noget lignende. Og kriserne har gjort mig til den, jeg er.

Mit liv kan groft sagt deles op i to halvdele. I den første halvdel var der modvind. I den sidste halvdel har jeg haft vinden med mig. Meget ændrede sig nemlig, da jeg omsider fandt modet til at gå på det rette spor. Da jeg efter mange års tøven stod ved, at jeg skulle være clairvoyant. Da jeg turde sige højt, at jeg var spåkone, selvom jeg godt kunne høre, at det lød lidt skørt. Det var først her, resten af mit liv for alvor faldt på plads.

Sådan ser jeg det igen og igen i andres liv. Hvis du arbejder med noget forkert og dermed ikke går på rette vej, så halter resten af dit liv også. Kærligheden, økonomien, helbredet og børnene.

Men det kan være svært at finde den rigtige retning. Mærkeligt nok turde jeg selv først satse 100 procent på min vej som clairvoyant, da jeg oplevede et af de største tab i mit liv.

Læs næste afsnit i denne uge:

Tragedien gjorde mig synsk