Rikke var fanget i sin egen krop: Blinkede mig tilbage til livet

Rikke var på toppen af sin karriere, og med sine tre børn og elskede mand var hun lykkelig. Men en aften begyndte hun at få det dårligt. Da ambulancen kom, var hendes hjerte holdt op med at slå, og selv om hun blev genoplivet, gav lægerne hende ikke mange chancer. Hvad de ikke vidste, var, at inde bag øjnene begyndte Rikke langsomt at vende tilbage til livet.

Lysglimtet føltes som tusind knive, der skærer direkte i øjeæblerne. Hun presser øjenlågene fra hinanden, så omverdenen for første gang i 12 dage bliver lukket ind.

Hun fornemmer en seng. Et hospital og hendes mand, der står og snakker med en læge. Men hendes vindue ud til den verden, hun har været væk fra, føles blytunge, og selv om hun kæmper for at holde udsynet, så forsvinder hun hurtigt ind i betryggende mørke.

Hvor længe hun denne gang har været væk, ved hun ikke, men hun kan fornemme sine egne tanker. Hun kan høre ordene. Mennesker, der taler om hende.

Lægerne kigger på hendes mand, Peter, og hans bedrøvede ansigt kommer til syne. Hun blinker så meget, hun kan, men bare det at bevæge øjnene føles som et maraton. Alligevel ved hun, at det er hendes eneste måde at få kontakt på.

– Jeg kunne se min mand, og jeg kunne høre, hvad han snakkede med lægerne om. Men jeg kunne ikke reagere på det. I begyndelsen var jeg ved bevidsthed nogle få sekunder ad gangen, men som tiden gik, kunne jeg jo høre, hvad der blev sagt om mig. Det var en kæmpe frustration, at jeg havde alle ordene, men jeg kunne ikke sige noget, fortæller den nu 43-årige Rikke Kjærgaard, der ikke havde nogen anelse om, at hendes liv ville forandre sig for altid, da hun sammen med sin familie trådte ind i året 2013.

Læs også: Mette og Peters datter dømt til et liv i kørestol: Merles medicin er for dyr

Kulden bed sig fast

Da Rikke og hendes mand sammen med nogle venner den 31. december skød det kommende år ind, var fremtidsudsigterne lyse.

Men da hun den 1. januar gik langs fjorden med sin familie, begyndte kulden at bide i hende. Da hun kom hjem, gik hun i et varmt bad, men heller ikke det dampende vand kunne få hende til at falde til ro. Som timerne gik, begyndte kulderystelserne. Dernæst opkast og diarré, og da en ambulance endelig kom, svingede Rikke ind og ud af bevidsthed.

– Jeg kunne høre min mands stemme, og jeg kunne mærke, at jeg var fastspændt til en båre. Derefter blev det sort, og jeg fandt senere ud af, at jeg havde været klinisk død, fortæller Rikke, der de næste 12 dage forsvandt ind i koma, hvor hun intet registrerede.

Uvished

Men omkring hende stod hendes familie i deres livs mareridt, og Rikkes børn vidste ikke, om de igen ville se deres mor ved bevidsthed.

– Min datter Victoria havde spurgt sin far, hvad der skete med mor. Og han kunne ikke svare, hvilket naturligvis havde gjort hende rigtig bange. Han havde nemlig altid et svar på alt.

Rikkes mand, Peter, blev bedt om at samle familien, da de ikke var sikker på, hvor lang tid der ville gå, før hustruens krop ikke kunne klare mere.

Se også: Michelles mand har fået en dødsdom: Vores datter skal vokse op uden far

Planlagde begravelsen

Hvorfor Rikke den dag var blevet så dårlig, havde lægerne svært ved at finde ud af.

På hospitalet viste scanningsbilleder nu, at den unge kvinde var ramt af hundredvis af blodpropper, og der var blødning i hjernen. På få timer tog hun 20 kilo på i væske, hendes hænder og fødder begyndte at blive sorte. Rikke var ramt af septisk chok.

Som tiden gik, blev håbet mere og mere spinkelt. Mens Rikke kæmpede en indre kamp, sad hendes mand ved hendes side og planlagde hendes begravelse.

Besøg af veninden

Men i midten af januar åbnede Rikke sine øjne meget lidt. I første omgang fik de pårørende at vide, at det var helt normalt, det var noget, de kaldte solnedgangsblik. Den umiddelbare glæde forsvandt hurtigt, da det ofte var svært hjerneskadede, der viste det tegn.

Men en dag kom en veninde på besøg. Mens hun talte med Rikkes mand, kunne han ud af øjenkrogen se det før så udtryksløse blik være fastlåst. Rikke kiggede direkte på dem, og hun gjorde alt for at signalere til dem.

– Rikke, kan du høre, hvad jeg siger? spurgte han.

– Jeg blinkede igen, fortæller Rikke, og ægtemanden spurgte igen:

– Kan du se, hvem der er her?

– Jeg kendte dem begge. Jeg forstod, hvad de sagde, og jeg var i stand til at besvare deres spørgsmål ved at blinke. Den dag var det som om, at jeg vendte tilbage til livet. Jeg har altid været et meget positivt og optimistisk menneske, og selvom jeg vidste, at der var lang vej igen, så var jeg den dag slet ikke i tvivl om, at jeg ville kæmpe med alt, jeg havde for at komme tilbage.

Læs også: Sabinas lille søn er leversyg: Svært at leve i uvished

Stædighed

Korttidshukommelsen var forsvundet, og kroppens muskler var svundet ind til ingenting. Men langsomt kom ordene til Rikke. Hun begyndte at forstå, hvad der var sket med hende, og da hun var stærk nok, blev hun overflyttet til Hammel Neurocenter.

Her stod hun foran en opgave, der for de fleste var uoverskuelig. I begyndelsen kunne hun ingenting. En bæresele fik hende op af sengen, men med daglig træning begyndte kroppen at få styrke igen.

– Jeg prøvede at visualisere, hvordan mit liv ville være, når jeg havde kommet mig. Jeg savnede mine børn, og jeg så, hvordan vi igen kunne løbe rundt, snakke og grine sammen. Det var op til mig, hvor længe det ville tage, og selv om der var dage, hvor det hele virkede uoverskueligt, vidste jeg, at der kun var en vej, og det var fremad.

Fra ikke at kunne gå på toilettet eller indtage føde selv bevægede hun sig langsomt fremad mod det liv, som hun havde engang. Hver lille bevægelse var en sejr, der tændte endnu en gnist til at fortsætte.

Da hun efter knap et halvt års indlæggelse blev udskrevet, gik hun ud ad døren og beviste over for sig selv og lægerne, at hendes stædige tro på, at hun ville komme sig, var en realitet.

– Det var en kæmpe sejr for mig, for jeg kunne ikke se mig selv resten af mit liv i en kørestol. Jeg ville simpelthen ikke, og jeg var overbevist om, at man kan komme rigtig langt med stædighed.

En ekstra chance

I dag er det ikke til at se, at Rikke var tæt på at miste livet til en bakteriel meningitis, som lægernes diagnose endte med at blive. Selv om trætheden stadig overmander hende, og hun fik amputeret sine fingre, da hun lå på hospitalet, er hun nået længere, end nogen havde forudset. Hun har nu startet en videnskabsklub for børn for at skabe interesse for hendes felt i en tidlig alder. 

– Jeg har altid været meget ambitiøs på mit arbejde, og det er jeg stadig. Men jeg følte også, at jeg fik en ekstra chance for at leve mit liv, og min familie er mit liv. Det har bragt os tættere sammen, og hvis der er noget, jeg slet ikke er i tvivl om, er det, at jeg ikke havde været her i dag uden min familie.