Skal jeg dø nu mor

Langvarige smerter i nakken viste sig at være en meget sjælden og aggressiv knoglekræft, som 11-årige Camilla fra Taastrup var blevet ramt af. Forude ventede flere ugers kemobehandling og en stor operation, der truede med at gøre den lille pige lam fra halsen og nedefter.

Foto: Morten Mejnecke

Hvad svarer en mor sin 11-årige datter, når hun med tårerne trillende ned ad kinderne spørger, om hun skal dø nu?

Hvordan fortæller en mor sin datter, at hun skal gennemgå en operation, der risikerer at lamme hende fra halsen og nedefter?

Hvordan forklarer en mor sin datter, at hun ikke kan komme i skole i lang tid, fordi hun så risikerer at blive endnu mere syg?
40-årige Jeanett Toxborg fra Taastrup er mor til 11- årige Camilla, og hun har prøvet det.

Ingen af os vidste, hvad der ville ske
- Det var så hårdt. Jeg svarede Camilla, at hun selvfølgelig ikke skulle dø. At alt nok skulle gå, og at hun igen ville komme i skole, når hun var blevet rask. Det var jeg nødt til at sige - selv om ingen af os reelt vidste, hvad der ville ske, fortæller Jeanett og undskylder tårerne, hun ikke kan holde tilbage.

Liv på standby
I et helt år har livet stået på standby. Alt har drejet sig om Camillas sygdom, der fra den ene dag til den anden "vendte op og ned på alt", som Jeanett siger.
Det begyndte sidste sommer. Camilla beklagede sig over smerter i nakken, som tog til, som dagene gik.

Jeanett var overbevist om, at der nok bare var tale om hold i nakken. Efter flere besøg hos fysioterapeuten forsøgte de sig hos en anden, og så igen en anden.
Indtil et halvt år senere, hvor en fysioterapeut sagde, at de burde gå til deres egen, praktiserende læge og få en henvisning til et røntgenbillede af Camillas ryg. For der måtte være noget andet i vejen.

Hos den praktiserende læge måtte Camillas mor insistere på, at datteren skulle have taget et røntgenbillede, selv om lægen mente, det var unødvendigt - ja, nærmest en overreaktion.
Men da Jeanett så de alvorlige ansigter på Glostrup Sygehus, vidste hun, at hun ikke havde overreageret.

Mørke skygger
Der var noget alvorligt i vejen, afslørede de store, mørke skygger på røntgenbilledet, som flere læger var inde for at nærstudere.
- Da Camilla bagefter fulgtes med sin far ud af sygehuset, satte jeg mig ind på lægens kontor. Jeg måtte simpelthen vide, hvor alvorligt det var, siger Jeanett.

Læs også: Astrids mirakel

Farlig operation
Dagen efter fik familien bekræftet deres værste anelser. Camilla var blevet ramt af en alvorlig, sjælden og aggressiv knoglekræft. Hun skulle indlægges med det samme på Rigshospitalets børnekræftsafdeling.

- Da knækkede filmen for mig, siger Jeanett, der alligevel forsøgte at holde facaden, da hun skulle fortælle Camilla, at de var nødt til at tage på hospitalet - og blive der i lang tid.
- Da mor fortalte mig, at jeg havde fået kræft, begyndte jeg at græde. Jeg bryder mig ikke om hospitaler, og jeg vidste godt, at man får det rigtig skidt af kemo, siger Camilla.

Ti ugers kemobehandling lød lægernes dom, og derefter en operation, hvor man ville fjerne en af Camillas nakkehvirvler og erstatte den med titanium.

Risiko for lammelse
Efter ugers kemo ventede så den store operation, der risikerede at gøre den lille pige lam. Den risiko blev Camilla dog skånet for at høre om.

Operationen tog ti lange timer, hvor Camillas familie blot kunne vente på, at Jeanetts mobiltelefon ville ringe med besked.

- Familien kunne slet ikke se på mig, om det var godt eller dårligt nyt. Jeg var simpelthen så fokuseret på at lytte efter og forstå, hvad lægen sagde, da han endelig ringede, siger Jeanett.

Læs også: Hvorfor skulle mor dø

Gode nyheder
Heldigvis var det gode nyheder. Lille Camilla havde klaret operationen flot, og hun var ikke blevet lam.
- Vi græd og græd af lykke, siger Jeanett og smiler. Det er nu en måned siden, og Camilla er hjemme igen. Netop erklæret helbredt og klar til en dejlig sommerferie.