Snigskytte spredte skræk og rædsel: Lasermanden lurede i mørket

En ukendt gerningsmand går amok og skyder ved 10 attentater 11 uskyldige indvandrere. Flere af hans ofre bemærker en rød lysplet fra et lasersigte, inden de bliver ramt, derfor får attentatmanden navnet Lasermanden. Skuddene udløser en af de største politijagter i Sverige. Det viser sig, at Lasermanden også stod bag 18 røverier.

Den mørkklædte mand havde et stykke tid gemt sig bag en container. Det var november, og vinterkulden gik gennem marv og ben. Han ventede tålmodigt i mørket, mens han spejdede ned ad gaden efter et nyt offer. Lasermanden gjorde sig klar til at slå til igen. Endnu en gang ville storbyens indbyggere vågne op til skræk og rædsel.

Lasermanden slog til

Endelig, et kvarter før klokken seks om morgenen, fik den mørke skikkelse i sit skjul øje på en mand, der kom gående på fortovet. Han havde retning mod den oplyste indgang til kollegiet på Körsbärsvägen i den svenske hovedstad Stockholm og spadserede i uvished om den frygtelige skæbne, der ventede ham denne gryende morgenstund.

Dette var øjeblikket, som Lasermanden havde ventet på det meste af natten, og han tøvede ikke. Med raske skridt trådte han ud af mørkets skygger og gik hen mod manden ved indgangen til kollegiet. Han trak et oversavet jagtgevær frem fra sit skjul under jakken og skød. Den ukendte mand faldt livløs til jorden, mens skuddet gav genlyd mellem husene i den mennesketomme gade.

Gerningsmanden løb hurtigt fra stedet og forsvandt i mørket. Det var fredag den 8. november 1991, og den livløse skikkelse på jorden foran kollegiet var Lasermandens femte offer.

LÆS OGSÅ: Saras søn blev dræbt af sin far

Denne gang var det endelig lykkedes for ham at dræbe en anden person. De fire foregående ofre var sluppet med skudsår, skrækken og livet i behold.

Nu spredte frygten sig for alvor i millionbyen, hvor der længe havde hersket en anspændt atmosfære. Fem personer med udenlandsk baggrund var blevet skudt med et gevær eller en revolver, efter at gerningsmanden havde udpeget dem med en laserpistol.

De overlevende kunne alle fortælle, at de inden skuddet havde observeret en lille, rød prik på tøjet på det sted, hvor projektilet få øjeblikke efter ramte. Denne lille prik blev gerningsmandens uhyggelige kendetegn og gav ham øgenavnet Lasermanden.

Racistisk motiv

Aviserne i Sverige var fyldt med spekulationer og detaljer om den ukendte, skydende galning på krigsstien i de stockholmske gader. Specielt folk med udenlandsk udseende frygtede at gå ud om natten, og politiet havde så godt som intet at gå efter. Ingen andre end den racistiske morder vidste hvornår eller hvor, han ville slå til igen og derefter kunne hænge et nyt trofæ på sit skydevåben.

Senere skulle det vise sig, at Lasermanden havde et mål og en mening med sine overfald på uskyldige menneske med et mørkt, fremmed udseende. Han ville vise sin utilfredshed med det samfund, som han mente, havde behandlet ham dårligt. Det skulle andre, uskyldige mennesker betale med livet for.

Efter drabet ved kollegiet i Körsbärsvägen var der stille omkring Lasermanden i nogle måneder. Men pludselig var han tilbage, og lysten til at dræbe var intakt.

LÆS OGSÅ: Mor og stedfar pinte 10-årig søn ihjel

Torsdag den 22. januar 1992 skød den hadefulde racist sit sjette offer. Denne gang var målet en ung student i Uppsala. Dagen efter intensiverede han sine hadefulde, natlige angreb, da yderligere tre personer blev skudt i Stockholm.

Igen var ofrene uskyldige mennesker med udenlandsk baggrund. Men under angrebet i Uppsala begik morderen en fejl, der heldigvis blev skæbnesvanger for ham.

Set i Nissan Micra

For at komme rundt i Uppsala og Stockholm havde han lejet en bil, en hvid Nissan Micra, som flere vidner havde set i forbindelse med angrebene. Politiets efterforskning var på højeste niveau, kun overgået i nyere tid af indsatsen for at finde statsminister Oluf Palmes morder i Stockholm i februar 1986.

Bilen blev et vigtigt spor i efterforskningen, og samtlige biler af det mærke blev undersøgt.

Én efter én blev bilernes ejere de næste to uger slettet af politiets liste, og i den tid slog Lasermanden til yderligere to gange. Pludselig dukkede navnet op på en mand, der havde lejet en hvid Nissan Micra kort før mordforsøget i Uppsala og tilbageleveret den efter angrebene i Stockholm. Navnet var John Ausonius, og den 38-årige var i forvejen kendt af politiet.

LÆS OGSÅ: Ellie var aldrig god nok

John Ausonius havde blandt andet afsonet en fængselsdom for voldelige overfald. Men mere interessant var det, at han hadede indvandrere og havde en stor interesse for våben, blandt andet laserpistoler. Han havde været i politiets søgelys i Palme-sagen, og han havde farvet sit kulsorte hår rødt. Det styrkede mistanken, idet flere vidner havde beskrevet gerningsmanden som rødhåret.

Men politiet havde et problem: John Ausonius var som sunket i jorden. Efterforskningen afslørede, at han var rejst til Sydafrika. Gerningsmanden havde på tv set, at politiet efterlyste en rødhåret mand i forbindelse med lejemålet af en hvid Nissan Micra. Derfor følte Lasermanden det mest sikkert at forlade landet et par måneder.

Skød mod politiet

Han tog på jagtrejse i Sydafrika og vendte først hjem i maj. Han håbede da, at den værste medie- og politistorm havde lagt sig. Det havde den ikke.

Politiet anede ikke, hvor John Ausonius boede. Men de vidste, at han ofte lejede en video i butikken Gold Reel i det centrale Stockholm. Butikken blev holdt under opsyn, og torsdag den 11. juni gav det resultat. John Ausonius blev ikke anholdt. I stedet besluttede politiet at overvåge den formodede gerningsmands færden døgnet rundt i håb om, at han ville afsløre sig selv som Lasermanden. Det viste sig at være en fornuftig idé.

Næste dag fulgte politiet efter i behørig afstand, da John Ausonius begav sig ud på en cykeltur i det centrale Stockholm. De fulgte ham til havnen i Södermalm, hvor han skiftede tøj.

LÆS OGSÅ: Unge får mén af forældres konflikter efter skilsmisse

Betjentene gjorde store øjne, da den mistænkte gik ind i Trade Bank på Hornsgatan. Pludselig trak den mistænkte en elefanthue over hovedet, mens han hev en revolver frem og røvede banken.

Da bankrøveren kom ud på gaden, blev han mødt af bevæbnet politi. John Ausonius affyrede to skud mod betjentene og forsøgte at flygte på sin cykel. Han kom ikke langt og blev hurtigt anholdt.

Røvede 18 banker

Røveriet fik politiet til at mistænke, at John Ausonius ikke kun var den berygtede Lasermand, men også var identisk med den såkaldte Cykelrøver. Denne gerningsmand havde inden for de seneste to år begået 18 bankrøverier i Stockholm med et samlet udbytte på adskillige millioner kroner. De mange penge havde røveren brugt på et ekstravagant luksusforbrug.

John Ausonius viste ingen følelser under afhøringerne, og han benægtede alle beskyldninger. Det gjorde han også under den senere retssag. Kun når den formodede morder og bankrøver talte om sine våben, viste han tegn på følelser. ”Han fik varme i stemmen”, som der står skrevet i retsbogen.

LÆS OGSÅ: Jeg slog min datter ihjel

Her tegnede der sig også et billede af en mand, der havde haft en barsk opvækst og barndom med en fraværende far og en streng mor. Forældrene var indvandrede til Sverige fra henholdsvis Tyskland og Schweiz, og på grund af sit sydlige udseende og mørke hår blev John Ausonius mobbet i skolen. Efter dommen blev han diagnosticeret som autist.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Under retssagen mod Lasermanden og Cykelrøveren, alias John Ausonius, var beviser og indicier mod ham så stærke, at retten ikke tøvede med at sende ham i fængsel på livstid.

Efter drabet i november 1991 smed gerningsmanden én af sine revolvere i vandet nær Ropsten uden for Stockholm. Men en lystfisker fik våbnet på krogen og afleverede det på politistationen. Våbnet kunne knyttes direkte til John Ausonius og var et vigtigt bevis mod ham. Revolveren var med sikkerhed blevet brugt til de fire attentater, som Lasermanden begik inden drabet i november 1991.

LÆS OGSÅ: Hørte sin kone blive dolket ihjel

Dommeren i Stockholms Tingsrätten begrundede blandt andet strafudmålingen med disse ord:

– John Ausonius’ kriminalitet er i omfang og karakter enestående. Forbrydelserne vidner om total mangel på respekt for menneskelige værdier, hensyn og empati.

Idømt livstid

John Ausonius blev født i 1953. Han blev i januar 1994 idømt fængsel på livstid for mord, ni mordforsøg og adskillige bankrøverier. Under retssagen nægtede han sig skyldig, men han senere erkendt forbrydelserne.

Gerningsmanden har angivet indvandrerhad som motiv for overfaldene.

Flere af John Ausonius’ ofre har pådraget sig livsvarige skader. John Ausonius har flere gange ansøgt om at få sin straf tidsbegrænset. Han har hver gang fået afslag, senest i 2015. John Ausonius afsoner under sikre forhold og overvågning sin straf i fængslet Österåker nord for Stockholm.